Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skelen - Skelet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
konkomitterende S. er den Vinkel, som Øjnenes
Synsakser danner med hinanden, altid ens, og S.
derfor lige stor i alle Stillinger af Øjnene. Der
er altsaa fri Bevægelighed af hvert Øje for sig,
og de følges ad, men saaledes, at det enes
Synsakse altid sigter forbi den Genstand, som
skal ses. Det drejer sig saa godt som altid om
Indadskelen ell. Udadskelen, efter som det
skelende Øjes Synsakse sigter inden for ell. uden
for det, der fikseres. Meget sjældent findes S.
opad ell. nedad. Den hyppigste Form af S. er
Indadskelen, der oftest opstaar hos Børn, naar
de er 2—4 Aar gamle, medens Udadskelen
hyppigst findes hos Ældre ved Nærsynethed, eller
naar der opstaar Blindhed paa et Øje (medfødt
fuldstændig Blindhed paa et Øje foranlediger
ogsaa hyppigst Udadskelen). Oftest er Synet paa
det skelende Øje meget nedsat, hvad enten
dette skyldes en medfødt Svagsynethed ell. det
skyldes, at det skelende Øje glemmer at se.
Om Aarsagerne til S. er der betydelig
Uenighed, men den simpleste Forklaring turde være
følgende:
Man kan gaa ud fra, at et Par normalt
brydende, emmetropiske (s. d.) Øjne ser fjerne
Genstande tydelig med fuldstændig slappet
Akkommodation og parallelle Synsakser. Ved
Fiksering af en Genstand, der ligger nærmere,
akkommoderer Øjnene for denne Afstand, og
samtidig rettes begge Synsakserne mod Genstanden
(konvergerer). Saaledes svarer til enhver Grad
af Akkommodation en bestemt Konvergens, saa
at Synsakserne altid krydses i det Punkt, der
fikseres. Er Øjnene ikke emmetropiske, men der
findes Hypermetropi (s. d.), maa Øjnene for at
se tydelig paa Afstand allerede akkommodere,
men samtidig maa Synsakserne vedblive at
være parallelle. Det vil nu komme an paa, om det
skarpe, nøjagtige Syn er af størst Værdi for
vedk. Menneske, ell. om han foretrækker
Samsynet med 2 Øjne og lægger mindre Vægt paa
det skarpe Syn. Som oftest er det skarpe Syn
vigtigst, og Mennesket opgiver da Samsynet og
akkommoderer nøjagtig — men til den stærke
Akkommodation, som Hypermetropen maa
anvende, svarer en stærkere Konvergens, og som
Følge derat vil det ene Øjes Synsakse sigte
inden for det fikserede Punkt, ɔ: der kommer
Indadskelen. Da det næsten altid er smaa Børn,
der faar denne Art af S., ved man ikke, om
de har Dobbeltsyn. naar den opstaar, men i alt
Fald lærer de hurtig kun at bruge det ene Øje
og ikke at lade sig genere af det andet. — Er
der Myopi (s. d.), finder der ingen
Akkommodation Sted selv ved Fiksering af forholdsvis nære
Genstande, og som Følge deraf bliver der
Tilbøjelighed til, at Synsakserne bliver staaende
parallelle, ɔ: der kommer Udadskelen. —
Indadskelen findes altsaa hyppigst ved
Hypermetropi, Udadskelen oftest ved Myopi.
Ikke sjælden opstaar S. som periodisk S., ɔ:
S. optræder af og til, men sjældent vedbliver
den at være periodisk, enten svinder den ell.
bliver stadig. Ikke saa ganske sjælden svinder
Indadskelen af sig selv hos Børn, naar de er
6—7 Aar; hvis ikke, opererer man for
Udseendets Skyld. Operationen bestaar i en Overskæring
af en Muskelsene (se Myotomi), undertiden
— navnlig ved Udadskelen — er dette ikke
tilstrækkeligt, men den modstaaende Muskelsenes
Tilhæftning maa flyttes længere frem ved
Fremtrækning af den og Fastsyning. Synet paa det
skelende Øje bedres ikke væsentlig efter
Operationen. Naar man ikke sjældent hører, at
Synet paa det ene Øje er blevet daarligt efter
Operationen p. Gr. a. Overklipning af Synsnerven,
er dette ikke Tilfældet, da Operationen aldeles
ingen Indflydelse har paa Synet, og Synsnerven
umuligt kan overskæres ved Operationen, men
det beror paa, at Barnets Forældre ikke har
vidst, at Barnet før Operationen saa daarligt
med det skelende Øje.
G. N.
Skelet (Benrad) kaldes et fast Væv, der
tjener til Støtte for de bløde og eftergivelige
Organer, hvoraf det dyriske Legeme i øvrigt
bestaar. Dets Opgave er dels at beskytte
Bløddelene ved at danne et mere ell. mindre
fuldstændigt Panser uden om dem (som f. Eks.
Hjerneskallen), dels at tjene som Tilhæftning og
Vægtstangsapparat for Muskler (som f. Eks.
Lemmernes Knogler), hvorfor man undertiden
betegner visse Dele af S. som »det passive
Bevægelsesapparat«. S. optræder i Dyreriget dels
som ydre, dels som indre S. Det ydre ell.
Hudskelettet findes mest udbredt hos de
lavere Dyreformer, hvor det ofte som en Skal
indeslutter hele Dyret. Dog findes der ogsaa hos
de højere, med et indre S. forsynede Dyr ofte
tillige et mere ell. mindre udviklet ydre S. i
Form af Hornplader, der undertiden støttes af
virkelige Knogler (Skildpadder), Skæl, Horn,
Kløer o. s. v. Medens disse Dannelser i Reglen
bestaar af Hornsubstans, bestaar det ydre S.
hos de lavere Dyr af Chitin ell. kalkholdige
Substanser, sjældnere af et celluloseagtigt Stof
(Sækdyrene). Skeletsubstansen optræder da enten
som en Fortykkelse af Huden (Leddyrene),
Aflejring af Kalksalte i denne (Pighude) ell. i
andre af Legemets Væv (Koraldyrene). Hos mange
Bløddyr dannes S. af kalkholdige Afsondringer,
der stivner og derved danner Dyrets »Skal«. —
Et indre S. findes ganske vist hos enkelte
lavere staaende Dyreformer (f. Eks.
Blæksprutternes bruskede Hovedskelet), men er ell.
karakteristisk for de højere Dyr fra Trævlemunden og
Fiskene opefter. Disse Dyreklasser
sammenfattes under den fælles Betegnelse »Hvirveldyr«,
fordi det mest typiske Grundtræk i deres S. er,
at dette langs det centrale Nervesystem (Hjerne
og Rygmarv) optræder som en Rk. særskilte
Afsnit, Hvirvlerne. Dog findes disse ikke
tydelig udsondrede hos Trævlemunden, saa lidt som
i de andre Hvirveldyrs Fostertilstand, hvor det
indre S. alene repræsenteres af
Rygstrengen (chorda dorsalis, s. d.), en brusklignende
Streng umiddelbart under Rygmarven. Paa de
højere Udviklingstrin indtages denne Strengs
Plads af Hvirvellegemerne, hvortil slutter sig
Buer, Tappe og Ribben, samt Lemmernes
Skeletdele, medens den forreste Del af
Hvirvelsøjlen danner Grundlaget for Hjerneskallens
Udvikling. Hos de lavest staaende Fisk (se
Bruskfisk) dannes S. af Brusk, hos de højere
Hvirveldyr overvejende af Ben, dog saaledes at visse
Dele, f. Eks. Ledfladerne, altid bestaar af Brusk
(se Ben, Brusk, Baand, Led, Chorda).
Hos Mennesket bestaar S. af c. 250 enkelte
Dele. Hvirvelsøjlen sammensættes af 7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
