Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sinai-Skriften og Byblos-Indskriften var for kort, en
Indvending, som dog kan afvæbnes paa mere
end én Maade. Det Sprog, der træder os i Møde
gennem Sinai-Skriften, er meget nær beslægtet
med Kanaan-Sprogene.
7. Den sydsemitiske (sydarabiske) Form af
Alfabetet lever til den Dag idag videre i det
derfra udgaaede ætiopiske Alfabet; i Arabien
selv er det derimod uddød.
Den nordsemitiske Form af Alfabetet blev
inden for Asien især udbredt gennem Aramæerne.
At Aramæerne meget tidligt havde optaget
Alfabetet, fremgaar bl. a. af Indskrifterne fra
Sendjirli i det allernordligste Syrien paa
Grænsen af Lilleasien. Disse Indskrifter fører os
tilbage til 8. Aarh. f. Kr. Ikke meget senere
begynder de aramæiske Indskrifter i Ninive og
Babylon. Mod Syd udbredte aramæisk Sprog og
S. sig efterhaanden ned over Kanaan. Kuriøst
nok var det kun Samaritanerne, der vedblev at
holde fast ved den hjemlige S. (en Aflægger af
det oldhebraiske Alfabet), medens derimod
Jøderne efter den babylonske Landflygtighed
optog den aramæiske Skrift, endogsaa til Brug i
deres hellige Bøger. Den aramæiske S.
udbredte sig endnu videre, helt ned til
Nordarabien. Efterhaanden spaltede den sig
naturligvis igen i forsk. Afarter: den nordarabiske S.,
som ved Islam blev ikke blot et fælles-arabisk,
men saa at sige et fælles-muhammedansk
Alfabet; den saakaldte hebraiske Kvadratskrift, der
fortsætter sig i den nu brugelige hebraiske
Bogskrift (som altsaa ikke nedstammer fra det
oldhebraiske Alfabet); og de forsk. syriske
Skriftformer, der især har faaet Bet. som
Bærere af en kristelig Litteratur.
Men ogsaa uden for den semitiske Verdens
Grænser bredte det aramæiske Alfabet sig.
Navnlig fik det tidligt Indpas i Iran. Her har
det under Navn af Pehlevi-Alfabetet (det
»parthiske Alfabet«) erhvervet sig en sørgelig
Berømmelse som en af de vanskeligst læselige S.,
der eksisterer (bl. a. fordi den under sin
kursive Udvikling saa ofte havde ladet forsk. Tegn
falde sammen i samme Form). Den kunde
imidlertid forbedres. Og da Perserne i 4. Aarh.
e. Kr. satte sig den Opgave at redde de Rester,
der endnu fandtes af den gl. hellige S. med
Zoroaster’s Lære, benyttede de til den fornyede
Optegnelse et forbedret Pehlevi-Alfabet
(Avesta-Alfabetet), hvori hvert Tegn havde sin egen
letkendelige Form, og hvori der desuden var
indført en fuldstændig Selvlydsbetegnelse, saa
at S. er en meget fuldkommen Bogstavskrift.
— En anden Form, som Alfabetet har antaget
i Iran, er først bleven bekendt ved den nyeste
Tids Fund i Øst-Turkestan. Det var et Alfabet,
hvori det nordøstligste iranske Folks,
Sogdernes, indtil da ganske ukendte Middeltids-Sprog
traadte os i Møde. Dette sogdiske Alfabet har
en Rk. Aflæggere, som har været os bekendt
længe før vi kendte Moderalfabetet. Det blev
nemlig, rimeligvis fra 9. Aarh. e. Kr., optaget
af Ujgurerne, som paa den Tid var det
mægtigste tyrkiske Folk, og det var det Alfabet,
hvormed bl. a. det store ujguriske Læredigt Kutadgu
bilig (»Kundskab til Lyksaliggørelse«, forfattet
1069 i Kašgar) var skrevet. Fra Ujgurerne er
Alfabetet vandret videre til Mongolerne (13.
Aarh.) og Mandzuerne (omkr. 1600), hos hvilke
to Folk det skrives i lodrette Linier. De
nordlige Folk har gjort rigelig Brug af matres
lectionis som Selvlydstegn, og en enkelt
mongolsk Stamme, Kalmykkerne, har ligesom
Mandzuerne forandret det fra først af for disse Sprog
lidet passende Alfabet til en i alt væsentligt
virkelig god Bogstavskrift.
I Nordafrika levede det gl. fønikiske Alfabet
videre i de Former, som vi benævner som
puniske. Det holdt sig endnu i Aarhundreder efter
Karthagos Undergang. Det har ogsaa fundet
Indgang hos de indfødte Stammer (af hamitisk
Æt), idet det er Kilden til det »libyske«
Alfabet, som træder os i Møde i en Rk. korte
Indskrifter i »libysk« Sprog fra Romertiden,
spredte over næsten hele Nordkysten af
Afrika. En stor Mærkværdighed er det, at et
Alfabet, der i det væsentlige er identisk med
det gl. libyske, har været i Brug lige til vore
Dage hos Tuaregerne.
8. En stærkere forandret Form af det
semitiske (aramæiske) Alfabet er inden for Asien
den indiske Skrift. De ældste ind.
Indskrifter stammer fra Kong Asoka (263—222 f.
Kr.), som dertil har benyttet to forsk. Alfabeter.
Mod NV., paa Grænsen af Afghanistan, bruges
et Alfabet, der ligesom det semitiske skrives
fra højre til venstre (Kharošthi-Alfabetet); i de
øvrige Egne bruges et andet, mere udviklet
Alfabet, hvis Retning er fra venstre til højre
(Brahmi-Alfabetet). Det første, det lokale
Alfabet synes at være indkommet fra de
tilgrænsende Egne af Iran i 5. Aarh. f. Kr.
Brahmi-Alfabetet er aabenbart ældre; man
formoder, at det er kommet til Indien ad Søvejen
fra Mesopotamien omkr. 800 f. Kr. Fra det
nedstammer alle senere ind. Alfabeter. Inderne
har omdannet det i sin Selvlydsbetegnelse saa
unøjagtige semitiske Alfabet til en meget
nøjagtig Stavelseskrift, der dog ikke har opgivet
den ved Alfabetets Princip vundne Simpelhed.
Systemet er allerede i de ældste Indskrifter
(bortset fra det rent ydre) det samme som i den
nuv. indiske Bogskrift (devanagari), hvor det
kan beskrives saaledes: de fra Semitisk
overtagne ell. til Betegnelse af indiske
Medlydsnuancer nyskabte Grundtegn (i alt 33)
udtrykker Stavelser bestaaende af en Medlyd + kort
a; de andre Selvlyd udtrykkes ved diakritiske
Tilføjelser til Grundtegnet (over og under
Linien, ell. foran ell. efter Grundtegnene); at der
ingen Selvlyd er til Stede, udtrykkes ved
Sammenskrivning med det flg. Tegn ell. sjældnere
ved en diakritisk Tilføjelse; endelig er der skabt
særlige Tegn for Stavelser, bestaaende af en
Selvlyd alene (a, i, u, e o. s. v.).
Fra det ind. Alfabet nedstammer en lang Rk.
Alfabeter, som bruges af ikke-indoeuropæiske
Folkeslag i det sydlige Asien fra Tibet til Java.
En ejendommelig, nu uddød Aflægger af det
indiske Alfabet har hørt hjemme i de nordlige
Egne af Øst-Turkestan. Den nyeste Tids store
Fund har vist, at der her, før Tyrkerne fik
Magten (hvad der var fuldbyrdet senest Aar
1000 e. Kr.), har boet et indoeuropæisk Folk,
der dog ikke var nær beslægtet med Inderne,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
