Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skakt - Skaktavl - Skaktovn - Skaktsluse - Skal - Skala - Skala - Skald - Skáldasaga - Skáldatal - Skáldhelgarímur - Skaldynger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
eksisterende Gruber, hvortil der skal aabnes en
ny S., kan man undertiden paaskynde Arbejdet
ved ogsaa at begynde franeden. Ved stærk
Vandtilstrømning vokser Vanskelighederne,
baade fordi man maaske ikke kan faa Vandet
fjernet hurtig nok ved Pumpning, og fordi
Jorden i Skaktvæggene let kan blive sat i
Bevægelse af det udstrømmende Vand. Hvis det
vandførende Lag kun har ringe Mægtighed,
kan man maaske standse Tilstrømningen ved
en vandtæt Beklædning straks efter
Udgravningen, saa det videre Arbejde kan fortsættes tørt,
ell. ved Ramning af en Spunsvæg, inden man
gaar ned i det vandførende Lag. Ved meget
stærk Vandtilstrømning har man i fast Klippe
intet andet Middel end Anvendelse af
Skaktbor (se Boring); efter den af Kind og
Chaudron 1850 angivne Metode bores først
et mindre Hul paa 1,5—2 m’s Diameter i
Midten, og dette udvides bagefter ved et større
Bor, som ved 5 m’s Diameter af S. kan naa en
Vægt af 15—20000 kg. Er man kommet
igennem det vandførende Lag, beklædes gerne med
Støbejernsrør, samlede af Ringe og disse igen
af enkelte Segmenter. I løsere Jordarter kan
man anvende de samme Metoder som ved
Fundering i lgn. Tilfælde (Sænkebrønde, Trykluft)
ell. Poetsch’es Frysemetode (se Fundering).
A. O-d.
Skaktavl, gammel norsk Slægt, der førte et
ved en af sort og Sølv toradskaktavlet
Skraabjælke af blaat og rødt delt Skjold samt to paa
samme Maade delte Vesselhorn paa Hjelmen.
Samme Skjold førtes i Danmark af Slægterne
Rosenkrantz og Friis (af Haraldskjær). I 17.
Aarh. tog Slægten Navn efter sit Vaaben.
Torbjørn Olsen til Flænæs var den sidste kat.
og første lutherske Sognepræst paa Toten. Hans
Sønnesøn, Lagmand i Oplandene Torbern
Torbensen til Nordvigaard og Skapal, fik
1. Aug. 1622 og 25. Juni 1632 Stadfæstelse paa
sin Adel. Slægten synes uddød i Beg. af 18.
Aarh.
P. B. G.
Skaktovn, se Ovn.
Skaktsluse, se Sluse.
Skal. Hvad der i de forsk. Tilfælde
(Krebsdyr, Muslinger og Snegle, Æg) gaar under dette
Navn, er Dannelser, der har det tilfælles, at de
ligger som et beskyttende Overtræk omkring et
blødere Indhold, fra hvilket de ret let lader sig
skille. En saadan S. viser en større ell. mindre
Haardhed og Sprødhed alt efter det mere ell.
mindre rige Indhold af kulsur Kalk, der findes
indlejret i dens organiske Grundmasse (Chitin
hos Krebsene, Conchiolin hos Bløddyrene); den
er at opfatte som et i sig selv livløst Dække,
udskilt til Beskyttelse af Organismen enten af
denne selv ell. af Moderdyret (Ægget). Derfor
er den heller ikke i Stand til at vokse paa
samme Maade som Dyret selv; Æggeskallen har
som bekendt en saa kort Varighed, at dette
heller ikke bliver fornødent; derimod maa
Krebsdyrene af og til afkaste deres gl S., der ellers
vilde hindre deres Vækst. At Bløddyrene stadig
kan beholde samme S. og bygge videre derpaa,
skyldes udelukkende disse Dyrs særegne
Bygningsplan; man ser her ogsaa tydeligt nok,
hvorledes »S. vokser« ved, at der afsættes Lag
efter Lag paa den engang dannede S., en
Proces der er grundforskellig fra og langt simplere
end den, hvorved f. Eks. Hvirveldyrenes Skelet
vokser. For Stofskiftet er naturligvis de solide
Krebse- og Bløddyrskaller uigennemtrængelige,
men de lader saa til Gengæld større ell. mindre
Dele af Dyret ubedækkede; Æggeskallen, der
omslutter Ungen helt, er derimod saa porøs, at
Respirationen let foregaar derigennem. I deres
Oprindelse viser alle de nævnte S. den
Overensstemmelse, at de er dannede ved Epitelcellers
Virksomhed; Krebseskallen skylder saaledes det
Cellelag, der dækker S.’s Inderside, ell., hvad
der er det samme, det Hudlag (Hupodermis),
der danner Legemets ydre Begrænsning, sin
Oprindelse; Snegle- og Muslingeskallen dannes af
disse Dyrs Kappe, navnlig af dennes Randparti,
og Æggeskallen, i alt Fald Fuglenes og
Krybdyrenes, er opstaaet i Æggelederen ved visse
der liggende Kirtlers Virksomhed.
R. H. S.
Skala (ital. scála), Trappe, Stige; Gradstok
(paa Termometer o. l.), Trinfølge (saaledes hvor
Talen er om Skatter; stigende S., en S.,
hvor »Trinnene« bliver højere, jo længere man
kommer op, ɔ: hvor Skatteprocenten stiger med
de stigende Indtægter, altsaa ikke er
proportional med disse).
Skala (af lat. scala, en Stige, Trappe; fr.
gamme, tysk »Tonleiter«), den trinvise Følge af
Toner, enten tilhørende en bestemt Toneart (den
diatoniske S.), ell. bestaaende af lutter
Halvtonetrin (den kromatiske S.).
S. L.
Skald, d. s. s. Skjald.
Skáldasaga [’ska^u.l-] kaldes en lille Saga,
der findes i Hauksbogen, om 3 af Harald
Haarfagres Skjalde. Den fortæller om, hvorledes de
kom i Unaade hos Kongen og maatte foretage
en farlig Sendefærd, som de lykkelig fuldførte.
Sagaen er meget udsmykket, men i fl.
Henseender interessant og indeholder utvivlsomt en hist.
Kerne. (Udg. »Hauksbók« [Kbhvn 1892—96]).
F. J.
Skáldatal [’ska^u.l-] kaldes en systematisk
Fortegnelse over alle Konge- og Fyrsteskjalde
fra Beg. af og ned til 13. Aarh. Det findes i
Haandskrifter af Snorre’s Værker og hidrører
mulig fra ham. Det er i litteraturhistorisk
Henseende særdeles værdifuldt. (Udg. med en
fuldstændig biografisk Kommentar i Snorra Edda
III).
F. J.
Skáldhelgarímur [’ska^u.ldhælga’ri.mør], en
isl. Rimecyklus fra c. 1400 om den isl. Skjald
Skáld-Helgi, der udvandrede til Grønland; den
handler særlig om hans og en isl. Bondedatters
Elskov. Den beror paa en tabt Saga om
Skjalden, men Emnet er blevet udsmykket paa senere
romantisk Vis. Det er saa at sige kun herfra, at
vi kender Hovedpersonen, der sikkert er hist.
Rimerne er udg. i »Rimnasafn«, I, og i
»Grønlands hist. Mindesmærker«, II. (Litt.: F.
Jónsson, »Oldn.-oldisl. Litteraturhist.«, III).
F. J.
Skaldynger, Køkkenmøddinger ell.
blot Affaldsdynger er enstydige, til forsk.
Tid benyttede Betegnelser for de større ell.
mindre, væsentlig af Bløddyrskaller bestaaende
Ophobninger, der findes paa Bopladserne fra
Stenalderen, navnlig dens ældre Del. De
opdagedes ved Midten af 19. Aarh. Det var, især af
Naturforskere, blevet bemærket, at Lag af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
