Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Slaviske Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Behandling af Overgangsvokalen efter r og l (russ. I
vorona, »Krage« o. s. v. ovenf.). Et langt
yngre Skelnemærke er den faste Accent i de
allerfleste vestslaviske Dialekter (i Polsk paa
næstsidste, i Bøhmisk paa første Stavelse) i
Modsætning til den meget uregelmæssige
Accent i Sydslavisk og Russisk med Lillerussisk.
Den russ. Accent falder i det hele taget paa de
samme Stavelser som den forhistoriske
fællesslaviske Accent; i Sydslavisk har der derimod
fundet Forskydninger Sted; til Gengæld har
Serbisk og Slovensk bevaret de tydeligste Spor
af de fra Litauisk kendte to Accentkvaliteter;
nogle makedoniske Dialekter har fast Accent
paa trediesidste Stavelse.
De s. S. kan inddeles i flg. tre Grupper (for
Hovedsprogenes Vedk. henvises til de særlige
Artikler): 1) Russisk og Lillerussisk,
2) Sydslavisk, som omfatter a) Bulgarisk,
b) Serbisk-Kroatisk og Slovensk. Slovensk, talt
af omtr. 1500000 Mennesker (i Kärnten, Krain
og Steiermark, nogle Egne af Illyrien, Friaul
og Vest-Ungarn), staar Serbisk overmaade nær
og er paa den anden Side stærkt delt i
Dialekter. Den gamle Nasalvokal ą, som i Serbisk
bliver til u, optræder i Slovensk som o
(nøjagtigere uo, langt lukket o med et flygtigt
Forslag af u). Det ældste Sprogmindesmærke (som
benævnes efter sit Findested Freising) er et
Par Skrifteformularer og en Homilie fra Slutn.
af 10. Aarh. ell. Beg. af 11. Aarh. Paa
Reformationstiden udvikler sig en betydelig
Litteratur; berømtest er Reformatoren Primus
Truber (1508—86). I den paafølgende kat. Periode
fører Sproget en Skyggetilværelse, men vaagner
i 19. Aarh. til nyt Liv. En enkelt slovensk
Forfatter Stanko Vraz slutter sig til den illyriske
(fælles serbisk-kroatiske) Bevægelse, men dette
finder ikke Efterfølgelse. Slovenernes kendteste
Digtere er Vodnik (1758—1819) og især
Prešéren (1800—49). Den slovenske Dialekt i
Resia-Dalen i Norditalien (især undersøgt af
den polske Sprogforsker Baudouin de
Courtenay) har visse paafaldende
Ejendommeligheder (Vokalharmoni, Tyvetalssystem),
hvoraf man med Urette har draget
vidtgaaende Slutninger. Hjælpemidler til Slovensk er
(foruden et Antal Grammatikker) Sket,
»Slovenska slovstvena čitanka« (Wien 1893) samt
den store Ordbog af Pleteršnik (Laibach
1894—95) og den mindre af Janežič
(Klagenfurt 1893). — 3) Vestslavisk: a)
Tschekkisk (Bøhmisk) tillige med Mährisk og
Slovakkisk. b) Sorbisk i Nedre-Lausitz (den saakaldte
Spreewald) og Øvre-Lausitz (dels under
Sachsen, dels under Preussen; litterært Midtpunkt
Bautzen), talt af omtr. 150000 Mennesker (mest
Protestanter). Navnet Sorber er identisk med
Navnet paa de sydslaviske Serber; Tyskerne
bruger Navnet Wenden. Sorbisk frembyder
nogle særlige Lighedspunkter med Bøhmisk;
Sorberne har ogsaa under deres vekslende
politiske Skæbner bl. a. hørt under det
stormähriske Rige (i 9. Aarh.) og under Böhmen. De
(lidet talrige) kat. Sorber har fra 1704 et
Præsieseminar i Prag. Omkr. 1830 begynder et
nationalt og økonomisk Opsving hos Sorberne,
der ogsaa fører til et betydeligt litterært Liv.
De to forsk. Skriftsprog i Forbindelse med
Modsætningen mellem Katolikker og Protestanter
samt Folkets ringe Tal vil dog altid lamme
Litteraturens Bet. Ordbog af Pfuhl
(»Lau-itzisch-wendisches Wörterbuch«, Bautzen 1866);
grammatiske Arbejder af Mucke, der ogsaa
har udg. et sorbisk Tidsskrift; G. Schwela,
»Lehrbuch der niederwendischen Sprache« (I,
Heidelberg 1906, II Cottbus 1911). c) Polsk. I
nøje Forbindelse med Polsk staar Kašubisk
(nordøstlige Pommern og nordvestlige
Preussen) med Underdialekten Slovintsisk; Kašubisk
tales af omtr. 150000 Mennesker, men har
ingen Litteratur. Ordbog af Ramułt (paa
Polsk, Krakau 1893); grammatiske Arbejder af
Bronisch, Mikkola, Lorentz;
Lorentz, »Slovinzische Grammatik« (Petrograd
1903). Spørgsmaalet om, hvorvidt Kašubisk kan
regnes for en polsk Dialekt ell. ikke, drøftes
i Fagtidsskrifter med stor Iver og ikke uden en
vis Lidenskab. Fjernere fra Polsk staar en
anden Rest af Nordvestslavernes Sprog, nemlig
det nu uddøde Polabisk (Elb-Slavisk) fra
Egnen ved Lüneburg, hvori vi har en Del
Optegnelser fra Tiden omkr. og efter 1700. Disse
Mindesmærker har faaet en udførlig og
mønsterværdig Behandling ved den berømte tyske
Sprogforsker August Schleicher (»Laut-
und Formenlehre der polabischen Sprache«,
Petrograd 1871).
De s. S. staar hinanden gennemgaaende
meget nær. Det gamle Kirkesprog, Oldbulgarsk,
opviser endnu de fleste af de Træk, der maa
anses for fælles-slaviske; dog træder ogsaa
mange spec. bulgariske Træk allerede frem, og om
Accenten meddeler Mindesmærkerne os intet.
Billedet maa derfor suppleres ved Hjælp af de
moderne Sprog, der hvert for sig (ikke engang
Polabisk danner nogen Undtagelse) yder sit
Bidrag dertil. Den slaviske Sprogvidenskab er
saaledes en uopløselig Enhed, hvis enkelte Led
betinger hinanden. Granskningen af slavisk
Kultur og Litteratur danner ikke i samme Grad en
Enhed, om end det nære sproglige Slægtskab
har medført mange gensidige kulturelle
Paavirkninger, lige fra 9. Aarh., da Bulgarerne
Kyrillos og Methodios prædikede i det
mähriske Rige, indkaldte af den mähriske Fyrste, til
19. Aarh., da den nationale Vækkelse i de
forsk. slaviske Lande med Böhmen i Spidsen
knyttede mange Baand mellem de enkelte
slaviske Folk og tillige skabte den slaviske
Filologi. Denne Videnskabs Grundlægger er
nærmest Bøhmeren Dobrovský (1753—1829);
desuden bør nævnes Bøhmeren Šafařik
(1795—1861), Serberen Vuk Karadžić
(1787—1864) og Sloveneren Kopitar
(1780—1844). Til sin fulde Udfoldelse naaede
Videnskaben ved Sloveneren Miklosich (s. d.);
den har derefter haft mange Dyrkere af
slavisk og ikke-slavisk Nationalitet, bl. hvilke de
kendteste er Tyskeren Leskien og Serberen
Jagić, Udgiveren af Tidsskriftet »Arcniv für
slavische Philologie«. Af alm. Hjælpemidler
kan (foruden en Række russ. Arbejder) nævnes
Miklosich, »Vergleichende Grammatik der
slavischen Sprachen« og »Etymologisches
Wörterbuch der slavischen Sprachen«; Vondrák,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
