Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skiløbning - Skimmel (se Lød) - Skimmel (se Eurotium) - Skimmelsvampe - Skimmia - Skinangreb - Skinanlæg - Skind (se Huder) - Skind (færøsk Mønt) - Skinder - Skindtryte - Skindvingede - Skindød - Skinderhvalen - Skinfakse - Skinkel - Skinkel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Skiløbning, se Ski.
Skimmel, se Lød.
Skimmel, se Eurotium.
Skimmelsvampe er en fælles Betegnelse for
saadanne Svampe, der danner et hvidligt ell.
anderledesfarvet, løst Overtræk paa den
Næringsbund, hvor de lever. S. anvendes ikke som
Betegnelse for nogen systematisk Gruppe af
Svampe, men de mest forskelligartede
Svampeformer kan i hele deres Liv ell. i visse
Udviklingsstadier have en »skimmel«agtig Karakter,
se saaledes Empusa, Entomophthoraceæ,
Eurotium, Mucoraceæ, Penicillium, Peronosporaceæ,
Saprolegniaceæ, Vandkandeskimmel
o. a.
(F. K. R.). C. F.
Skimmia Thunb., Slægt af Rutaceæ med et
Par Arter. S. japonica Thunb. (Japan) er en
glat, 1 m høj Busk med grønne Grene og
lancetdannede, læderagtige Blade, der er bredest
paa ell. oven for Midten. De grønlig-hvide
Blomster sidder i en tætblomstret Top og er
polygame. Frugten er en ægformet og rød
Stenfrugt. S. Fortunei Mast. (Kina) har smalle
Blade, der er bredest neden for Midten; i øvrigt
ligner den meget foregaaende. Begge er
haardføre i Danmark.
A. M.
Den fordrer en varm letmuldet Jord og en
mod Vinden beskyttet Vokseplads; den bør
dækkes om Vinteren. S. formeres ved Frø og
Stiklinger under Glas.
(L. H.). P. F.
Skinangreb kaldes det Angreb, der har til
Maal at skuffe Fjenden m. H. t. det egl.
Hovedangreb. Opgaven er tillige at binde saa mange
af Forsvarerens Tropper som muligt for derved
at hindre deres Anvendelse paa det afgørende
Punkt. De langtrækkende Skydevaaben har
gjort Opgaven lettere, men dog er den
vanskelig; thi S. skal føres saa energisk, at Fjenden
virkelig skuffes og bindes, men dette medfører
let, at Kampen faar en afgørende Karakter,
hvilket skal undgaas.
(B. P. B.). E. C.
Skinanlæg, se Kamouflage.
Skind, se Huder.
Skind, Mønt paa Færøerne før 1836 = 1/20
Gylden = 13 1/2 Øre.
(N. J. B.). Th. O.
Skinder, den ældste nordiske Betegnelse for
en Garver (jfr isl. og gl sv. skinnari); Ordet
er rimeligvis laant fra Tysk (nedertysk
schinner). I Dansk bruges det endnu i Christian V’s
danske Lov, men er nu kun bevaret i det
kjøbenhavnske Gadenavn Skindergade. Hos
ældre Forfattere (f. Eks. Holberg) bruges S.
tillige i Bet. »Blodsuger«, »Aagerkarl«, efter tysk
Schinder, af schinden, flaa.
V. D.
Skindtryte, d. s. s. Skintryte.
Skindvingede (Orthóptera genuina), se
Retvingede.
Skindød i populær Forstand omfatter alle de
Tilstande, som for den læge Bevidsthed tager
sig ud som Døden, men hvor Livet i
Virkeligheden endnu ikke er ophørt. Grænsen for, hvad
der skal regnes som S., er derfor afhængig af,
hvor meget Iagttageren forstaar sig paa at
skelne mellem Liv og Død, og det er derfor
naturligt, at S. i populær Forstand er langt mere
omfattende end. S. i den Bet., Læger bruger
dette Ord, og som falder sammen med Begrebet
Asfyksi. Efter Lægeopfattelse eksisterer S. egl.
slet ikke, da Lægevidenskaben har Midler i
Hænde til tilstrækkelig sikkert at kunne skelne
mellem Liv og Død, nemlig Livstegn og
Dødstegn, der ikke kan være til Stede paa samme
Tid. Beretningerne om S., der var alm. i gl.
Dage, bliver sjældnere og sjældnere,
efterhaanden som Adgang til Lægehjælp bliver lettere.
Nutildags hører man derfor mindre om dem;
men Frygt for S. er dog stadig til Stede, især
Frygten for at blive levende begravet.
Beretninger om saadanne Tilfælde fra tidligere Tid
er ikke meget troværdige, og Faren for levende
Begravelse er nu i civiliserede Lande ikke
meget stor, dels fordi der hengaar en vis Tid,
inden Begravelse maa finde Sted, og dels fordi
der nu hyppigere foretages Ligsyn af Læger (i
Danmark besørges dette dog endnu paa Landet
til Dels af Ligsynsmænd). For at sikre sig imod
levende Begravelse har man for længst i flere
Byer (f. Eks. i München) indrettet Ligkapeller
saaledes, at den mindste Bevægelse hos de der
opbevarede Lig øjeblikkelig satte en lille Klokke
i Bevægelse og derved hidkaldte Opsynet. Skønt
saadanne Kapeller har bestaaet i mange Aar
og Tusinder af Lig har henstaaet der, har der
endnu ikke vist sig noget Tilfælde af S. Det kan
derfor rolig paastaas, at S. i den alm. Bet. af
dette Ord ikke eksisterer. I Bet. af Asfyksi
derimod bestaar fremdeles Tilstande, der minder
om S.; nemlig saadanne Tilfælde, som ses ved
Drukning, Kvælning, Ulykkestilfælde,
Forgiftning, hos nyfødte etc., hvor Livsvirksomheden
pludselig lammes. Det er dog kun for en
overfladisk og ukyndig Iagttagelse, at disse
Tilstande tager sig ud som Død; den sagkyndige
vil kunne erkende, at svage Livstegn endnu er
til Stede og Dødstegn endnu ikke indtraadte.
Det er ved saadanne Tilstande, at energiske og
udholdende Oplivningsforsøg er paa deres Plads
og ofte krones med Held.
(A. F.). H. I. B.
Skinderhvalen, Grønlands Vestkyst, 63° 40′
n. Br., Forbjerget paa Sydsiden af
Buksefjorden (Kangerdluarsunguak), i gl. Dage af
Hollænderne kaldet Schinderwael (Hvalaådsel). Det
har en jævn afglattet Overflade, der set paa
Afstand minder om Byggen (af en Hval.
Forbjergets grønlandske Navn er Merkuitsok, ɔ:
»den iskaldede«. P. Gr. a. sin fremskudte
Beliggenhed er S., selv paa stor Afstand, meget
kendelig, skønt dets Højde kun er 240 m.
(Litt.: »Medd. om Grønl.« LXI).
G. F. H.
Skinfakse (ɔ: den med skinnende Manke;
modsat Hrimfakse); i nordisk Mytologi Dagens
Hest.
(A. O.). G. K-n.
Skinkel (Søv.), et svært Tov ell. en svær
Tovstrop med en Blok, i den ene Ende (Tamp).
C. B-h.
Skinkel, 1) uddød, i Hertugdømmerne
hjemmehørende Slægt, der tog Navn efter Godset
Schinkel i Gettorf Sogn, og som aabenbart var
en Linie af Slægten Sested, idet den førte et
lgn. Vaaben som denne, nemlig tre i Skjoldets
Midte samlede Sølv-Søblade i blaat Felt, paa
Hjelmen en Busk sorte Hejrefjer. Kom til
Danmark i 14. Aarhundrede. Otto S., ogsaa kaldet
Scheele, beseglede 1387 den fynske Adels
Hyldningsbrev til Dronning Margrethe. Bl. hans
Sønner skal nævnes Hr. Borkvard S. til
Rolfsted, Hr. Berneke S. (d. 1418), der
erhvervede store Besiddelser i Fyn, bl. a.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
