- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
652

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skrift

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

k’âng, »bære paa Skulderen« (Nøgle šoù, I
»Haand«), kjang, »Flod« (Nøgle šuèi, »Vand«),
hûng, »rød« (Nøgle ssï, »Silke«). Her er det
ganske klart, at det for alle disse Tegn fælles
Element antyder en vis Lighed i Lyd, medens
Nøglen er et Begrebselement, som giver et Vink
om, til hvilken Betydningssfære Ordet hører.
Man maa naturligvis ikke af dette Eksempel
slutte, at alle kin. Tegn er sammensatte paa
lgn. Maade ell. lige saa let gennemskuelige, og
det bør ikke forties, at Ordbøgernes Fordeling
af de kin. Titusender af Tegn paa 214 Nøgler
beror paa en Vedtægt, som indeholder
Vilkaarligheder. Men det valgte Eksempel kan med
Rette bruges til at illustrere den Sætning, at
de kin. Tegn ikke er Tegn for ikke-sprogbundne
Begreber, men for de kin. Ord med deres
bestemte kin. Lyd. Tegnene kan dække over de
forsk. Tiders og de forsk. kin. Dialekters
varierende Udtale; men Tegnsystemet kan ikke
uden videre overføres til et fremmed Sprog,
hvor Begreberne er fordelte paa Ordene paa en
helt anden Maade end i Kinesisk, og hvor et
for Kinesisk fremmed System af Bøjninger og
Afledninger kræver sin Betegnelse. De
fremmede Folk, som har optaget den kin. S. (Japan,
Korea og Annam), har da ogsaa gjort det paa
den Maade, at de i større ell. mindre
Udstrækning har brugt de kin. Tegn ikke som Ordtegn,
men som Stavelsetegn. Og paa den Maade
bruger Kineserne selv deres Tegn, naar det gælder
om at skrive fremmede Egennavne. I øvrigt har
baade Japan og Korea delvis frigjort sig fra
den kin. S.; den har i Japan som Konkurrent
faaet en meget simpel Stavelseskrift paa kun 50
Tegn (hvis Anordning tydeligt viser den indiske
Grammatiks Indflydelse), og i Korea eksisterer
der fra 15. Aarh. e. Kr. en Bogstavskrift, hvis
Tilblivelseshistorie endnu ikke er tilstrækkelig
opklaret.

3. Kileskriften. Med Navnet Kileskrift
betegner man en Rk. gl. Skriftsystemer, hvis
ydre Kendemærke er, at alle Tegnene er
sammensatte af (ell. rettere opløste i) lutter Kiler.
Denne Ejendommelighed er naturligvis ikke
opr., men fremkaldt ved Tilpasning til det
sædvanlige Skrivemateriale (man skrev paa blødt
Ler med et Slags Trægriffel). I Kileskriftens
Hjem, Eufrat- og Tigrislandet, kan det i et vist
Omfang paavises, hvorledes det i Kiler opløste
Tegn er opstaaet af et ældre, mere
billedlignende (hieroglyfagtigt) Tegn. S. tilhørte først
Sumererne, hos hvem den kan forfølges tilbage til
omkr. 4000 f. Kr. Den blev fra dem optaget af
deres Efterfølgere i Herredømmet over
Mesopotamien, Assyrierne og Babylonierne, hvorved
der skete et vist Fremskridt i Retning af lydlig i
Analyse af Ordene og endogsaa af Stavelserne.
Den ass.-bab. S. har Tegn for mere
sammensatte Stavelser som gal, kus, kur o. s. v., for
simplere Stavelser som ba, bi, be, bu, ab, ib,
ub
o. s. v. og for Stavelser, som blot bestaar af
en Vokal: a, i, e, u. De sammensatte Stavelser
kan dog ogsaa udtrykkes ved Sammenstilling
af to simplere Stavelsetegn, f. Eks. dur ved
du + ur, hil ved hi + il. En mærkværdig
Ejendommelighed, som staar i Forbindelse med
Lydtegnehes Rebus-Oprindelse, er den, at et
og samme Tegn ret ofte har mere end én
Lydværdi. Et og samme Tegn har saaledes de fire
helt forsk. Stavelseværdier tar, kud, šil, has.
Ordtegnene optræder dels selvstændigt, dels
som Hjælpetegn. De selvstændige Ordtegn
efterfølges undertiden af et Lydtegn, der
angiver den sidste Stavelses Udtale nærmere
(efter den samme Metode, som vi anvender,
naar vi skriver »de 30’s Modstand«, »den 30te
April«). Som Hjælpetegn (»Determinativer«)
kan Ordtegnene staa baade foran Ord, der er
skrevne med Stavelsetegn, og foran Ord, der
er skrevne med et Ordtegn; de angiver da, til
hvilken Betydningskategori det flg. Ord hører,
men skal ikke selv læses med. Foran et
Gudenavn staar saaledes Determinativet »Gud«,
foran Bynavne »By«, foran Trænavne ell. Navne
paa Redskaber af Træ staar Determinativet
»Træ«, foran visse Personbetegnelser staar
»Menneske« o. s. v. De samme Tegn kan
bruges baade som Ordtegn og som Stavelsetegn.
Men da Stavelseværdierne i Reglen var
overtagne fra Sumerisk, medens Ordtegnene læstes
paa Assyrisk-Babylonisk, fremkommer der en
gennemgaaende Mangel paa Forbindelse mellem
de to Anvendelser af samme Tegn. Saaledes
betyder f. Eks. Stavelsetegnet gal som Ordtegn
rabu, »stor« (fordi »stor« paa Sumerisk hed
gal). Denne Uoverensstemmelse mellem
Stavelseværdi og Ordværdi er i Virkeligheden at
regne for en Fordel. Men det modsatte kan
siges om forsk. andre Snurrepiberier, der
ligeledes var fremkomne ved S.’s Overførelse fra
det ene Sprog til det andet.

Det har sin store Interesse at lægge Mærke
til den sejge ortografiske Inerti, der viser sig i
Folkets Forhold til dets S. Ikke blot fastholdt
det denne S. i hele den Tid, det eksisterede som
Folk, fra 2500 f. Kr. til Alexander d. Store’s
Tid, skønt langt simplere Skriftsystemer
imidlertid havde bredt sig over store Dele af Asien.
Men det drog heller ikke Konsekvensen af sin
egen Opfindelse at opløse en sammensat
Stavelse i to simple Stavelser, hvad der vilde have
sat det i Stand til at skrive sit Sprog alene
med de 100 simple Stavelsetegn; det vedblev
ved Siden heraf at bruge hele det gl. indviklede
System paa adskillige Hundrede Tegn.

Ved Assyriernes og Babyloniernes politiske
Magt udbredte Kileskriften sig til en Række
fremmede Folk: mod Ø. til Elam, hvor den
fra c. 2000 f. Kr. fortrængte en ældre hjemlig
S.; mod N. til den førarmeniske Befolkning i
Egnene ved Van-Søen (Ararats Land), hvor der
er fundet Indskrifter med Kileskrift fra 9.-7.
Aarh. f. Kr.; mod NV. til det hittitiske Rige i
Lilleasien, hvor der ved Undersøgelser og
Udgravninger 1893 og 1905—07 er blevet fundet i
Tusindvis af Lertavler fra 15.—13. Aarh. f. Kr.
med Kileskrift paa det hittitiske Sprog og i et
vist Omfang ogsaa paa andre af Rigets Sprog;
i øvrigt var der ogsaa allerede i det store Arkiv
af Lertavler fra 1400 f. Kr., der 1887 blev
fremdraget ved Tell-el-Amarna i Ægypten, blevet
fundet 3 Breve affattede paa Sprog,
hjemmehørende i disse Egne; de to af Brevene var
paa Hittitisk (de saakaldte Arzawa-Breve), det
tredje paa det Sprog, som taltes i Mitanni paa
Grænsen af Lilleasien og Mesopotamien. Disse
fremmede Folkeslag har benyttet den

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0670.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free