Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skaanske Krig - Skaanske Lov - Skaar - Skaar, Johannes Nilsson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sejr over den langt overlegne sv. Flaade i Køge
Bugt den 1. Juli. Sejren var vunden uden
Hollændernes Hjælp og skaffede Niels Juel Ry som
Nordens største Flaadefører. 14. Juli kom det
atter til et Slag ved Landskrona mellem de to
Konger, Christian V havde 11000 Mand, Karl XI
10000 Mand og 6000 Mand opbudte Bønder.
Kampen var meget haardnakket, men
Svenskerne beholdt Valpladsen. — Ved den norske
Grænse var Krigen imidlertid ført med afgjort
Held, men uden varig Fordel, og hen paa
Efteraaret gik Nordmændene tilbage til Norge. I Beg.
af Septbr erobrede de Danske Rügen; men den
sv. General Königsmarck tog allerede i Jan.
det flg. Aar Øen tilbage. Felttoget i Skaane blev
i Sommeren 1679 ført uden Energi fra dansk
Side, men med grusomme Hærgninger fra begge
Sider, saaledes at det ulykkelige Land næsten
blev ødelagt. Forsøget paa at undsætte
Christianstad blev foretaget uden Kraft, og 4. Aug.
maatte den tapre v. Osten overgive Byen;
derimod blev Rügen paa ny erobret i Septbr. Tromp
havde faaet Afsked af dansk Tjeneste, og
Flaaden under Niels Juel var uomtvistelig Herre i
Østersøen. — Imidlertid var det øvrige Europa
blevet træt af Krigen. Nederlandene havde sluttet
Fred med Frankrig 1678 i Nijmegen, i Jan. 1679
sluttede ogsaa Kejseren Fred med Frankrig og
Sverige, kun Danmark og Norge samt
Brandenburg stod endnu i Marken mod Sverige. Men
sidstnævnte Land faldt snart fra, og da
Danmark og Norge stod ene mod Sverige og dets
mægtige Beskytter, Kongen af Frankrig, maatte
Rigerne bøje sig og i Freden i Lund 26. og 27.
Septbr 1679 gengive Sverige alle de erobrede
Lande uden Vederlag, og bekræfte Freden i
Roskilde og i Kbhvn. Sjælden er en Krig bleven
ført med større Ære og ringere Fordel end den
Skaanske, og Landene Ø. f. Øresund gik ved
Fredsslutningen atter tabt for Danmark, (Litt.:
Björlin, »Kriget mot Danmark 1675—79«
[Sthlm 1885]; N. P. Jensen, »Den Skaanske
Krig« [Kbhvn 1900]; foruden talrige Afh. i milit.
og hist. Tidsskrifter, særlig om Slaget ved
Lund).
(A. L.). E. C.
Skaanske Lov kaldes den middelalderlige
Retsbog, som indeholder Optegnelser af den i
Skaane gældende Ret. Den er lige saa lidt som
Valdemar’s sjællandske Lov og Erik’s
sjællandske Lov nogen egl. Lov. men en ved privat
Foranstaltning tilvejebragt Retssamling, hvad
bl. a. viser sig i, at den paa Steder ikke
opstiller en bestemt Regel, men nøjes med at
angive de forsk. Meninger, der havde gjort sig
gældende m. H. t. vedk. Spørgsmaal. I senere
Tid blev den dog opfattet og anvendt som Lov,
og man betragtede den da som givet af en Kong
Valdemar, vel snarest Valdemar Sejr. S. L. er
affattet paa Dansk, men man har en omtrent
samtidig og nærbeslægtet lat. Bearbejdelse af
den Skaanske Ret, der rimeligvis er forfattet af
Ærkebiskop Anders Sunesøn og derfor
sædvanlig kaldes Anders Sunesøn’s Parafrase af S. L.
Forholdet mellem de to Samlinger er vistnok
det, at Anders Sunesøn som Kilde har benyttet
en kun lidt ældre dansk Tekst, der i det
væsentlige, men dog ikke helt har svaret til S. L.
og igen som Kilde har haft en endnu ældre
dansk Samling. Efter Anders Sunesøn’s
Benyttelse af den førstnævnte danske Tekst har
denne modtaget enkelte Tilføjelser og er paa
enkelte Steder blevet ændret, og derved er S. L.,
som vi nu kender den, fremkommet. S. L. er
altsaa i den foreliggende Skikkelse noget, men
dog ikke meget yngre end Parafrasen. Begge
Samlinger og ligeledes den danske Tekst, der
umiddelbart ligger til Grund for Parafrasen,
stammer fra Tiden mellem 1202 og Aarene
nærmest efter 1215; de kender ikke en i disse Aar
udkommet Lov om Jernbyrds Afskaffelse og
giver os saaledes endnu et Billede af denne
Gudsdoms Anvendelse i den gamle danske Ret. Den
ovf. omtalte ældste Skaanske Retssamling,
hvilken ikke er bevaret, maa derimod være ældre
end 1202 og er vistnok blevet til i Aarene
mellem c. 1170 og 1200. S. L., der i det hele er
en velordnet Samling, er overleveret i et stort
Antal Haandskrifter, af hvilke det ældste, der
er mærkeligt ved at være skrevet med Runer,
gaar tilbage til c. 1300, medens fl. a. endnu
tilhører 14. Aarh. I mange Haandskrifter er der
til Loven føjet forsk. Tillæg, af hvilke de fleste
vistnok ikke er meget yngre end Loven selv.
S. L. blev første Gang trykt af Gotfred af
Ghemen 1505 og er i nyere Tid oftere udgivet.
Den nyeste Udg. findes i »Danmarks gamle
Landskabslove med Kirkelovene« ved Johs.
Brøndum-Nielsen (Kbhvn 1920, flg.). En
anden god Udg. er besørget af C. J. Schlyter
i »Samling af Sweriges Gamla Lagar«, IX (Lund
1859). P. G. Thorsen har endvidere udgivet
Loven efter Runehaandskriftet i »S. L. med
Eskil’s skånske Kirkelov« m. m. (Kbhvn 1853).
Alle de nævnte Udg. indeholder ogsaa
Parafrasen.
P. J. J.
Skaar. Ved Mejning med Le kan Afgrøden
enten hugges ind imod den staaende Sæd og
opbindes med det samme eller hugges ud —
lægges paa Skaar; sidstnævnte Metode anvendtes i
Haandmejningens Dage, naar der ikke var
tilstrækkeligt Mandskab til øjeblikkelig Opbinding
ell. naar Afgrøden var iblandet grønne Planter,
som Kløver i Udlægssæden, som man ønskede
vejret før Opbindingen i Neg. Græs blev altid
lagt paa S. Efter at Mejemaskinerne er indførte
i alle store og mellemstore Landbrug, anvendes
Skaarlægning kun ved Slaaning og Mejning i de
mindre Jordbrug samt paa lavere Arealer ell.
Steder, hvor man ikke kan køre med
Høstmaskine.
A. C-n.
Skaar, Johannes Nilsson, norsk
Biskop, f. i Kvam (Hordaland) 15. Novbr 1828, d.
13. Decbr 1904. Hans Hu stod tidlig til at blive
Præst; men hans Forældre kunde ikke afse
Midler dertil, han gennemgik en Lærerskole,
var derefter en Tid paa Fogedkontor og kom
1852 ind paa Heltbergs Skole. Han blev
Student 1853, cand. theol. 1857, hvorefter han blev
Personelkapellan i Nordre Aurdal i Valdres.
Under vanskelige Forhold virkede han her med
Held og tildrog sig Opmærksomhed. 1862
aabnedes der for ham et nyt Arbejdsfelt i det af
stærk sekterisk Gæring hjemsøgte Skien, hvor
han i 10 Aar var residerende Kapellan. Fra
1872—85 var han Sognepræst til Gjerpen. Efter
at han ved fl. Bispevalg havde samlet et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
