Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skram - Skram, Asbjørn Oluf Erik - Skram, Bertha Amalie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(s. d.), føres tilbage til en Christiern
Arnestsøn, som omtales i Midten af 14.
Aarh. Den tog Navn efter mødrene Frænder
af foranstaaende Slægt. Landsdommer i
Nørrejylland Erik S. til Hastrup (død 1568) var
Fader til Rigsraaden Jørgen S. til Tjele
(1534—92). Slægten uddøde med Peder S.
til Voldbjerg, der nævnes i Beg. af 17. Aarh.
P. B. G.
Skram, Asbjørn Oluf Erik, dansk
Forfatter, Søn af nedenn. J. C. G. S., f. i Kbhvn 10.
Marts 1847, d. smst. 21. Novbr 1923. Fra
Skolebænken kom han 1864 ud i Krigen som Frivillig,
saaredes paa Als og var en Tid i preussisk
Fangenskab (i den klassiske Skildring »Hinsides
Grænsen« [1888] har han fortalt forsk. fra sin
Militærtid). Saa blev han Student 1866 og gav sig
til at dyrke Æstetik og Filosofi. Et borgerligt
Erhverv fandt han som Stenograf, senere
Protokolsekretær i Rigsdagen, men han gav sig snart
ind paa journalistisk Virksomhed, skrev
litterære Anmeldelser i »Tilskueren«, dramaturgiske
i »Illustreret Tidende«, og indledede med
»Herregaardsbilleder« (1877, under Pseudonymet:
Henrik Herholdt) et sparsomt, men vægtfuldt
Forfatterskab som Novellist. S.’s Kritikker er
et smukt Udtryk for 1880’ernes Naturalisme,
saavel ved deres alvorlige Livsinteresse og
kunstneriske Fagforstand som ved deres
Dogmatisme og Begrænsning. Disse samme
Karaktertræk præger ogsaa S.’s Novellistik:
»Gertrude Colbjørnsen« (1879, 2. Opl. 1898), »Agnes
Vittrup« (1897) og »Hellen Vige« (1898). Den
bevæger sig i en temmelig snæver Kreds, i en
stiliseret Herregaardsverden af Velvære,
Sundhed og formfuld Elegance, i et lille udvalgt
Selskab af civiliserede, moderne Mennesker; de
samtaler i et afvejet Kunstsprog og lever en Art
Kunstliv i fine Fornemmelser og kloge
Selvbetragtninger; og al deres Talen og Tænken og
Handlen angaar Livets sværeste og skrøbeligste
Anliggende: Kærlighedens og det ægteskabelige
Samlivs. Kærligheden hyldes med billedrige
Ord og analyseres med skarpsindig
Sjælekendskab som hos J. P. Jacobsen, og der forkyndes
— gennem smukke Ord og kække Handlinger
— en romantisk Tro paa Elskovens kongelige
Kald, et højspændt Ideal af personlig
Sanddruhed og Stolthed, af nænsom Agt og
nøjeregnende Ansvar i alle Samlivets Forhold. Det
hele en lidt kunstlet Kunst og lidt
preciøs Kultur. S. har bearbejdet fl. udenlandske
Skuespil for Scenen og har (sammen med sin
første Hustru, nedennævnte Forfatterinde
Amalie S.) skrevet Lystspillene »Fjeldmennesker«
(1889) og »Ungt Bal« (1895); s. A., som han
døde, fik han Skuespillet »Irene« opført paa det
kgl. Teater.
V. V.
Skram, Bertha Amalie, født Alver,
norsk Forfatterinde, f. i Bergen 22. Aug. 1847
som Datter af en Købmand, d. i Kbhvn 15.
Marts 1905. Paa Skolen, hvor hun tidlig gjorde
sig bemærket ved sine ypperlige Evner, blev
hun stærkt paavirket i religiøs Retning, og
hendes litterære Anlæg gav sig snart til Kende.
Næppe 18 Aar gl blev hun gift med
Skibskaptajn Müller. I mange Aar fulgte hun sin Mand
paa Rejser, først med Sejlskib til Vestindien og
Mexiko, saa paa Jordomsejling, senere med
Dampskibe i regelmæssige Ture til Middel- og
Sortehavet. 1878 blev hendes Ægteskab opløst.
I de nærmest flg. Aar var hun bosat paa
Østlandet; en kort
Tid i Kbhvn.
Hendes første
litterære
Forsøg var en
Anmeldelse af
»Marie Grubbe«
(1877); og dette
efterfulgtes
snart af flere
Avisartikler fra
hendes Haand,
de fleste af
kritisk og polemisk
Indhold. I
Stilhed var hendes
Beslutning
modnet: at
fremlægge i
digterisk Form,
hvad hun havde følt og set og tænkt i
sit omtumlede, erfaringsrige Liv. 1882
offentliggjorde hun i det norske »Nyt Tidsskrift«
sit første novellistiske Arbejde »Madam
Høiers Leiefolk«; to Aar senere i »Tilskueren«
et Brudstykke af Romanen »Constance Ring«.
S. A. indgik hun nyt Ægteskab med den danske
Forf. Erik S.
Allerede i det mørke Oslo-Billede »Madam
Høiers Leiefolk« fremtraadte S. som den, hun
siden altid var: den eneste helt
følgestrenge og udholdende Naturalist i den norske
Litteratur. I stilistisk Henseende sporedes en
svag Paavirkning af Kielland’s Kunstform:
korte, fyndige Ordforbindelser, som med megen
Virtuositet tumledes i spodske antitetiske
Vendinger. Og i Foredraget var der et Stænk af
Kielland’s haanlige Malice, — tilsat med et
højst uforblommet og udfordrende
Galgenhumor. I sin første Bog, Romanen »Constance
Ring« (1885), staar hun helt paa egne Ben: her
var Hverdagens Virkelighed afbildet i al dens
trivielle Ensformighed og triste Tomhed.
Hovedpersonen er en Kvinde, for hvem Ægteskabet
bliver hendes Livs Ulykke. I Virkeligheden er
imidlertid denne Fru Constance en gold, træt,
fattig Natur uden Evne til Hengivelse og uden
dybere Trang til Kærlighed. Som Angreb paa
Ægteskabet var Romanen derfor forfejlet; intet
Samfund, og ingen Verdens Skole havde kunnet
omskabe dette ulykkelige Væsen til en glad
Hustru og Moder. Men Constance Ring staar
i S.’s Produktion som det første Udkast til en
Kvindetype, hun siden oftere har fremstillet, og
hver Gang med større Dybde og Sandhed.
Kvinden, som ikke kan elske, møder vi saaledes
som Titelfiguren i den mørke og uhyggelige
Novelle »Fru Ines«, — her sat ind i et eksotisk
farvestraalende og pragtfuldt Milieu (1891). Og
hun er den sære, stolte og kyske Ory i den
dystre, gribende Ægteskabsroman »Forraadt«
(1892), et Mesterværk af dybtsøgende og
dybtskuende Sjælestudium.
Udformningen af denne Kvindeskikkelse er
 |
| B. A. Skram. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
