Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skotland (Naturforhold)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Luftens Temperatur er ved S.’s Vestkyst i Januar
+ 3,5°, i Juni ÷ 1,4°, ved Østkysten om
Vinteren + 2,8°, i Juni ÷ 2,3°. Der er en
iøjnefaldende Forskel paa Klimaet ved Vest- og
Østkysten som Følge af, at Vesten- og
Sydvestvindene, der er langt de hyppigste, maa passere
op over Højlandet og derefter atter dale ned
ad Østskraaningerne. Herved opstaar der en
Slags Føhnvirkninger, saa Vindene naar ned til
Østkysten med højere Temperatur og ringere
Luftfugtighed, end da de forlod Vestkysten.
Særlig mærkes dette i Spey-, Dee- og
Don-Dalen, Juliisotermerne forløber over S. med
hovedsagelig Retning V.—Ø. med en lille Stigning
mod NØ. Sydskotland har 16°, Nordskotland
13°. Januarisotermerne forløber i Retning
N.—S. Vestkysten har 4°, Østkysten 3°.
Sommertemperaturen er altsaa p. Gr. a.
Breddebeliggenheden noget forsk. i Nord og Syd, medens
Vintertemperaturen ikke udviser nogen saadan
Forskel. Om Sommeren er Østkysten
begunstiget, om Vinteren Vestkysten. Til
Sammenligning af Temperaturforholdene kan benyttes
Monach paa de ydre Hebrider og Aberdeen
paa Østkysten, begge paa samme Bredde.
Monach: Jan. 5,4°, Juli 12,6°, Aberdeen: Jan. 1,3°,
Juli 13,7°. Endvidere Ben Nevis Observatoriet
(1343 m o. H.): Jan. ÷ 4,4°, Juli 5,1°.
Edinburgh har i Jan. 3,0°, i Juli 14,7°, medens Kbhvn
og Moskva paa samme Bredde har henh. Jan.
0,1°, Juli 16,0° og Jan. ÷ 11°, Juli 18,9°. P. Gr.
a. de dampmættede Havvinde, som stryger
ind over Landet, er Luftfugtigheden altid stor,
hvilket bevirker, at de skotske Højlande oftest
ligger dækkede af drivende Taager. Det aarlige
Antal Solskinstimer er i den vestlige Del af The
Grampian Highlands mindre end 1200 Timer,
i den øvrige Del af Landet 1200—1400 Timer.
Sydengland har ved Kanalen 1700 aarlige
Solskinstimer. Den klareste og tørreste Luft findes
p. Gr. a. Føhnvirkningerne ved Østfoden af
Bjergene, saaledes ved Braemar og Balmoral i
Dee-Dalen. Braemar er et søgt Kursted, og
Balmoral er netop af klimatiske Aarsager valgt til
kongelig Sommerresidens. — Den Afkøling, som
Vestenvindene lider ved at stige op over
Højlandet, bevirker, at Nedbøren bliver meget stor
paa Vestkysten, men ret ringe paa Østkysten,
der ligger i Bjergenes »Regnskygge«.
Vestkysten har i aarligt Gennemsnit 189 cm,
Østkysten 69 cm. Vestkysten har Maksimum i
Decbr, Minimum i Marts, Østkysten har
Maksimum i Juli, Minimum i Februar. Den
største aarlige Regnmængde i S. falder paa Ben
Nevis (1343 m), 383,4 cm. Snefaldet er om
Vinteren almindelig, navnlig paa Højlandets
Plateauflader.
Planteverdenen. Efter Istiden har
S.’s Planteverden gennemgaaet samme
Udvikling som beskrevet under England. Det maa
antages, at ogsaa S. engang har været
skovklædt undtagen paa de stormomsuste
Bjergtoppe og Højflader. Og dog findes ofte i
Højlandets Moser store Mængder af Stubbe og
Stammer, som tyder paa en stedvis
Skovbevoksning af Fyr og Birk. Men mod denne tidligere
rige Skovvegetation er Mennesket her som
allevegne draget haardt frem med Ild og Økse.
Ogsaa Faarene har ved at æde de unge
Kimplanter forhindret Skovenes naturlige
Foryngelse. Skovene er nu næsten udryddede, og
større Skovarealer findes kun i Glenmore og
Dalene paa Østsiden af The Grampian
Highlands. Granen er som i Danmark ikke ved
egen Hjælp indvandret, men er indført af
Mennesket. I det mellemskotske Lavland findes
som i England mest enkeltstaaende Træer ell.
Trægrupper (Parklandskab) af Eg, Birk, Elm,
Ask, Pil og Poppel. Bøgen findes overhovedet
ikke i S., og Egen (Quercus sessiliflora) naar
kun til Sydsiden af The Grampian Highlands
(300 m o. H.). Birken (Betula pubescens) naar
i Højlandene til c. 400 m o. H. Grunden til
Skovrydningen maa søges dels i Mangel paa
Brændsel og Tømmer, dels i misforstaaet Trang
til større Faaregræsgange. Paa mange Steder,
hvor Skovene er ryddede, er Underskoven af
Ørnebregner (Pteris aquilina) ikke forsvunden,
men breder sig tværtimod stadig til stor Skade
for Græsgangene. Paa Højfladerne er de
ryddede Skovstrækninger nu optaget af Lynghede,
der breder sig i trist Ensformighed, saa vidt
Øjet rækker, kun hist og her afbrudt af Moser.
Lyngen afbrændes engang imellem, idet der
saa i de flg. Aar kan skaffes lidt rigeligere
Græsning til Faarene; men Lyngen rykker
hurtig frem igen. Iflg. sagkyndiges Undersøgelser
skal Nyplantning af Skov, navnlig Skovfyr, let,
og med Held, kunne praktiseres. Forsøg i
denne Retning er udførte, men Sagen har hverken
Regeringens ell. Befolkningens Interesse. De
private Lodsejere, oftest store Godsbesiddere,
foretrækker at lade Arealerne ligge hen som
Faaregræsgange og Jagtdistrikter. Endskønt S.
er den skovrigeste Del af de britiske Øer, er
dog kun 4,5 % af Arealet skovklædt. Af
Kornsorter dyrkes særlig Havre og Byg, i
Lavlandet tillige Hvede. Paa den fugtige forblæste
Vestkyst modnes Havren ikke længere mod N.
end til Argyllshire, medens den paa Østkysten
modnes helt op til Inverness. Kartofler
(Dunbar reds) kan dyrkes næsten overalt i de lavere
Egne.
Dyreverdenen er som i England meget
artsfattig. Af større Pattedyr forekommer
endnu en Del Kronhjorte i Højlandene, og i den
sydvestlige Del af Lavlandet er Daadyret ret
alm. Ræven har været udryddet, men er
indført igen. Harer og Kaniner er alm. Bl.
Fuglene bemærkes særlig umaadelige Skarer af
Maagefugle ved Kysterne. Sulerne ruger fl. St.
Af højnordiske Fugle forekommer Edderfugl
o. fl. Alkefugle. I Højlandet findes den skotske
Dalrype (Lagopus scotia), som ikke bliver
vinterhvid. Vandløbene er rige paa Laks og
Ørred, og de omgivende Have paa Torsk, Kuller
og Sild. (Litt.: A. Geikie, The scenery of
Scotland [Lond. 1901]; »Handb. der regionalen
Geologie«, III, 1. The British Isles [Heidelberg
1917]; E. Reclus, Nouvelle géographie
universelle IV [Paris 1879]; The Oxford survey of
the British Empire, Bd I, The British Isles
[Oxford 1914]; H. J. Mackinder, Britain
and the British seas [Oxford 1922]; J. Hann,
»Handbuch der Klimatologie«, III Bd [Stuttgart
1911]; Baedeker, Great Britain [Leipzig
1910]; Bartholomew, The Times survey
atlas of the world [Lond. 1920]).
M. H-n.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
