Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skram, Bertha Amalie - Skram, Johan Christian Gustaf - Skram, Peder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
det ene Grundmotiv i S.’s Digtning. Det andet
er Skildringen af Hellemyrsfolket i hendes stort
anlagte Slægtssaga. Dennes første Bd, det
klare, mesterlig gennemførte Livsbillede »Sjur
Gabriel« udkom 1887. I denne Bog giver hun
en Skildring af en fattig Strilefamilies daglige
Tilværelse, saa sikker i Tonen, saa dyb og
indtrængende i Forstaaelsen, saa inderlig
medfølende med disse af alle Skæbnemagter
mishandlede Væsener, at den staar uden Sidestykke
i norsk Litteratur. Hun er naaet ned til selve
den vestlandske Almue-Religiøsitets Kilder i
den Maade, paa hvilken hun lader disse
Mennesker se hele deres Liv i Lys af en ubrydelig
moralsk Aarsagssammenhæng. Næste Bd af
Slægtshistorien hedder »To Venner« (1887). Det
er en Søfortælling, og som saadan en af de
mest ægte og bedste, der nogen Sinde er
skrevet. S. skildrer Livet om Bord og i Land i dets
hele uafkortede Sandhed. Hovedpersonen er
Sivert Jensen, Sjur Gabriel’s Sønnesøn. Denne
Kahytsgut, som ogsaa er den centrale Skikkelse
i de flg. Romaner af Slægtssagaen »S. G. Myre«
og »Afkom«, og som efterhaanden passerer
Samfundets forsk. Lag, indtil han dør paa
Bodsfængslet under Udsoning af en Straf for
Vekselfalsk, er en af de faa helt
gennemførte Karaktertyper i norsk Litteratur. Han er
en Peer Gynt i Prosa.
»S. G. Myre« udkom 1890. Kunstnerisk set
staar dette Bd af Slægtsromanen tilbage for de
to foregaaende. Det kommer maaske af, at S.
denne Gang har sat sig det vanskeligere Maal:
at give Billedet af et helt Samfund, en By
anskueliggjort gennem en Fremstilling af typiske
Figurer fra de forskelligste Kulturlag. Forud
for den ligger »Lucie« (1888), en trist og graa
Oslo-Skildring, hvis ramme Realisme stemmer
en for Brystet. Den er i sin Fortælleform noget
paavirket af Chr. Krohg’s »Albertine«.
Betydeligere og friskere er Skuespillet »Agnete«
(1893) — ogsaa et Billede af en Kvinde, som er
kommen paa Kant med den borgerlige
Ustraffeligheds Verden. Efter dette Drama fulgte
Romanen »Professor Hieronimus« med
Fortsættelsen »Paa Sct. Jørgen« (begge 1895). Den første
af disse Bøger vakte Sensation som Anklage- og
Angrebsskrift mod en bekendt dansk
Sindssygelæge. Dens digteriske Værd ligger i de
nerverystende Skildringer, den giver fra det
patologiske Sjælelivs Omraade.
I den store Roman »Afkom« (1898) fortsattes
Hellemyrsfolkets Saga. Den er S.’s rigeste og
mægtigste Værk. En hel lille Verden af
Skikkelser og Skæbner føres frem for os i denne
Bog, og bl. dem Karakterer af en finere,
sjælfuldere Type end nogen, hun tidligere havde
behandlet.
S.’s sidste Bøger var en Samling mindre
Fortællinger udgivne under Fællestitelen »Sommer«
(1899) og en større Novelle »Julehelg« (1900).
Begge fine, inderlige Arbejder. Ud paa
Foraaret 1901 fulgte en polemisk Pjece
»Landsforrædere«, hvor hun gav sin Bitterhed over for
Norge Luft og bl. a. erklærede sig som dansk
Forfatterinde. Noget senere kom første Hefte
af en stort anlagt Roman »Mennesker«.
Manuskriptet gik tabt, saa kun et Brudstykke kunde
udgives (1905); det bar Præg af S.’s digteriske
Kraft og Dristighed. »Samlede Værker« udk.
1905—07. (Litt.: L. Marholm Hansson,
»Kvindernes Bog«; Bjørnstjerne
Bjørnson, »Kringsjaa« VII, S. 591 ff.; Gerh. Gran
i Nordahl Rolfsen’s »Norske Digtere« [2.
Udg.]; Carl Nærup, »Ill. norsk
Litteraturhist.«, III; Elster, »Norsk litteraturhist.« II,
S. 568; Antonie Tiberg, »A. S. som
kunstner og menneske«).
(Carl Nærup). E. S-n.
Skram (Schram), Johan Christian
Gustaf, dansk Jernbanedirektør, f. i Kbhvn
13. Juli 1802, d. smst. 7. Apr. 1865. I en ung
Alder ansattes han som Kopist i Enkekassens
Bogholderkontor og avancerede efterhaanden
til Fuldmægtig og Underbogholder. 1842 afgik
han med Pension ved Reduktion af Enkekassens
Personale. Baade inden og efter sin
Afskedigelse havde han interesseret sig levende for
offentlige Anliggender og i Skrift og Tale virket
stærkt for, at Danmark blev delagtig i de store
tekn. Fremskridt, som da var gjort i de
toneangivende Lande. Han arbejdede saaledes ivrig
for Anlæg af en elektrisk Telegraf. Hvad der
imidlertid særlig tog hans Interesse fangen, var
Jernbanerne, som han havde gjort sig kendt
med paa forsk. Udenlandsrejser. 1840 indsendte
han til Industriforeningen Forslag om Anlæg af
en Jernbane fra Kbhvn til Roskilde. Efter at
Sagen var blevet drøftet inden for denne
Forening, indgik den med Andragende om
Koncession paa Anlæg af den nævnte
Jernbanestrækning. Koncessionen blev givet 25. Maj 1844 for
100 Aar og overdroges 2. Juli 1844 af
Industriforeningen til et Aktieselskab, »Det sjællandske
Jærnbaneselskab«, som tog Anlægget i sin Haand.
For dette Selskab virkede S. som
administrerende Direktør med en Kassedirektør og en teknisk
Direktør ved sin Side. Han vedblev at fungere
i denne Stilling, efter at Banen var blevet
aabnet 27. Juni 1847 og Fortsættelsen,
Roskilde—Korsør-Banen, var blevet taget i Brug 27. Apr.
1856 (se Danske Statsbaner, de.- Side
775). Det er S.’s Fortjeneste, at Danmark fik
sin første Jernbane. Ved sin agitatoriske Kraft
og sin Evne til at overvinde alle Vanskeligheder
fik han Sagen sat igennem, trods megen
Modstand, og det var ikke hans Skyld, at
Kbhvn—Roskilde-Banen ikke tidligere, end Tilfældet
blev, fortsattes til Korsør. Han egnede sig
imidlertid mindre til administrerende Virksomhed
og viste sig ikke helt egnet til at klare de
økonomisk daarlige Kaar, Jernbanen maatte lide
under i den første Tid.
(R. B.). G. K.
Skram, Peder, dansk Søhelt og Rigsraad,
Herre til Urup. Hans Fødselsaar er ukendt,
men han vides at være født paa Urup i
Jylland. Som Dreng tjente han Henrik Gjøe, 1518
fulgte han denne i Krigen i Sverige og var med
i Nederlaget ved Brännkyrka. 1520 kæmpede
han atter i Sverige paa Tiveden og ved Upsala,
hvor han udmærkede sig. 1523—24 deltog han
under Bisp Ove Bille i Kbhvn’s Belejring og
blev saaret. Herefter drog S. til Tyskland og
deltog i fl. Slag; ved sin Tilbagekomst ansattes
han som Hofsinde hos Frederik I. I Beg. af 1532
sattes S. i Spidsen for en lille Flaadeafdeling,
der skulde bekæmpe Christian II, som 1531 var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
