- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
657

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skrift - Skrift - Skriftart - Skriftbillede

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Form af Alfabetet, som i Grækenland efter 400
f. Kr. gik af Brug). Bortset fra utydede
Indskrifter er Alfabeterne flg.: Det etruskiske
Alfabet (som har bortkastet en Del af de gr.
Bogstaver og tilføjet et nyt Tegn: 𐌚 = f); fra dette
nedstammer ikke blot de forsk. Afskygninger
af det saakaldte nordetruskiske Alfabet,
hvormed fl. Oldtidsfolk i det nordligste Italien skrev
deres Sprog (Lepontierne og Gallerne, Ræterne,
Veneterne), men ogsaa det umbriske og det
oskiske (Samniternes) Alfabet. Uafhængige af
det etruskiske Alfabet var det faliskiske
(Falerii) og det lat.; dog havde det faliskiske ikke
undgaaet en stærk Paavirkning fra Etruskisk,
og selv i det lat. Alfabet kunde i alt Fald et
enkelt Træk tyde paa etruskisk Paavirkning
(Brugen af C, det gr. Gamma, baade for k og
g, hvad der senere (omkr. 300 f. Kr.) førte til
Dannelsen af et nyt Tegn for g: G). Endelig
havde ogsaa Messapierne i Syditalien uddannet
et særligt Alfabet. I Spanien opstod det
iberiske Alfabet paa Grundlag af det gr. (man finder
i et Par alm. Haandbøger den urigtige
Angivelse, at det iberiske Alfabet skulde bero paa
det puniske; men alene den Omstændighed, at
Tegnene ’Alef, He og ’Ajin i Iberisk har
Betydningen a, e, o, er et afgørende Bevis for det
gr. Grundlag, og der kan heller ikke fra
Bogstavernes Form hentes nogen Støtte for
Afledningen fra den puniske S.).

En ny Udbredelse opnaaede det gr. Alfabet
ved Kristendommen. Kopterne optog det i 3.
Aarh. e. Kr., idet de tilføjede nogle fra den gl.
ægypt. S. hentede Tegn; og den fl. Aarh. yngre
kristelige nubiske Litteratur benytter et
Alfabet, som atter beror paa det koptiske.
Armenierne og Georgierne har hver paa sin Maade
tillempet det gr. Alfabet (med Tilføjelse af et
ret stort Antal Tegn); efter Sagnet var det den
samme Mand (Mesrop, 5. Aarh.), som skabte
baade det armeniske og det georgiske Alfabet.
Slaverne fik deres Alfabet i 9. Aarh.; det
optræder i to Former; i den ældste, snørklede
Form (det glagolitiske Alfabet) kan de gr.
Bogstaver næppe genkendes; den yngre Form (det
kyrilliske Alfabet) betegner en Tilbagevenden
til Originalalfabetets Stil; paa den beror den
moderne russ., serb. og bulg. S. Ogsaa i det
slaviske Alfabet er der tilføjet en Rk. ny Tegn
til den gr. Grundstamme; hvorfra de er taget,
vides ikke. Endelig er ogsaa det Alfabet, som
Biskop Ulfilas i 4. Aarh. skabte for Vestgoterne,
en Tillempning af det gr. Alfabet; Ulfilas tog
ved Fastsættelsen af Bogstaverne et betydeligt
Hensyn til Runerne, som hans Folk i Forvejen
brugte, og de Tegn, som han ansaa det for
nødvendigt at tilføje til den gr. Bogstavrække,
hentede han fra Runealfabetet.

11. Paa Grundlag af det lat. Alfabet er den
irske Ogamskrift (se Keltiske Sprog) og
den germanske Huneskrift opstaaet.

Litt.: Isaac Teylor, The Alphabet [Lond.
1883]; Philippe Berger, Hist. de l’écriture
dans l’antiquité
[Paris 1891; 2. Udg. 1892];
Holger Pedersen, »Sprogvidenskaben i
det nittende Aarhundrede« [Kbhvn 1924; sv.
Udg. Sthlm 1924]; Hans Jensen, »Gesch. d.
Schrift« [Hannover 1925]).
Holg. P.

Skrift (eng.: type letters, fr.: caractères
typographiques
) er i det typografiske Fagsprog en
Fællesbetegnelse for fl. meget forskelligartede
Begreber. Betegnelsen bruges i Bogtrykkerierne
om alt det Typemateriale, som er støbt af
Skriftmetal, uanset om Typelegemerne har
ophøjede Skriftbilleder (d. e. Trykrelief) eller ej,
ell. om Trykrelieffet er et virkeligt Skrifttegn,
et Ornament e. l. Metallegeringen, hvoraf
Typelegemerne støbes, kaldes ogsaa i daglig Tale
S. I snævrere Forstand forstaas dermed en
fuldstændig Samling Typer (store og smaa
Bogstaver, Læse-, Skille- og Taltegn), hvoraf
Sætteren kan sammenstille Ord og Sætninger. S.
klassificeres ogsaa efter Brugen; de Former og
Skriftstørrelser, der benyttes til Teksten i
Bøger, Blade og Tidsskrifter, kaldes under eet
Brødskrifter (eng.: ordinary types, fr.:
caractères de labeur); større og mindre S. med
kraftigere Skriftbilleder, og som fortrinsvis
benyttes til at fremhæve større el. mindre Dele
af Teksten og til Rubrikker og Titler, benævnes
Fremhævning- og Titelskrifter (eng.:
heavy faced types, fr.: caractères de fantaisie).
De allerstørste S. kaldes Plakatskrifter
(eng.: types for porters, fr.: caractères pour
affiches
); disse sidste skæres hyppigere i tætaaret
Buksbom, Ahorn og Pæretræ, end de støbes af
Skriftmetal ell. Jern.
E. S-r.

Skriftart, typografisk-teknisk Betegnelse for
Klassificeringen af de forsk. Trykskrifters
afvigende Typeformer. I de vesteuropæiske Sprog
forekommer to Hovedskriftarter: Antikva (eng.:
roman letters, fr. romain) ell. den romerske
(latinske) Skrifttype og
illustration placeholder
(eng.: German
types
, fr.: caractères gothique) ell. den gotiske
(danske, tyske) Skrifttype. Hver af disse har
flere Afarter. Som hørende særlig under
Fraktur regnes de mere ell. mindre
moderniserede Former af tidligere Dages Kurrent- og
Trykskrifter:
illustration placeholder
,
illustration placeholder
,
illustration placeholder
,
medens Antikva, foruden den hældende
Fremhævningsskrift Kursiv (eng.: Italic, fr. Italique)
har en Mængde Varianter i Formerne, af hvilke
illustration placeholder
(ogsaa kaldet Ionisk, Clarendon)
illustration placeholder
(ogsaa kaldet Lapidar,
illustration placeholder
,
Grotesk), er nogle Arter af de hyppigst
forekommende.

Egyptienne adskiller sig fra den rene
Antikva ved, at de fine Linier inde i
Skrifttegnene (Haarstregerne) og de vandrette tynde
Linier (Skraveringerne), som afslutter
Skrifttegnene foroven og forneden, er betydelig
forstærkede. Stenskriftformerne har ligesom
Egyptienne mere ell. mindre forstærkede
Haarstreger, medens Skraveringerne helt er borttagne.
Se endvidere under Skriftsnit.
E. S-r.

Skriftbillede (eng.: type face, fr.: l’oeil de
lettre
) kaldes i Typografien det paa
Typelegemets ene Endeflade anbragte Trykrelief, uden
Hensyn til, om dette fremviser et Skrifttegn, et
Ornament e. l. S. staar altid vrangt paa
Typelegemet, for at det paa Papiraftrykket kan
komme til at staa ret.
E. S-r.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0675.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free