Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skilsmisse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nugældende Ret, skønt Kongen dengang
kunde give S. efter frit Skøn ud fra den alm.
Bemyndigelse i Grl.’s § 27. Dog var Fristerne
for en forudgaaende Separation noget længere
end nu. I Sverige var der en lgn. Adgang til
Dispensation, men med kortere Frist af
Separation (1 Aar) og med Adgang til en næsten
øjeblikkelig S., gennem en Rejse til Udlandet
(»Köpenhamnsresa«), som fingerede Rømning
»av ondska och motvilja«. I Norge var
Udviklingen omtr. som i Danmark; men 1909 kom der
en ny Skilsmisselov, der i høj Grad har tjent
som Forbillede for Ægteskabslov I i alle tre
Lande.
Er end det Trin i Udviklingen, hvortil de
forsk. Landes Ret i Øjeblikket er naaet, et ret
forsk., saaledes at Norden ligger i Spidsen, saa
er de reale Hensyn og praktiske
Vanskeligheder dog overalt — bortset fra Kirkens forsk.
Opfattelse og Indflydelse — omtr. de samme:
Samfundet holder igen af ægteskabsbevarende
Grunde og anerkender aldrig, at S. gyldig kan
ske uden dets Medvirkning og Sanktion. Hvor
Parterne er enige, søger det ved Mægling og
Frister at faa en god og velovervejet Ordning.
Hvor Parterne er uenige, skal tillige den
uskyldige Part støttes, ikke mindst, naar dette er
Hustruen. Ligesom i alt Fald Børnenes
Interesser maa værnes. Man anerkender ikke en
Ægtefælles ensidige Opsigelse af Ægteskabet,
selv om Samlivet i længere Tid har været
hævet. Der kræves, hvor Enighed ikke opnaas, at
en Frist er forløbet, normalt efter en
Separation, og ved S. uden Frist, at klare objektive
Grunde, hyppigst en Skyld hos Modparten,
retfærdiggør Kravet.
Efter vor Ægteskabslov I af 1922
skal der ligesom hidtil og ligesom ved
Separation, førend S. kan bevilges ell. Sag derom
anlægges, ske en personlig Mægling med
Ægtefællerne, normalt begge samlet, af Præsten, ell.,
hvis begge Parter ønsker det, ell. de ikke hører
til samme Trossamfund, af Overøvrigheden
(Amtmanden; i Kbhvn Overpræsidenten).
Desuden skal denne forhandle med Parterne om
Vilkaarene for S. (Formuens Deling. Underhold
til Ægtefælle ell. Børn, Forældremyndighedens
Deling). Den overvejende hyppigste S. sker
efter en Separation, som enten er givet enige
Parter, ell. imod den enes Ønske (se
Separation). Den gives ved Bevilling (gennem
Justitsministeriet ell., oftest, Overøvrigheden). I
Norge er Formen en lgn., i Sverige kræves
altid Dom. Medens Formen for Separation hos os
er en Bevilling, givet af Overøvrigheden (ell.
en Dom), er Bevillingen ved S. i Formen altid
en »kgl. Bevilling«, givet enten efter Kongens
individuelle Afgørelse (»efter Indstilling« fra
Justitsministeriet), ell. af Justitsministeren i
Henhold til en alm. Bemyndigelse (ad
mandatum regis) ell. endelig ved, at
Overøvrigheden »udleverer« den kgl. Bevilling ad
mandatum, af hvilken han har faaet sig tilstillet
underskrevne Eksemplarer fra
Justitsministeriet. Hvor Ægtefællerne nu er enige om S., gives
den efter 1 1/2 Aars Separation; er der gaaet
2 1/2 Aar, kan enhver af Ægtefællerne kræve
Bevillingen (og Administrationen fastsætter da
om fornødent Vilkaarene). I Norge er Fristerne
her 1 og 2 Aar; i Sverige i begge Tilfælde 1
Aar. Hvor S. søges paa objektive Grunde og
uden foregaaende lovformelig Separation, er
det Hovedreglen, at S. gives ved Dom. Dette
er, hvor den ene Part modsætter sig S.,
begrundet i, at han skal have Domstolenes
Beskyttelse for disse vigtige personlige og
formueretlige Forhold. Selv om begge Parter ønsker
S., f. Eks. efter lang Tids faktisk Ophævelse
af Samlivet, har Udkastet af 1913 til
Ægteskabslov I anset S. for en naturlig Domstoleopgave.
Ved Loven blev det imidlertid bestemt, at
Parterne i ethvert Tilfælde, hvor Loven hjemlede
S., kunde enes om at bringe Afgørelsen ind for
Administrationen, altsaa faa den truffet ved
»Bevilling«. Noget tilsvarende har hverken
Norge ell. Sverige hjemlet.
De »objektive Grunde« for S. er flg.,
hvor der enten er Skyld paa den ene Side (ell.
begge Sider), ell. hvor normalt, og med
Billigelse af en Samfundsopfattelse, Ægteskabets
Forudsætninger er bristet paa afgørende
Maade: a) Parterne har p. Gr. a.
Uoverensstemmelse levet adskilte i mindst 4 Aar. Modsætter
Ægtefællen sig S., skal der normalt ikke
dømmes hertil, hvis Sagsøgeren hovedsagelig var
Skyld i Samlivets Ophævelse. Saa langt, men
heller ikke længer gaar vor Ret i at lade den
Ægtefælle, som ensidig vil sit Ægteskabs
Ophævelse, kunne opnaa det gennem at medføre
en lang faktisk Adskillelse. Efter vor hidtidige
Ret, og næsten al fremmed Ret, har en saadan
ensidig Fremtvingen af S. ikke været hjemlet,
selv om Adskillelsen har varet i nok saa mange
Aar. b) 2 Aars Rømning, d. v. s. Ophævelse af
Samlivet uden fyldestgørende Grund, ell. den
anden Parts Samtykke; c) 3 Aars Forsvinden;
d) Tvegifte, selv i god Tro, e) Ægteskabsbrud
ell. lgn. usædeligt Forhold (f. Eks.
Homoseksualisme). Dette gælder, i Modsætning til
hidtidig Ret, selv om ogsaa Sagsøgeren selv er
skyldig heri; men gælder, omtr. som hidtil, ikke,
naar Sagsøgeren er medskyldig i Handlingen,
f. Eks. ved Alfonseri, ell. senere har frafaldet
sin Ret, hvad dog ikke ubetinget kan antages,
fordi Sagsøgeren, skønt vidende om
Ægteskabsbrudet, ikke har ophævet det ydre ell. endog
det personlige Samliv. Sagen maa anlægges
inden 6 Maaneder efter, at Ægtefællen er blevet
(sikkert) vidende om Handlingen — en vel kort
Frist —, og senest inden 2 Aar efter at den
er begaaet. Lignende Frister gælder ved flere
af de andre Tilfælde (d, f, g, h). Efter hidtidig
Ret maatte den ved Bevilling Skilte altid have
særlig Tilladelse til at gifte sig igen, og det
samme gjaldt den Domfældte, hvis Brøde
havde begrundet S. Efter Ægteskabsloven kan
Fraskilte, ligesom i næsten al fremmed Ret
(undtagen i Schweiz), frit gifte sig igen. Dog
gør Loven en Undtagelse ved Ægteskabsbrud,
idet det i Dommen ell. Bevillingen kan
bestemmes, at den Skyldige skal vente en vis Tid,
højest i 2 Aar. Dette er indført i Loven for
at modvirke et (arrangeret) Ægteskabsbrud,
der giver enige Parter Mulighed for en S. langt
hurtigere end ad den sædvanlige Vej med
forudgaaende Separation. I ældre Tid fandtes der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
