- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
656

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skrift

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

men snarere med de vestligste indoeuropæiske
Sprogklasser; det synes af Naboerne at have
været benævnt Tokharer. Disse »Tokharer«,
der i Tiden fra 1. Aarh. f. Kr. til omkr. 800
e. Kr. har spillet en meget betydelig
Kulturrolle, havde antaget Brahmi-Alfabetet, som dog
paa den ene Side indeholdt en Del for dem
overflødige Tegn, paa den anden Side trængte til et
Par Suppleringer. Den ene af disse
Suppleringer bestod i, at der maatte skabes Betegnelse
for en Selvlyd ə, som var alm. i Tokharisk,
men manglede i Indisk. Systemet vilde
naturligvis have krævet, at den betegnedes med et
nyt diakritisk Mærke i Lighed med de andre
Selvlyd. Men dette er kun til Dels sket. I en
Rk. Tilfælde betegnes den ved et nyt
Grundtegn, saa at f. Eks. og ka skrives med to
forsk. Grundtegn. Det kan synes, som om det
er Benyttelsen af nogle af de i den ind. Bet.
overflødige Brahmi-Tegn, der har ført
Tokharerne ind paa denne mærkelige Vej (de har
f. Eks. brugt det ind. ta i Bet. ta, men det for
dem overflødige ind. dha i Bet. ). Men
hvorledes end denne Ejendommelighed er opstaaet,
maa det fremhæves, at det i Virkeligheden er
et Tilbagefald til de føralfabetiske
Stavelseskrifters Princip, et Tilbagefald, der kun er
uskadeligt, fordi det er af saa ringe Omfang

9. En anden stærkt forandret Form af det
aramæiske Alfabet er de saakaldte
oldtyrkiske Runer
, hvormed de af Vilh.
Thomsen dechiffrerede Indskrifter fra
Mongoliet og Sibirien (ved Floderne Orkhon og
Jenissej) er skrevne. De to store Indskrifter fra
Orkhon stammer fra Aarene 732 og 735 e. Kr.
og hidrører fra et Folk, som kaldte sig Türk
(det Navn, som nu er fælles for alle tyrk. Folk);
Jenissej-Indskrifterne antages at stamme fra
Kirgiserne, og et yngre Mindesmærke fra Orkhon
med tresproget Indskrift (kinesisk, sogdisk og
tyrkisk) stammer fra Ujgurerne. S. har
saaledes været brugt af forsk. tyrk. Stammer, og
nogle Haandskrift-Fund fra Øst-Turkestan
beviser, at den ogsaa har været Bogskrift.
Mærkeligt nok opgav Ujgurerne senere den
oldtyrkiske, for deres Sprog vel afpassede S. og
ombyttede den med det sogdiske Alfabet i en for
Ujgurisk lidet egnet Form (til sidst maatte atter
dette Alfabet vige for det arabiske).

Den oldtyrkiske S. afviger stærkt fra sit
aramæiske Forbillede, ikke blot ved Tegnenes
runelignende Form (der maa forklares af
Skrivematerialet), men ogsaa i væsentlige
Punkter ved sit indre System. En af S.’s
Ejendommeligheder er den, at der for de fleste
Medlyd er to forsk. Tegn, et for Stavelser med
Bagtungeselvlyd, et andet for Stavelser med
Fortungeselvlyd; ta, to, tu skrives altsaa med
et andet Grundtegn end ta, to, tu. Ogsaa dette
Tilbagefald til føralfabetisk System synes at
have sin første Spire i Anvendelsen af
overflødige Tegn i Moderalfabetet. Saaledes har
Tyrkerne, skønt de kun havde én t-Lyd,
benyttet begge de semitiske Tegn t og t. Da den
første af disse Lyd i Semitisk var forbunden
med en Artikulation i den bageste Del af
Talekanalen og indvirkede i Overensstemmelse
hermed paa en flg. Vokal, blev dens Tegn brugt til
at skrive tyrkisk ta, to, tu, medens det andet
t-Tegn blev forbeholdt Stavelser med
Fortungeselvlyd. Heraf synes at fremgaa, at de Tyrker,
som dannede Runeskriften, har haft Lejlighed
til at høre den ægte semitiske Udtale; men dette
udelukker maaske ikke, at det er en af de
iranske Former af Alfabetet, der ligger til Grund.

Muligvis findes der en Aflægger af den
tyrkiske Runeskrift i Europa. Den ung. Stamme
Szeklerne i Siebenbürgen har fra
Middelalderen til vore Dage været i Besiddelse af en
ejendommelig runelignende S. (den runelignende
Form forklares af Skrivematerialet: S. var
først og fremmest bestemt til at indskæres i
Træ). Den kan ikke være udviklet af noget af
de omboende Folks S., og den kan heller ikke
opfattes som en kunstig hemmelig S.
Skriftretningen (fra højre til venstre) og visse
Ejendommeligheder ved Selvlydsbetegnelsen kunde
minde om den oldtyrkiske S., og nogle af de
szekliske Tegn ligner de i Betydning tilsvarende
oldtyrkiske Tegn ell. er ganske identiske med
dem. Det er da ikke udelukket, at det drejer
sig om en S., som Magyarerne har medbragt
fra deres asiatiske Hjemstavn ell. optaget fra
et af de tyrkiske Folk, som de kom i Berøring
med paa deres Vandring mod Europa. Det kan
i den Sammenhæng fremhæves, at det magy.
Verbum for »skrive«, ir-, er laant fra tyrk. jaz-.

10. Endelig maa det græske Alfabet
regnes for en meget stærkt forandret Form af
det semitiske (nærmere bestemt: det fønikiske)
Alfabet. Forandringen angaar rigtignok ikke
Tegnenes Udseende; de ældste Former af de gr.
Bogstaver er fra A til T saa godt som
fuldstændig identiske med det ældste nordsemitiske
Alfabet; kun i to ell. tre Tilfælde er Ligheden
ikke umiddelbart iøjnefaldende. Men det indre
System er fuldstændig omdannet; Alfabetet er
hos Grækerne ikke længere en unøjagtig
Stavelseskrift, men en nøjagtig Bogstavskrift, som
opløser hver Stavelse i dens enkelte Lyd. Som
Selvlydstegn benyttede Grækerne det semitiske
’Alef. He, Jod og ’Ajin (= gr. Α Ε Ι Ο), samt
et femte Tegn Υ (opr. udtalt u, senere y).
Dette femte Selvlydstegn er i sin Form næsten
identisk med det kypriske Stavelsetegn for u,
og det kan ikke betragtes som udelukket, at
Grækerne er blevne hjulpne til deres geniale
Opfindelse ved at kombinere kypriske og
semitiske Impulser.

Alfabetet synes at være optaget af Grækerne
senest omkr. 900 f. Kr., maaske endogsaa
adskilligt tidligere. Det antog i de forsk. Egne
varierende Former, men fra omkr. 400 f. Kr.
opstod der en ny Enhed, idet den ioniske Form
af Alfabetet blev eneraadende hos alle Grækere.
Nogle Hovedtræk af det gr. Alfabets Historie
er anførte i Art. Grækenland: »Sprog«.

Det gr. Alfabet udbredte sig i Oldtiden til
alle Landene omkr. Middelhavet og blev dels
brugt uforandret af de fremmede Folkeslag,
dels lagt til Grund for nationale Alfabeter. Af
saadanne Alfabeter kendes fra Lilleasien det
lykiske, kariske og lydiske (alle tre ret
ejendommeligt udviklede; det kariske til Dels endnu
utydet). I Italien udviklede der sig en lang
Rk. Alfabeter (paa Grundlag af den vestgræske

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0674.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free