- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
664

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skriftstøbning - Skriftstørrelser - Skriftsystem

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Bogtrykekrkunstens Opfindelse, af hvilken Grund de to nu
fuldstændig adskilte Virksomheders
Udviklingshistorie vanskelig lader sig behandle hver for
sig. Speciallitteratur om S. findes ikke, men ret
fyldige Oplysninger om Historie og Teknik
gives i Joseph Moxon’s Mechanick Exercises
(London 1683, paa ny udg. af De Vinne, New
York 1896); i P. S. Fournier’s Manuel
typographique
(Paris 1764); i Herm. Smalian’s
»Praktisches Handbuch für Buchdrucker im
Verkehr mit Schriftgiessereien« (Danzig 1878);
i Th. L. De Vinne’s The Invention of
Printing
(New York 1878) og sammes Plain
Printing Types
(New York 1900).
E. S-r.

Skriftstørrelser, se Skriftsystem.

Skriftsystem, Betegnelse i al Alm. af de
typografiske Typelegemers indbyrdes
Størrelsesforhold. Et Bogtrykkeris Typemateriel er
systematisk, naar den trinvise Opstigen af
Keglerne, d. e. Typelegemets Bredde, taget
lodret paa Skriftbilledet, er i nøje
Overensstemmelse med en given Enhed, saaledes at hver
enkelt Skriftstørrelse altid indeholder et vist
Antal af disse, og det kaldes usystematisk,
naar Typemateriellet enten slet ikke er i
Overensstemmelse med nogen Enhed ell. det er
baseret paa to i Størrelse afvigende Enheder. Opr.
tog Skriftstørrelsernes typografisk hævdvundne
Navne nærmere Sigte paa Skriftbilledernes end
paa Typelegemernes Omfang, og dette Forhold
er endnu til Stede i de Trykkerier, hvis
Typemateriel helt ell. delvis er usystematisk.
Størrelsesbetegnelserne, der alle stammer fra 15. og
16. Aarh., viser ikke Typelegemernes
Slægtskab; de er tilfældige Navne, opstaaede i
Trykkerierne. Saaledes har Skriftstørrelserne
Missal, Kanon og Text faaet Navne efter de
Trykarbejder for Gejstligheden, til hvilke disse
særlig brugtes; Tertia (den tredje), Mittel
(den mellemste) og Petit (den lille Skrift) var
tilstrækkelig oplysende Betegnelser for
Sætterne, da Bogtrykkerne i hine Tider kun ejede faa
Skrifter, og for det meste kun en af hver
Skriftgrad. Cicero og Korpus har faaet
Navn efter Titelrubrikkens Begyndelsesord i de
Bøger, til hvilke disse Skriftstørrelser første
Gang benyttedes. Kun de mindste
Skriftstørrelsers Navne (Nonpareil, Perle,
Diamant) hidrører fra de Stempelskærere, som
først bragte disse frem og i berettiget Stolthed
gav dem de velklingende Navne.

De typografiske S.’s Fader er Pierre
Simon Fournier
, en berømt fr.
Stempelskærer og Skriftstøber. Den i Bogtrykkerierne
herskende Uorden i Typelegemerne bragte ham
1737 paa den Tanke, at lægge det da gældende
fr. Fodmaal, pied de roi (1 Fod à 12 Tommer à
12 Linier à 12 Punkter), til Grund for
Keglernes Dannelse. Han tog 2 af disse Punkter (eet
vilde være for lille, da det ikke var tykkere end
et Blad Skrivepapir, og derfor ikke lod sig
støbe af Skriftmetal) som Enhed og kaldte det et
typografisk Punkt; en Nonpareil à 6 Enheder
skulde være = 1 Linie; en Cicero à 12 Enheder
= 2 Linier og 12 Cicero à 12 Enheder = 2
Tommer af pied de roi. Fournier gennemførte
dog ikke sin Tanke, sandsynligvis fordi
Forskellen mellem de tilvante og de ny Typelegemer
vilde blive for stor. Han beholdt kun
Delingsprincippet og reducerede de to Tommer af pied
de roi
(= 54,14 mm) med 1/12 ell. godt 4 mm.
Systemet blev straks antaget af Bogtrykkerne,
men faa Aar efter Fournier’s Død viste det sig,
at Mangelen af et let kontrollerligt Grundmaal
gav nogen Usikkerhed i Fastsættelsen af
Enhedens Størrelse. To andre berømte
Skriftstøbere, François Didot (Fader) og
Firmin Didot (Søn), gennemførte Fournier’s
opr. Tanke: en nøje Overensstemmelse med det
gældende Fodmaal: 6 Enheder = 1 Linie af
pied de roi. Da de gl. Størrelsesnavne ikke lod
sig bringe i Samklang med Didot’ernes ret
betydelig forstørrede Typelegemer, foreslog de, at
Enheden fremtidig skulde kaldes Legeme (corps)
og Skriftstørrelserne angives med Tal: Legeme
6, 7, 8 o. s. v. Didot-Systemet vandt
efterhaanden Terræn og er nu det mest udbredte i
Europa, men de gl. Størrelsesnavne bruges endnu
overalt og lader sig til Trods for deres
Meningsløshed næppe udrydde i en overskuelig
Fremtid. I Tyskland, hvor Didot-Systemet i
1870’erne ogsaa blev antaget som Normalsystem,
overførtes det 1878 — da pied de roi for længst
havde ophørt at være et lovligt Fodmaal —
paa Meteren. 2660 Didot’ske Enheder stemmer
overens med 1 m. 798 Enheder med 35 cm.
Tysk Normalsystem og det
metriske System
er kun nyere tyske Navne for
Didot-Systemet. Skrifthøjden
(Papirhøjden), der opr. var 10 1/2 Linie af pied de roi =
63 Didot’ske Enheder i Fournier’s og Didot’s
Systemer, er i Tidens Løb sunket henved 1/2
Punkt; da Skrifthøjden nødvendigvis maa være
den samme i hele et Bogtrykkeris Skriftmateriel
og en Tilbagevenden til den opr. Højde vilde
skabe store Vanskeligheder i de Trykkerier, der
alt var indrettede paa Didot-Systemet, fastsattes
Skrifthøjden til fremtidig at være 62,75 Didot’ske
Legemer. Udslutningerne, d. e. de Typelegemer
uden Skriftbilleder, som giver Mellemrummene


<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0682.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free