Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skatter og Afgifter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
følgende Krav, der spiller en fremtrædende Rolle
i den moderne Skattelovgivning.
a) Eksistensminimet bør være skattefrit. Dette
ligger i Statens Anerkendelse af Princippet om
Menneskets Ret til det absolut nødvendige til
Livets Opretholdelse, hvilket er anerkendt ved
Organisationen af et offentligt Fattigvæsen. Det
skattefri Minimums Størrelse vil paavirkes noget
af Tidernes skiftende sociale Opfattelse og
Samfundets Rigdom.
b) Skatten bør tage Hensyn til personlige
Byrder, der hviler paa em Person (f. Eks. om
Vedkommende har Forsørgelsespligt over for
Hustru, Børn ell. Andre, Sygdom m. m.).
c) Mere omstridt har Spørgsmaalet været om
Skatteprogressionens Berettigelse, men det kan
siges, at under Nutidens stærkt demokratiske
Styresæt anerkendes dens Berettigelse af næsten
alle finansvidenskabelige Forfattere, og den kan
begrundes ved, at Afsavnet af en vis Procentdel
af Indtægten er lettere at bære for en rig end
for en fattig Mand.
d. Beskatningen bør endelig tage Hensyn til
Indtægtskildens Natur. Indtægt af Formue bør
saaledes rammes haardere end af Arbejde.
Dette begrundes derved, at Renten af Formuen
flyder af en vedvarende Indtægtskilde, medens
Fortjeneste af personligt Arbejde altid er af
begrænset Varighed og derfor mindre værdifuld.
Af stor Bet. for Fordelingen af de offentlige
Byrder er Spørgsmaalet om Skatternes
Overvæltning ɔ: den Akt, hvorved den opr.
Skattebetaler ad den fri Omsætnings Vej kaster
Skatten over paa en anden Person, paa hvem den
endelig kommer til at hvile. Hyppigst sker det
paa den Maade, at den opr. Skattebetaler
forøger Prisen paa de Varer ell. Tjenester, han
sælger, med den udlagte Skat (f. Eks. naar en
fortoldet Vares Pris forøges med Tolden). Det
drejer sig her om en Fremvæltning af Skatten.
Overvæltningen kan ogsaa finde Sted i modsat
Retning derved, at Skattebetaleren formindsker
Vederlaget for de økonomiske Goder, han
erhverver sig, med Skattens Beløb, i hvilket
Tilfælde man taler om Skattens Tilbagevæltning.
Hovedeksemplet herpaa er, at en fast Ejendoms
Købesum formindskes med den kapitaliserede
Værdi af Ejendomsskatterne, der fremtidig
paahviler Køberen. Flg. Forhold vil være gunstige
for en Fremvæltning af Skatten fra Køber til
Sælger:
1) naar Skatten er høj og lige for alle,
saaledes at den udgør en nødvendig Del af
Varernes Produktionsomkostninger;
2) naar Kapital og Arbejde let lader sig
overføre til andre mere lønnende Erhverv, som
Tilfældet navnlig er inden for Handelen;
3) naar Forbruget har en fast Karakter ell.
en kapitalstærk Køberklasse, saaledes at
Forbrugeren hellere vil finde sig i en Prisforhøjelse
end undvære den paagældende Vare;
4) naar der er et stærkt Sammenhold mellem
Producenterne.
Hertil maa yderligere knyttes den Betingelse,
at de lokale Forhold faar Indflydelse paa
Varens Pris, og denne ikke udelukkende er
bestemt af Verdensmarkedet. Er der gunstige
Betingelser for en Skatteovervæltning, vil
Sælgeren som Regel foretage den dertil svarende
Prisforhøjelse, og Køberen maa da finde sig
heri, fordi der ikke kan skabes nogen
Reaktion mod Forhøjelsen. Er Betingelserne
derimod ugunstige, vil der ofte opstaa en Kamp
mellem Køber og Sælger, hvori Sejren hyppig
vil tilfalde den stærkere Part i Forholdet, ɔ:
den, som bedst kan undvære Modpartens Ydelse.
Meget vigtigt er Spørgsmaalet om Skatternes
Højde. Af Hensyn til Stat og Kommune maa
det kræves, at de sammen med
Erhvervsindtægter og Gebyrer er tilstrækkelige til at
dække de offentlige Udgifter i Overensstemmelse
med rigtige Dækningsregler; af Hensyn til
Borgerne maa Skatterne ikke være saa høje, at de
virker knugende paa Befolkningen og hindrer
en tilstrækkelig Kapitaldannelse, der er
Betingelse for et sundt Erhvervsliv. Den voldsomme
Stigning i Skatterne i den allernyeste Tid har
i mange Lande fremkaldt en modgaaende
Bevægelse (se Skatteborgerforeninger), der søger at
rejse et Værn mod alt for høje Skatter. At
opstille et bestemt Forhold mellem en Nations
Indtægter og de den paalagte offentlige Byrder
(Leroy Beaulieu opstiller 12 à 13 % af
Nationalindtægten som Maksimumsgrænse for de
samlede Skatter til Stat og Kommune) lader sig
næppe gøre, og efter Verdenskrigen er man i de
fleste Lande kommet op paa væsentlig
højere Procenter, saaledes ogsaa i Danmark. Hvad
der her maa anses for en passende Grænse
opad, vil bl. a. afhænge af, hvad de offentlige
Samfund udretter, og af Folkets Rigdom.
Der har til Tider været stillet Krav om, at
Staten skulde dække sine Udgifter ved Hjælp
af en enkelt Skat. Et hist. bekendt Eksempel
herpaa er Fysiokraternes Fordring om un impôt
unique paa Udbyttet af Jorden som det eneste
Erhverv, der gav et virkeligt Overskud
(produit net) ud over Produktionsomkostningerne.
I den nyeste Tid har Henry Georges Lære,
gaaende ud paa, at den samfundsmæssigt skabte
Jordværdi bør tilfalde Staten, ført til Krav om
en eneste Skat (single tax) paa Jordens
Grundskyld. Undertiden opstilles ogsaa
Indkomstskatten fra stærkt demokratisk Side som den Skat,
der i størst muligt Omfang bør afløse alle
andre. Et saadant Krav om en eneste Skat er
imidlertid en Utopi. Ved alle Skatter klæber,
i alle Tilfælde ved deres praktiske
Gennemførelse, Mangler og Uretfærdigheder, der vokser
stærkt med Skattens Højde. Har man derimod
fl. forsk. Skatter, vil Manglerne ved hver enkelt
af dem blive mindre og delvis udjævnes, og den
størst mulige Retfærdighed i Skattefordelingen
bør altsaa tilstræbes ved et System af
samvirkende Skatter. I skatteteknisk Henseende vil
man endnu kunne mærke sig de tre af Adam
Smith’s fire berømte Grundsætninger (den
fjerde fastslog Evneprincippet med Indtægten som
Maal): 1) Den Skat, som den enkelte skal betale,
bør være fast bestemt og fri for Vilkaarlighed.
Skattens Betalingstid, dens Betalingsmaade og
Størrelse bør være nøjagtig og tydelig for
Skatteyderen og for alle andre. 2) Enhver Skat
bør indkræves paa den Tid og paa den Maade,
som maa antages at være den bekvemmeste for
Skatteyderen. 3) Skatten skal være indrettet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
