- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
654

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skrift

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Hieroglyfform udviklede der sig i Tidens Løb
kursive Former af Tegnene. Den demotiske S.,
der i de sidste Aarhundreder f. Kr. brugtes i
det daglige, praktiske Liv (medens
Hieroglyfskriften vedblev at være den monumentale S.),
har ganske tabt Billedpræget og ligner i sit
ydre Udseende andre kursive S.

En ejendommelig Aflægger af den ægyptiske
S. findes paa Mindesmærker fra den rom. Tid
fra Egnen ved Meroe (Nubien). Det er en S.,
som har laant sit Tegnstof fra Ægyptisk, men
som efter sit indre System maa betegnes som
en Bogstavskrift ell. i det mindste som en meget
stærk Tilnærmelse til en Bogstavskrift. Den
eksisterer i den monumentale Hieroglyfform og
i kursiv Form. Skriften er tydet af F. Li.
Griffith, men af Sproget forstaas endnu saa lidt, at
der ikke er Enighed om, hvorvidt det skal
betragtes som et Oldtrin af det Sprog, der nu
tales her (Nubisk), ell. som et Sprog, der
senere af Nubisk er blevet fortrængt fra disse
Egne.

6. De ældste Mindesmærker med
det semitiske Alfabet
er alle
fremdragne i 19. og 20. Aarh. I Aaret 1868 fandtes
en stor Sejrsindskrift paa 34 Linier, stammende
fra Kong Meša i Moab (9. Aarh. f. Kr.). Denne
Indskrift var stor nok til at give os hele
Alfabetet i en meget gl Form, som var et
udmærket Grundlag for Undersøgelsen af
Sammenhængen mellem det semitiske Alfabet og dets
ældste Aflæggere hos fremmede Folk (det gr.
og det ind. Alfabet). I Alder overtræffes
Meša-Stenen imidlertid langt af en fønikisk
Gravskrift fra Byblos, der blev fundet ved den
nyeste Tids fr. Udgravninger og udgivet af
René Dussaud 1924. Den stammer fra 13.
Aarh. f. Kr.; Tegnenes Form er dog allerede
næsten den samme som i de forud kendte
oldsemitiske Mindesmærker. Der kendes ogsaa
meget gl. hebraiske Indskrifter (berømtest er
Siloah-Indskriften fra omkr. 700 f. Kr.); de kan
dog ikke i Bet. for vort Kendskab til Alfabetets
ældste Historie maale sig med de nævnte
moabitiske og fønikiske Indskrifter.

Ved Siden af de nordsemitiske Indskrifter
(fra Kanaan med tilgrænsende Egne) maa vi
imidlertid som en selvstændig Kilde til
Alfabetets ældste Historie nævne de gl. sydarabiske
Indskrifter. De gaar tilbage i det mindste til
8. Aarh. f. Kr. og viser os Alfabetet i en
Form, som ikke kan forklares af
Palæstina-Formerne, men som sammen med disse peger
tilbage til en fælles Grundform.

Det semitiske Alfabet har i sin ældste Form
22 Tegn, der allesammen udtrykker simple
Stavelser, bestaaende af en Medlyd og en
Selvlyd, men saaledes, at Selvlydens Kvalitet er
ligegyldig. Det eneste Tilløb til en nøjagtigere
Betegnelse af Selvlydene, som fra gl Tid af
kan paavises i Semitisk, er Brugen af j-, w-
og ’alef-Tegnet (der egl. udtrykte en
ejendommelig Strube-Lukkelyd) til at antyde, at det
foregaaende Tegn skal udtales med langt i, u,
a
. I denne Anvendelse plejer man at kalde de
tre Tegn for matres lectionis, »Læsningens
Mødre« (Læsestøtter). Brugen af matres
lectionis
har fra først af været en etymologisk
Skrivemaade (det lange i, u, a var virkelig
opstaaet ved Sammensmeltning med j, w og
’alef), men har senere grebet om sig og er
under Alfabetets (yngre) Vandringer til
fremmede Folk blevet en vigtig Spire til
Selvlydsbetegnelse. Betegnelsen af Selvlydene ved
diakritiske Mærker (Krøller, Streger, Punkter
o. s. v.) over og under de gl. Stavelsetegn er
derimod hos de semitiske Folk en sen
Opfindelse.

At det semitiske Alfabet er opstaaet paa
Grundlag af en ældre, kunstigere S., maa anses
for selvfølgeligt. Alfabetets indre Princip (de
selvlyds-neutrale Tegn) gør det imidlertid
ganske umuligt at tænke paa Afstamning fra
Kileskriften (herimod taler i øvrigt ogsaa andre
Grunde, bl. a. Tegnenes Form, der synes at
pege tilbage til Hieroglyfer). At
Selvlyds-Ubestemtheden skulde være til Stede i de
hittitiske Hieroglyfer ell. de kretiske Skriftsystemer,
er efter alle de Holdepunkter, vi har, absolut
usandsynligt; Alfabetet kan derfor heller ikke
antages at stamme herfra. Derimod er
Alfabetets Princip i Overensstemmelse med den
ægyptiske S.; og det er derfor med god Grund,
at man allerede forlængst har formodet, at
Semiterne har faaet deres Alfabet fra
Ægypten. Denne Formodning maatte i Virkeligheden
betragtes som absolut sandsynlig til Trods for
Vanskeligheden ved at paavise Lighed mellem
Semitisk og Ægyptisk i Tegnenes Form. Det
laa nærmest at forsøge at sammenligne det
semitiske Alfabet med de 24 simple
Stavelsetegn i Ægyptisk; men herved viste sig ikke
nogen gennemgaaende ell. indlysende Lighed.
Problemet er imidlertid blevet stillet paa en
helt ny Fod, efter at man i Aaret 1905 paa
Sinai-Halvøen i de af Ægypterne udnyttede
Kobber- og Malakitminer og i Ruinerne af et
til Gudinden Hathor (Malakitens Guddom)
indviet Tempel har fundet et lille Antal korte
Indskrifter af hieroglyflignende Udseende, men
Uforstaaelige fra ægypt. Standpunkt, og efter
at Alan H. Gardiner 1916 har forelagt en
Tydning af disse Indskrifter som semitiske, en
Tydning, der senere er blevet bekræftet og
udbygget af andre. Bl. Fundene var en Sfinks
med saadanne Indskrifter paa højre og venstre
Side, men ægte ægyptiske Indskrifter paa
Skuldrene, og her har der vist sig saa megen
Korrespondens mellem den ægyptiske og den
som semitisk tydede Tekst, at Gardiner’s
Hypotese dermed maa anses for bevist.
Sinai-Skriften synes at tilhøre Tiden mellem 1850 og 1500
f. Kr. De ægyptiske Tegn, hvoraf den er
sammensat, er ikke de 24 simple ægyptiske
Stavelsetegn, men en Rk. vilkaarligt valgte
Hieroglyfer, som man har benævnt paa
Semitisk og tillagt den alfabetiske Bet., som stemte
med det semitiske Navns Begyndelses-Medlyd.
Af Sinai-Skriftens Tegn kan det semitiske
Alfabets Tegn gennemgaaende forklares med saa
stor Lethed, at det er berettiget at betragte
Sinai-Skriften som det semitiske Alfabets
Grundform (ell. hvis man vil være meget
forsigtig, som en af denne Grundforms eventuelle
Varianter). Denne Anskuelse, som allerede var
i Færd med at blive alm. anerkendt, er i den
nyeste Tid atter bleven draget i Tvivl, fordi
man har ment, at Tidsafstanden mellem

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0672.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free