Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Slangegift - Slangegran - Slangehalsfugl, Slangehalsskarv - Slangehoved - Slangehoveder - Slangekaktus - Slangekultus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bedst at beskytte Individer, der er særlig
udsatte for Angreb, ved en Immunisering, der for
Menneskers Vedk. lettest gøres ved en med
regelmæssige Mellemrum foretagen Indsprøjtning
af et meget kraftigt Immunserum. Har et Bid
truffet et Menneske, bør man selvfølgelig først
og fremmest søge at forhindre, at Giften
opsuges fra Saaret. Findes dette paa et Sted, hvor
det overhovedet lader sig gøre, omsnører man
Lemmet oven for Saaret saa fast, at
Blodkredsløbet fuldstændig ophører; kan man ikke
foretage en saadan Omsnøring, kan man maaske
dog i hvert Fald i nogen Grad forhindre
Resorptionen ved at trykke en Ring ell. Hovedet
af en Nøgle fast om Saaret. Det maa imidlertid
ske øjeblikkelig. Allerede efter nogle Minutters
Forløb kan det være aldeles nytteløst. Derpaa
forsøger man at faa saa meget af Giften ud af
Saaret som muligt ved Sugning med Munden
(man maa selvfølgelig ikke have Saar paa
Læberne ell. i Munden), ell. at destruere Giften
ved Ætsning af Saaret, enten med glødende
Jern ell. en stærk Syre (Svovlsyre, Salpetersyre
ell. Saltsyre); det før saa meget anvendte
Ammoniak synes at være temmelig uvirksomt. Hvis
der er Mulighed derfor, inden for en kortere
Tid, kan man foretage en Injektion af en svag
Guldkloridopløsning ell. selvfølgelig bedst af et
stærkt Immunserum, der endnu virker efter
1—2 Timers Forløb og i hvert Fald bør
forsøges, da det selv er uskadeligt. Er Giften trods
alt resorberet, maa Forgiftningen behandles
symptomatisk, og navnlig maa man søge at
bekæmpe den indtrædende Koma og Lammelse
ved stærke inciterende Midler, Opvarmning,
kunstig Respiration og Inhallation af ren
Ilt. (Litt.: Af ældre vigtige Undersøgelser
over S. kan nævnes: Fayrer & Brunton,
Proc. of the Royal Soc., 22. [1874]; Wall, Proc.
of the Royal Soc., 32. [1881] og Weir
Mitchell & Reichert, Smithsonian Contribut.
Nr. 647 [Philadelphia 1885]. De nyere
Undersøgelser over Toksiner og Antitoksiner begynder
med Calmette’s grundlæggende
Undersøgelser i Annal. d. l’Inst. Pasteur, VI [1892]. En
Oversigt over disse findes i Calmette, Le
venin des serpents [Paris 1896].
Litteraturangivelser fra de senere Aar findes i Artiklen
»Schlangengifte« af M. Calmette [Kraus &
Levaditi’s »Handb. d. Technik u. Methodik der
Immunitätsforschung«, Bd 1, 1908, og i Artiklen
»Antigene tierischen Ursprungs« af H. Sachs
i samme Haandbog]).
(S. T.). O. T.
Slangegran, se Picea.
Slangehalsfugl, Slangehalsskarv, se Skarv.
Slangehoved, se Echium.
Slangehoveder (Ophiocephalidæ), en
Familie af afysostome Benfisk. De har en temmelig
langstrakt, bagtil lidt sammentrykt, fortil
næsten trind Krop, et bredt og fladt Hoved med
skjoldlignende Skæl paa Oversiden, en dybt
spaltet Mund, skælklædte Gællelaag uden Torne
og ingen Pigstraaler i Finnerne; Ryg- og
Gatfinnen lange. Det er Ferskvandsfisk. Man
kender c. 30 Arter fra Ostindien og Kina, 3 Arter
fra Afrika. S. staar nær ved de
Labyrintgællede og kan ligesom disse aande atmosfærisk
Luft ved Hjælp af nogle Hulrum bagtil i
Munden. S. kan leve temmelig længe uden for
Vandet, og man træffer dem jævnlig paa Land i
Færd med at krybe fra et Vand til et andet; i
Tørtiden finder man dem nedgravede i Dyndet,
men de vækkes atter til Live, naar Regnen
fylder Lavningerne, hvorfor de Indfødte tror, at
Fiskene falder ned med svære Regnskyl. Ogsaa
naar S. er i Vandet, kommer de af og til op i
Overfladen og sluger Luft; hindrer man dem i
aÆ komme op, kvæles de. S. naar en Længde af
45 cm og spises af de Indfødte.
Ad. J.
Slangekaktus, se Cereus, S. 723.
Slangekultus, Slangebesværgelse.
Mangfoldige vilde Folk ærer Slangen som helligt
Dyr, og i Oldtidskulturernes Hedenskab har det
samme været Tilfældet. De sydvestafrikanske
»Brassmen« lægger endnu saa stor Vægt paa
denne Kultus, at den eng. Regering har
maattet forpligte sig til at lade den frygtelige
Python-Slange i Fred, og Drab af Slangen hævnes
som Helligbrøde. Men den samme Slange
æredes som bekendt i det gr. Delfoi, hvor Sagnet
om, at Apollon havde dræbt Python, vel kun
betegner, at Gudens Kultus havde fortrængt
Slangens; Præstinderne kaldtes dog stedse
pythiske. Ved Erechteion-Templet paa Athens
Akropolis underholdtes bestandig Slanger, som
bl. a. næredes med Honningkager. Denne —
for Slanger uspiselige — Spise tyder paa, at
Slangerne opfattedes som chthoniske
(underjordiske) Guder (se Guddom) ell. disses
Repræsentanter; thi til disse Væsener ofredes der
gerne Honning. Andre chthoniske Guder som
Demeter, Hekate, Erinyerne, Asklepios o. fl.
havde Slangesymboler. Aabenbart har man
tænkt sig Slangerne som Budbringere til eller
Aabenbarelser af de underjordiske Væsener. Bl.
primitive Folk synes S. bedst at kunne forklares
totemistisk (se Totem), ɔ: visse Slægter
stiller sig under Slangers Beskyttelse ell. nedleder
endog deres Herkomst fra dem. Deraf Forbudet
mod at dræbe Slangen, parret med den
sakramentale Nydelse af dens Kød. Allerede
Grækerne iagttog saadanne Forholdsregler over for
Slanger hos lilleasiatiske Folk. Hos de hedenske
Semiter har S. spillet en Rolle, hvilket endnu
genspejler sig i Beretningen om den
Kobberslange, Moses oprejste i Ørkenen (4. Moseb. 21,
8—9), og fortsætter sig i Forestillingen om
Djævelen som Slange (1. Moseb. 3; 1. Kor. 10, 9;
Joh. Aab. 12, 9). — Af disse forsk. Grunde, men
vei ogsaa p. Gr. a. Slangernes
hemmelighedsfulde og skæbnesvangre Optræden, gøres der
udstrakt Brug af Slanger ved alle Haande
Besværgelser, idet den tæmmede og med
Besværgeren fortrolige Slange i Reglen optræder
som den højere Magt, der tilhvisker ham hans
Sandsagn, meddeler ham dæmoniske Kræfter
(ved at omsno ham e. l.), afgiver den
Slangegift, hvori han tilsyneladende dræber sig selv
for at gaa over i en højere Tilstand, ell.
endelig fungerer som en ham undergiven Dæmon til
Fordrivelse af andre Dæmoner eller mere
praktisk af Rotter og Mus. Mange Steder er den
opr. religiøse Besværgelse endt i alm. Jonglør-
og Slangetæmmerkunster. (Litt.: I.
Fergusson, Tree and Serpent worship [1868]; I. B.
Deane, The Worship of the Serpent traced
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
