Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Slaveri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Frigivne, undtagen efter Krigstjeneste. Derimod
gjaldt den faste Regel (ligesom i Rom), at
Slavers Vidnesbyrd kun afhørtes efter Pinsler.
Kun faa og mindre Slaveuroligheder nævnes.
Sparta havde ikke Enkeltmands-, men kun
Statsslaver, de livegne Heloter; de behandledes
haardt, og man gik stundom saa vidt, at man
ved planmæssig Udryddelse søgte at holde
deres Tal nede.
Ingensteds i Oldtiden blev S. dog udviklet
saa stærkt som hos Romerne, thi her
regnedes Slaven kun for en Ting og var aldeles
retløs, saa ;at Herren kunde dræbe ham efter
eget Tykke (indtil Hadrian’s Tid). Mellem
Slaverne fandt intet Ægteskab Sted, men kun løst
Samliv. De behandledes med stor Haardhed,
ja tit med oprørende Grusomhed, især
Husslaverne, baade fra Mænds og Kvinders Side, og
fra 265 f. Kr. brugtes de bl. a. til de blodige
Fægte- og Dyrekampe (se Gladiatorer),
men paa den anden Side ogsaa som Lærere
for Børnene. Efter de puniske Krige voksede
deres Tal umaadelig; Rigmænd havde
Hundreder, ja Tusinder paa deres Godser (i den
senere Tid indtil 20000), saa at efterhaanden
de smaa Selvejere helt fortrængtes fra
Landbruget. Fra alle de undertvungne Lande førtes
Slaver til Rom og brugtes efter deres
Nationalitet til forsk. Arbejder. Den Haardhed, der
øvedes mod dem, fremkaldte gentagne farlige
Slavekrige (s. d.), som bagefter straffedes med
talrige Korsfæstelser, og det var derfor intet
Under, at Kristendommens milde Lære senere
fik saa stor Indgang bl. Slaverne. Af stor Bet.
blev de talrige Frigivelser, thi de Frigivne fik
Borgerret, om end med indskrænkede
Rettigheder, og deres Børn gik helt op i Folket (3.
Slægtled regnedes for fribaarent). Under
Kejserdømmet var Kejserens Frigivne endog
Romerfolkets egl. Styrere, fordi fri Mænd ikke
kunde gøre Tjeneste som Kejserens private
Hjælpere. Ikke faa rom. Forfattere var
Frigivne, saaledes Livius Andronicus, Terentius,
Phædrus, endvidere Epictetus.
De germanske Folk, der trængte ind i
Romerriget, havde ogsaa Slaver, dels Livegne,
som dyrkede Jorden, dels egl. Trælle, der var
en Handelsvare, og disses Tal steg betydelig
under Krigene med Romerne. I de flg. Aarh.
(efter Karl den Store’s Tid), da Kampene
førtes mod de slaviske Folk Øster paa, forøgedes
Tallet endnu mere; thi alt som disse Folk blev
undertvungne, solgtes Slaver derfra til de vest-
og sydeuropæiske Lande i saa stor Mængde, at
selve Navnet »Slave« optoges fra Folkenavnet.
I de nordiske Lande var der ogsaa S.; Trællene
var saare ringeagtede og led ofte ilde og
vilkaarlig Medfart. De var ogsaa næsten retløse
(beskyttedes kun for deres Pengeværdi);
Frigivelse var dog ikke sjælden, og deres Tal
synes aldrig at have været ret stort.
I den første Del af Middelalderen fandtes
saaledes i næsten hele Europa egl. S. ved Siden
af Livegenskabet, og det skyldes fortrinsvis
Kirkens Indflydelse, at det baade mildnedes og
efterhaanden ophørte, saa at Slaverne lidt
efter lidt smeltede sammen med de Livegne. De
første Skridt til at fremme en saadan
Overgang var allerede tagne under det rom.
Kejserdømme, og idet Kristendommen gjorde
Arbejdet hæderligt, havde den undergravet S.’s
Bestaaen. I fl. Hundrede Aar havde man dog
det mærkelige Skue, at Kristne og
Muhammedanere indbyrdes solgte Slaver af Modpartens
Tro; saaledes var Lyon Midtpunkt for en
Handel med mauriske Slaver, der var tagne til
Fange i Krigene i Spanien, medens der i Rom
solgtes kristne Slaver, som førtes dertil fra de
sydlige Lande. Mod Slutn. af 13. Aarh. var det
egl. S. med dertil hørende Slavehandel ophørt
i næsten hele Europa (i Norge synes det
allerede ophørt omtr. 1200, i Danmark i Løbet af
13. Aarh., men i Sverige først henimod 1350);
dog holdt det sig endnu paa den pyrenæiske
Halvø indtil 1500, vistnok p. Gr. a. Naboskabet
med Maurerne.
Grundlaget til Livegenskabet var i de
romanske Lande lagt ved det Fæstevæsen af
stavnsbundne Landbrugere (coloni), som
udvikledes under det rom. Kejserdømme; men dertil
kom de egl. Livegne, som allerede fandtes hos
de germanske Folk. Senere forøgedes Tallet
dels med tidligere Slaver, alt som S. ophørte,
dels med fri Mænd, som under Middelalderens
lovløse Forhold søgte Ly under en enkelt
Adelsmands eller et Klosters Værn og opgav deres
personlige Frihed for at finde Tryghed for
Slægt og Ejendom. Livegenskabet var nærmest
en mildere Form af S.; det var vistnok
arveligt, men den Livegne var ingenlunde retløs
som Slaven. Han var bundet til Jorden og gik
ved Arv ell. Godsets Salg over til den ny Ejer;
han kunde ikke forlade Godset uden Tilladelse
og var underkastet mange, til Dels ydmygende
Indskrænkninger i sin Frihed (saaledes
Herrens Revselsesret), samt maatte yde baade
Pligtarbejde og Afgifter, og maatte tit taale
megen Vilkaarlighed. Men han kunde eje
Formue, var raadig i sit Hus og kunde føre Sag
for Retten. Han maatte have Herrens
Samtykke til sit og sine Døtres Giftermaal, og deraf
udvikledes i visse Egne, især i Sydfrankrig og
Spanien, den Ret ell. Skik, at Herren nød
Brudenatten hos de nygifte Kvinder (se jus
primæ noctis). Efter den Livegnes Død
tilfaldt en Del, stundom endog en væsentlig Del
af hans efterladte Ejendom Herren. Til
Gengæld skulde denne sikre hans Underhold og
maatte udrede Mandebod, hvis han dræbte
ham. Livegenskabet bredte sig over hele Vest-
og Mellemeuropa og under Form af
Vornedskab (s. d.) til Danmark, men var ikke lige
strengt overalt og fik tidlig, til Dels ved
Kirkens Indflydelse, paa mange Steder en mildere
Form som et arveligt Fæste (saaledes i
England og i Kastilien i 14. Aarh.) ell. som et
Vasalforhold, der nu blev det laveste Trin i den
feudale Samfundsordning.
Allerede under Korstogene fandt jævnlig
Løskøb Sted, medens Bøndernes senere gentagne
Forsøg paa at frigøre sig ved Magt mislykkedes
(se Bondekrig og Jacquerie). I
Italien ophørte Livegenskabet allerede i 15. Aarh.;
i England afskaffede Dronning Elisabeth det
1574 paa Kronens Godser, og det faldt snart
efter helt bort, medens det i Skotland holdt sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
