Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skriftlighed - Skriftlinie - Skriftlærd - Skriftmaleri - Skriftmalm - Skriftmetal - Skriftsnit - Skriftsprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Skriftlighed (proc.), se Mundtlighed.
Skriftlinie ell. Skriftens Holden Linie
kaldes i Typografien Skriftbilledernes vandrette,
retliniede Stilling paa Typelegemerne:
....acegjlnp....ABGHKN....1290....
hvilken nøje skal overholdes i alle til en Skrift
hørende Skrifttegn. Standard-Linie
(amerikansk) og Universal-Linie (tysk) er et nu
overalt fastslaaet Princip i Skriftstøberierne,
hvorefter alle Skrifter af samme Størrelse (Kegle),
Skriftarten og Skriftsnittet uanset, skal
holde nøjagtig ens Linie, medens alle
Skriftstørrelser skal kunne bringes i Samklang med
hinanden ved Under- og Overlægning med et større
ell. mindre Antal af den typografiske Enhed,
Punktet. Se videre under Skriftsystem.
E. S-r.
Skriftlærd, hebr. sofer, kaldes de jød.
Lærde, som var Menighedens aandelige Ledere paa
Tiden omkr. Kristus og allerede i de
foregaaende Aarh. Da Kanon var væsentlig afsluttet, og
Loven stod i Forgrunden af Interessen, maatte
de Lærde, som studerede denne, faa en særlig
Autoritet. Deres Indflydelse i 2. Aarh. f. Kr.
er bevidnet Sir. 38—39. Som Folkets Autoritet
var de Arvtagere efter de til Templet knyttede
Præster, der ikke altid viste den Interesse for
Loven, som svarede til Tidens Fordringer. I
det ny Test. fremtræder »de Skriftkyndige« eller
»de Lovkyndige« som en afsluttet Stand, Folkets
Lærere og Førere. I Mishna anvendes
Betegnelsen S. kun om de ældste Lærere,
Generationen omtr. paa Kristi Tid. De tiltales af Folket
med Rabbi, »min Herre« og nyder den største
Ærbødighed hos Disciplene. Deres Virksomhed
bestaar i, paa Grundlag af Biblen og Tradition,
gennem en bestemt Argumentation at fastslaa,
hvad der er jød. Lov og Ret. Denne Erkendelse
gør de gældende som Dommere, bl. a. i
Synedriet, som Vejledere og som Lærere. Endvidere
er de Bærere af de jød. Studier af enhver Art.
Overlevering af Bibelteksten, dens Fortolkning
o. l. Da al deres aandelige Virksomhed er
gratis, udøver de i Reglen et Haandværk eller
anden Virksomhed ved Siden af Studiet. (Litt.:
E. Schürer, »Gesch. d. jüd. Volkes im
Zeitalter Jesu Christi«, Bd 2 [4. Udg. 1907], S.
373 ff.).
J. P.
Skriftmaleri, alm. Betegnelse for
Haandskrifters Udstyrelse med Billeder (Miniaturer)
i Guld og prægtige Farver, udførte med Pensel.
Ogsaa Rubrikators store Begyndelsesbogstaver
og Rubriker, udførte med Pen i rødt og blaat
i haandskrevne og de ældste trykte Bøger,
kaldes S.
E. S-r.
Skriftmalm (Skrifterts), se Bladtellur.
Skriftmetal, ogsaa kaldet Skrifttøj,
Skrift, Tøj (eng. type metal, fr.: Composition
pour la fonte), den Legering af blødt Bly,
Antimon og Tin, hvoraf Bogtryktyper alm. støbes.
Sammensætningen, ɔ: Maaden, hvorpaa S.
legeres, bevares som en Hemmelighed i
Skriftstøberierne, men er for øvrigt forsk. efter
Typernes Art og Brug. Forholdet bevæger sig
mellem 65—85 Dele rent Bly som Grundstof, 10—30
Dele Antimonium regulus som hærdnende
Tilsætning og 1—5 Dele fint Tin for at gøre S.
letflydende, jævnt og tæt i Massen. Undertiden
tilsættes mindre Dele af andre billigere
hærdnende Stoffer som Zink, Kobber, Nikkel, Vismut
og Kadmium. Antagelsen, at særlig
modstandskraftige Bogtryktyper i gamle Dage ogsaa
indeholdt Jern, er en Fabel.
E. S-r.
Skriftsnit (eng.: cut, fr.: gravure), den
snævrere Klassificering af de typografiske
Trykskrifter, dels efter Tegningens Karakter (fr., eng.
Antikva, Elzevier Antikva), og dels efter
Skriftbilledernes Udstrækning (brede, halvsmalle,
smalle Snit), ell. deres større og mindre
demonstrative Fremtræden (fede, halvfede, magre
Snit). Ogsaa Skriftarternes mere ell. mindre
korrekte Tilslutning til tidligere Stilperioders
Former (Romansk, Gotisk, Renaissance
[Mediæval], Barok, Rokoko) kaldes Snit. Se ogsaa
Skriftart.
E. S-r.
Skriftsprog kaldes Sprog, der skrives efter
Regler, som grunder sig paa Tradition og
Vedtægt. For saa vidt der ved Siden af mere ell.
mindre afvigende Folkedialekter bestaar et talt
Sprog, der er ell. dog opfattes som værende i
særlig Grad overensstemmende med det
skrevne, kaldes dette ogsaa ofte S., hyppigere dog vel
dannet Talesprog. Benævnelsen Rigssprog,
der er optaget fra Svensk, bruges i den senere
Tid ofte om det dialektfri Tale- og S.
Hvorledes litterære Sprog fra først af er
opstaaede, kendes kun højst ufuldkomment. Man
kan forestille sig, at fl. Egne inden for et
Sprogomraade uafhængige af hverandre har stiftet
Bekendtskab med Bogstavskrift; men det er
ogsaa tænkeligt, at Bogstavskriften først er blevet
kendt i en enkelt Egn inden for Sprogomraadet
og derfra siden er overført til de øvrige Egne.
Ved at antage disse to Tilblivelsesmaader
opnaar man en rimelig Forklaring paa det
Særsyn, at f. Eks. Græsk allerede i de ældste
Indskrifter frembyder en Række udprægede
Dialekter, medens de nordiske Runeindskrifter,
skønt de tilhører en langt senere Tid, kun har
faa og ubetydelige Dialektforskelligheder at
opvise.
En Mængde Sprog er blevne litterære i
ældgamle Tider, ældre end de, hvortil de ældste til
vor Tid bevarede Indskrifter og Haandskrifter
hører. Sprogene har været Forandringer
underkastede i den litterære som i den førlitterære
Tid. Dialektforskellighederne, der vel de fleste
Steder har været indtraadte allerede i
førlitterær Tid, maa ifølge Sprogomdannelsens alm.
Love bestandig være blevne flere og større, alt
som Aarhundrederne er hengaaede. Men det
litterære Sprog har, selv om det ikke
fuldstændig er stagneret, hvad mange Steder er sket,
aldrig helt og fuldt holdt Skridt med det talte
Sprogs Forandringer. Hertil kommer endnu den
Særegenhed ved de litterære Sprogs Historie, at
en enkelt Dialekt har fortrængt de andre og i
større ell. mindre Renhed efterhaanden hævet
sig til fælles S. for hele Sprogomraadet. Den
litterære Dialekt, der blev S., fremgik, som det
var at vente, af Talesproget i den Del af Landet,
hvor Kulturlivets Hovedfaktorer, saavel de af
aandelig som de af materiel Art, fra gammel Tid
havde deres vigtigste Samlings- og
Udgangspunkt. Fransk er udgaaet fra Isle de France,
Spansk fra Kastilien, Italiensk fra Toscana. I de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
