- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
628

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skotland (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Henrettelse 1649 og Republikkens Indførelse kom
det til Brud mellem Cromwell og Skotterne, der
hadede Independenterne. Karl II landede og
udraabtes til Konge efter at have lovet at
overholde den skotske Kirkeforfatning og Lovene
mod Katolikkerne, men Cromwell’s Sejre ved
Dunbar 1650 og Worcester 1651 (se England)
tvang Karl til at flygte. Streng var den
Behandling, som Skotland nu fik; General Monk,
som indsattes til at styre, foer haardt frem,
Administrationen fratoges helt de indfødte Skotter,
og Landet regeredes som en eng. Provins,
Konfiskationer foretoges af deres Godser, som havde
holdt med Kongen, og haarde Skatter
paalagdes til Soldaternes Underhold. Cromwell-Tiden
blev dog til Gavn for S. ved al standse Adelens
Røverier fra Bønderne, og idet Cromwell, der
var mod al Hjemmestyrelse, indkaldte Skotter
til sine Parlamenter i England, gjorde ogsaa
han et Skridt henimod Landenes
Sammensmeltning. Men denne nøje Forbindelse mellem
England og S. ophørte, da Karl II (1660—85) (se
Karl II af England) var bleven Konge;
Landene forbandtes nu atter kun ved Kongens
Person. Men Glæden over Befrielsen fra
Cromwell og Karl II’s Genkomst blev kun kort, thi
Karl styrede Landet lige saa enevældig som sin
Fader og Farfader; han havde indset, hvor let
S. kunde kues, og da nu Presbyterianerne var
splittede i Partistrid, indførte Karl 1662 atter
Bispestyrelsen, efter at 4 Bisper, deriblandt
James Sharp, Ærkebisp af St Andrews, havde
været i England og modtaget Indvielsen, og
Parlamentet vedtog, at kun de Præster, der
modtog Indsættelse af de adelige Patroner og
Godkendelse af Bisperne, kunde blive siddende
i Embede. Herved skulde de presbyterianske
Præster fjernes, som siden 1649 var blevne
indsatte af Menighedsraadene. — Karl’s
Kirkepolitik blev med Haardhed dreven igennem af
Sekretæren for S., den brutale Lauderdale, og
Ærkebisp Sharp; dog mægtede de ikke at kue
Presbyterianerne i de vestlige Lavlande, hvor
Bønderne samledes i Heder og Moser og holdt
deres religiøse Sammenkomster, de saakaldte
Conventicles. Regeringen indkvarterede da
vilde Soldaterbander bl. Bønderne for at kue
dem; værst berygtet blev Highland Host, en
Skare vilde Højlændere, der plagede Ayrshire.
Denne Brutalitet vakte Covenanters til Raseri,
og 1679 blev Ærkebisp Sharp myrdet af dem,
og Bønderne tilføjede Graham af Claverhouse,
en af Kongens Officerer, et Nederlag. Da
rykkede Karl II’s uægte Søn, Monmouth, ind i
Landet og kuede Oprøret efter sin Sejr ved
Bothwell-Broen. Monmouth raadede den eng.
Regering til Mildhed, men i Stedet afløstes
Lauderdale af Hertugen af York, som gik endnu
haardere til Værks mod Presbyterianerne. Som
Statholder søgte York, at lægge alt til Rette, til ban
selv blev Konge, og tvang Parlamentet til at
vedtage, at ingen Forskel i Tro skulde kunne
forandre den fastsatte Tronfølge, hvorved han
sikrede sig Kronen ogsaa som Katolik. Da han
blev Konge med Navnet Jakob VII (1685—89)
(se Jakob II af England), nægtede han at
aflægge den skotske Kongeed, der forpligtede ham
til at forsvare den protestantiske Religion, og
fordrede, at Parlamentet skulde ophæve
Straffelovene mod de rom. Katolikker. Da
Parlamentet imidlertid nægtede dette, satte Jakob af egen
Magtfuldkommenhed disse Love ud af Virkning,
men stødte herved ikke blot Presbyterianerne,
men ogsaa de skotske Episkopale. — Vilhelm
III (1689—1702) blev derfor hilst med Glæde af
Presbyterianerne i Lavlandet, Jakob VII blev
afsat, og Kronen tilbudt Vilhelm og Marie,
medens den presbyterianske Kirkeordning blev
genindført. Rundt om i Landet blev den
episkopale Gejstlighed jaget af Embede, men i
Højlandene rejste Grev Dundee (tidligere Graham
af Claverhouse) en Opstand til Fordel for Kong
Jakob og slog Vilhelm’s General Mackay ved
Killiekrankie. Men Dundee faldt i Slaget, og
snart bragtes Klanerne til Ro ved klækkelige
Bestikkelser. Kun Max Jan’s Klan, en ef de
Klaner, hvori Macdonald’erne var delte,
ventede for længe med at føje sig og blev derfor
med lumpen Svig udryddet af en
Soldaterbande paa Foranstaltning af Vilhelm’s skotske
Minister Stamherren af Stair. I det hele var
Vilhelm’s Regering ikke yndet i S., da han
tilsidesatte dets Handelsinteresser for Englands. —
Under Dronning Anna (1702—14) blev endelig
S. og England forenede i en Realunion, men
kun med stor Vanskelighed, idet Englænderne
stadig vægrede sig ved at opfylde Skotternes
Fordring om frit Handelssamkvem og
Ligestilling m. H. t. Handelsprivilegier. 1705 blev dog
en Kommission af 31 Engelskmænd og 31
Skotter nedsat til at arbejde for Foreningen paa lige
Vilkaar, og 1707 gennemførtes den af Godolphin.
S. beholdt sine egne Love og Kirke, men de to
Parlamenter forenedes saaledes, at 45 skotske
Underhusmedlemmer, valgte fra skotske
Valgkredse, og 16 adelige Overhusmedlemmer,
repræsenterende de skotske Peers og valgte af
disse ved Beg. af hvert Parlament, indtraadte i
det eng. Parlament. 27. Jan. 1707 vedtoges dette
i det skotske Parlament, dog kun med 41
Stemmers Majoritet (69 mod 110), trods klækkelige
Bestikkelser; 16. Marts vedtoges Unionen af det
eng. Parlament. Endnu var dog Sympatien for
Stuart’erne stærk i S., særlig i deres Hjemstavn,
Højlandene, og 1715 rejste Greven af Mar
Højlænderne til Kamp for Prætendenten Jakob III.
Regeringens Feltherre, Hertugen af Argyll,
rykkede mod Mar, og et uafgørende Slag stod
ved Sheriffmuir, men baade Mar og Jakob III,
der selv kom til S., viste sig saa uduelige, at
Argyle fik Bugt med Opstanden, og Jakob
opgav det hele og flygtede til Frankrig 1716. Atter
1745 udbrød en jakobitisk Opstand, den raske
Karl Edvard Stuart landede i de vestlige
Højlande, vandt Høvdingerne for sig og sejrede
over Regeringens Tropper ved Preston Pans og
Falkirk. Men da Hertugen af Cumberland
havde tilføjet Karl Edvard Nederlaget ved
Culloden (Apr. 1746), maatte han flygte, og alt Haab
var ude for Stuart’erne i S., hvor Cumberland
med Grusomhed slog Resten af Opstanden ned.
— S.’s Forening med England kom naturlig i
Kraft af geografiske Forhold sammen med den
Omstændighed, at England var langt det mest
folkerige og civiliserede Land. Der er ingen
Tvivl om, at det skotske Folk før Foreningen
stod lavere i Udvikling end det engelske. Efter
Foreningen kom det til at yde værdifulde

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0646.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free