- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
590

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skjoldholdere - Skjoldhoved - Skjoldknap - Skjoldkrybdyr - Skjoldkræbs - Skjoldlav - Skjoldlus

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

anbragte ved dettes Sider. Brugen af S. kan føres
tilbage til 13. Aarh.’s Slutning. Kristiern I
benyttede forsk. S., saaledes to Vildmænd (1449),
to Løver (1450), en harniskklædt Ridder og en
Vildmand (1457) samt endelig en
Kvindeskikkelse og en Vildmand (1459). Et af Kong Hans’
Skjolde holdes af en Løve og af en Løvinde.
Fra de flg. Kongers Tid kendes S. ikke. Under
Christian IV ses atter de to Vildmænd, som
snart blev en fast Bestanddel af det danske
Vaaben. Skjoldet paa samme Konges Kiste
holdes dog af to Løver. I Reglen benyttes to S.,
kun undtagelsesvis en enkelt (Slægten Bille’s
Vildmand). Nogle Vaabener viser Dyrefigurer,
der i liggende, siddende ell. krybende Stilling
bærer Skjoldet paa Ryggen. Islands Vaaben
viser fire S., to paa hver Side; de to øverste
svæver frem, halvvejs dækkede af Skjoldet.
Sædvanligvis er S. valgte uden Hensyn til
Figurerne i Skjoldet ell. paa Hjelmen. Undertiden
har man imidlertid benyttet en af
Skjoldfigurerne som S. Fra middelalderlige Segl kendes
den i tysk Heraldik betegnede
Selbst-Schildhalter ɔ: en Fremstilling af
vedkommende Vaabenherre, der selv holder sit
Skjold. Medens ældre Forfattere, f. Eks.
Menestrier, vil vide, at Forbilledet for S. var
de Pager ell. Tjenere, som i forsk.
Forklædninger bar Ridderens Skjold ell. holdt Vagt ved
dette før Turneringen, mener man nu, at S.,
der først kendes fra Seglene, opr. blot har
tjent til dekorativ Udfyldning af det tomme
Rum mellem Skjoldet og Seglets cirkelrunde
Omskrift. Medlemmer af samme Slægt førte
til at begynde med forsk. S., ligesom Kristiern
I. De kan selvsagt ikke betragtes som en
virkelig Bestanddel af Slægtens Vaaben, før en
bestemt Type fastsættes. (Litt.: P. B.
Grandjean
, »Dansk Heraldik« [Kbhvn 1919]).
P. B. G.

Skjoldhoved, Betegnelse for Skjoldets
øverste Trediedel, afgrænset ved en vandret Linie
(se Heraldik).
P. B. G.

Skjoldknap, se Skjold.

Skjoldkrybdyr (Reptilia peltata).
Krokodillernes og Skildpaddernes Orden sammenfattedes
i tidligere Tider ofte under dette Navn til en
særegen Underklasse af Krybdyrene i
Modsætning til Øgler og Slanger, som dannede
Skælkrybdyrene. Som særlige Kendetegn for S.
anførtes de stærke, oftest helt panseragtige
Skeletdannelser i Læderhuden, den ringe
Bevægelighed af Hovedskelettets Knogler indbyrdes,
Gattets Form som en rund Aabning ell. en
Længdespalte, m. m. Vort senere hen i saa
overordentlig Grad forøgede Kendskab til de talrige
uddøde Former har imidlertid gjort det
nødvendigt at opgive denne Inddeling og opstille en
langt mere indviklet Gruppering (se
Krybdyr); i denne staar Skildpadderne og
Krokodillerne som vel afgrænsede Ordener, hvis
nøjere Sammenhæng med de øvrige Krybdyr
langtfra er udredet, men som i hvert Fald
indbyrdes ikke viser noget nøjere Slægtskab.
R. H. S.

Skjoldkræbs, d. s. s. Thoracostraca, se
Kræbsdyr.

Skjoldlav, se Peltigera.

Skjoldlus (Coccidæ). Fam. af de homoptere
Rhynchoter ell. Tæger, karakteriseret ved, at
Foden kun har en Klo, Hannerne et Par
Vinger, men ingen Munddele. Hunnerne er
vingeløse og ofte meget stærkt reducerede, af skæl-
ell. skjoldformet Udseende. Hos de fleste S.
optræder Hanner og Hunner under ganske forsk.
Former. Fælles for det overvejende Antal er,
at der i alt Fald fra Hunnernes talrige
Hudkirtler afsondres et oftest vokslignende Sekret,
der størkner til et Skjold, under hvilket
Æggene lægges, og hvorunder de udkrøbne Unger
en Tid lang opholder sig. Skjoldet kan i
Forhold til Dyrets Størrelse blive meget stort og
har ofte ejendommelige Former og
iøjnefaldende Farver (hvide, hyppigst dog brune).
Hunnerne er altid meget ubevægelige, hos mange
mistes endog Bevægelsesorganerne, og de
bliver ikke synderlig andet end store,
fastklæbede Skjolde, fulde af Yngel. Længe efter at
Moderdyret for længst er dødt, kan disse
Skjolde, som haarde beskyttende Kapsler, give
Ophold for den talrige spæde Yngel. — Hannerne
er langt mere bevægelige, har store Forvinger,
men meget svagt udviklede Bagvinger; de
mangler Munddele og kan ikke tage Næring til
sig. Der er ingen Heterogoni som hos
Bladlusene, og Parthenogenesis er gennemgaaende ikke
Reglen. Den postembryonale Udvikling er kun
studeret hos faa Former. Lige efter Klækningen
er Hanner og Hunner fuldkommen ens, snart
viger de dog i den senere Udvikling ud fra
hinanden og paa forsk. Vis hos de forsk. Arter.
Hannerne synes, hvad der er et enestaaende
Træk for ametabole Insekter, at gennemgaa et
Slags hvilende Puppestadium; Hunnerne, der
ikke faar Vinger, mister hos nogle Former
Antenner, Ben og endog Mundorganer; hos andre
bevares de; hos atter andre angives det, at
Hunnen indtræder i et Slags
Encysteringsstadium, i hvilket den undergaar meget
betydelige Omdannelsesprocesser og derpaa efter
meget lang Tid (endog efter c. 7 Aar) viser sig
under en meget omformet Skikkelse. Fra den
her givne Fremstilling kendes i øvrigt flere
Afvigelser; saaledes er der paavist Former,
hvor baade Hanner og Hunner er vingede og
tilmed udstyrede med 4 Vinger.

S. lever paa Planter, hvis Safter Hunnerne
og alle Larvestadierne suger op gennem deres
Snabel, som de borer ned i Vævet, og ved
hvilken de, naar den engang er nedboret, ofte
sidder nedsænkede hele deres Liv;
Hovedslægter er følgende: Coccus: Hunnerne afsondrer
ikke noget Voksskjold, Legemet er hele Livet
blødt; Æggene lægges som oftest indhyllede i
Voksfnug paa de Planter, Dyrene lever i;
ogsaa i udviklet Tilstand er Dyrene oftest
dækkede med store Fnugmasser af hvid Voks.
Aspidiotus: Hunnerne dækkede med en flad
Voksplade, der bærer to mindre Plader, den
afskudte Larvehud; de er lemmeløse; Æggene
lægges under Skjoldet. Lecanium: Hunnerne er
her nøje tilpassede til Underlaget, fastsiddende,
bløde paa Undersiden og med meget stærk
hvælvet, haard Rygside. Dennes Leddeling er
ofte helt udvisket; hele Dyret kommer til at
ligne en lille Skildpadde. — Ved deres Stik kan

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0608.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free