- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
835

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Snellman, Johan Vilhelm

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

til at naa saavel Kulturens som Samfundslivets
Højder var at ombytte sit Modersmaal med
Svensk). Han føler det som sin Pligt at vende
tilbage til dette »sit eget og Elendighedens
Hjem« for der »for alle Verdenshjørner« at
raabe ud, hvad han nu tænker i det skjulte.

Inden S. kom hjem, foretog han en længere
Udenlandsrejse til Tyskland, Østerrig og
Schweiz og udgav 1841 »Versuch einer
spekulativen Entwicklung der Idee der Persönlichkeit«
og 1842 sit Hovedværk »Läran om staten«. Han
vendte tilbage til Finland lige efter. Imidlertid
var Konsistoriums Uvilje mod ham
uformindsket trods hans Fremgang baade som Forf. og
Filosof i Udlandet; der var ingen Stilling for
ham at faa i Helsingfors. Efter en øjeblikkelig
Svaghed i Retning af at lytte til de
venskabelige Stemmer, som fra hinsides den botniske
Bugt lokkede ham til at bytte Fædreland og
gribe de gode Chancer i Sverige, søgte han og
fik Stillingen som Rektor i Kuopio i Savolaks.
Med sin sædvanlige Arbejdsiver greb han fat
paa alle de Opgaver, han kunde aflokke
Stillingen, og omskabte den lille fredelige By til et
aandeligt Centrum for Landet, ikke mindst ved
at han 1844 dèr begyndte at udgive samtidig
to Tidsskr.: det ene »Maaniehen ystävä«
(Landmandens Ven) paa Finsk var for Menigmand
og bidrog i høj Grad til at vække
Landbefolkningens Oplysningstrang ved sit kvikke,
populære Indhold (S. overlod det efter nogle
Maaneder i andre Hænder), det andet paa Svensk
»Saima« var tænkt for det dannede Publikum.
Det var med dette Blad, at S. begyndte sin
egentlige Mission som Vækker af et nationalt
Kulturliv. Han paaviste skarpt Svagheden i
det aandelige Liv og de boglige Interesser; han
hudflettede med Ironi Landets Presse, som af
Angst ikke berørte alm. Spørgsmaal paa en
oplysende og fremskridtsvenlig Maade, men lod
dem ligge for i Stedet at beskæftige sig med
unyttige Ting. Uafladelig indskærpede han, at
Aarsagen til denne Slaphedstilstand var den, at
Finland ikke havde nogen Nationallitteratur;
og en Nationallitteratur kunde kun tænkes paa
det finske Sprog. Ved Siden af behandledes de
forskelligste Spørgsmaal i »Saima«: om Skolen,
om Forbedring af Kvindeuddannelsen, om
Industriens Udvikling, om Næringsfrihed og Told,
om Grundejerforhold, om Fattigpleje — alt paa
en vækkende og æggende Maade; aldrig
tidligere havde man saadan diskuteret offentlige
Anliggender som nu, ofte med stor Hidsighed.
Især var det de nationale Spørgsmaal med Krav
til den dannede Klasse om at afstaa fra sin
sproglig privilegerede Stilling, som i mange
Kredse vakte Uvilje.

Imidlertid kunde Virksomheden i Kuopio i
det lange Løb ikke tilfredsstille S. Atter blev
han fristet til at søge Professorstilling i
Sverige; han indsendte Ansøgning, men tog den
tilbage, da han hørte, at han saa aldrig mere
maatte vende tilbage til Finland. Han havde
nemlig den dybe Overbevisning, at en Mand
skylder sit Land sin Livsgerning, og besluttede
at underkaste sig sin Skæbne, skønt med »dump
Resignation«. »Saima« gik ikke længe. Skønt
han altid behandlede sociale og praktiske
Spørgsmaal paa en saglig Maade, og skønt den
Heftighed, som ikke sjældent kom til Orde i
hans polemiske Artikler, aldrig havde Adresse
til Landets Styrelse, var hans kraftige
Vækkelsesvirksomhed som saadan en tilstrækkelig
Aarsag til at ængste Regeringen, hvis Rettesnor
var: intet maa »høres«, det sikreste er, at alt
bliver ved det gamle. Udgivelsen af »Saima«
blev forbudt 1846.

S. fik dog Lejlighed til at fortsætte sin
journalistiske Virksomhed. 1847 fik Elias Lönnrot
Tilladelse til i Kuopio at udgive »Litteraturblad
för allmän medborgerlig bildning«. Den egl.
Redaktør var dog S. Tidsskr. udkom først to
Gange, senere kun een Gang maanedlig, og de
saare vanskelige Forhold nødte til
Forsigtighed. Dog blev S.’s mægtige Aand ved at spores
i Behandlingen af de offentlige Spørgsmaal.

1848 søgte S. den ledige Professorstilling i
Filosofi i Helsingfors, men blev forbigaaet.
Desuagtet flyttede han til Hovedstaden, hvor hans
Venners Forsøg paa at faa ham ansat ved visse
større Institutioner — som Rektor for en
Handelsskole og Agent for et Søassuranceselskab —
strandede paa Regeringens Vrangvilje imod
ham. Han levede i adskillige Aar i stille
Tilbagetrukkethed med sin Familie af tilfældigt
Arbejde. Efter Krimkrigen begyndte der
imidlertid at blæse friere Vinde, der skete
Personskifte lige fra Tronen og ned til
Generalguvernørs- og Universitetskanslersposterne i
Helsingfors, og endelig 1856 blev S. udnævnt til den
for en Tid af politisk Angst nedlagte og nu
atter oprettede Professorstilling i Filosofi —
Maalet for hans Bestræbelser lige fra Ungdommen.
Den økonomiske Uafhængighed gav hans
litterære Virksomhed ny Fart, og det kunde snart
spores, at den gamle Kæmpe ikke endnu
havde nedlagt Vaabnene i »Litteraturbladet«, som
var flyttet med ham til Hovedstaden, men i
mange Aar havde ligget i andre Hænder. En
heftig Storm vakte hans Optræden mod en
Kritik af finske Forhold i Sveriges Presse og da
især imod i Sverige boende finske Kolonister —
først og fremmest den unge Digter E. v.
Qvanten —, der kaldte Tilstanden i Finland
uholdbar og pegede paa en Genforening med
Sverige som eneste Udvej af Uføret. S. ansaa det
for uværdigt at appellere til en fremmed
Nations Medlidenhed; Forholdene var tværtimod
ved at bedres, og den eneste værdige
Fremtidsvej for Finland laa i Retning af at bygge
videre paa netop de forhaandenværende Forhold.
Denne S.’s Paastand skaffede ham en skarp
Beskyldning for Forræderi i Sverige, hvor man
desuden saa paa Arbejdet for det finske
Elements Højnelse som udsprunget af et Ønske
om at drive en Kile ind imellem de to
Søsterlande. Modstanden mod S. i Hjemlandet
forøgedes i visse Kredse derved, at han holdt paa
det saakaldte »Januariutskottet«; dette blev i en
Tid, hvor hele Nationen længtes efter en
Landdag (den sidste holdtes 1809), sammenkaldt paa
en grundlovsmæssig set tvivlsom Maade, men
erklæredes af Kejseren, efter at han var blevet
gjort opmærksom paa Ulovligheden, for kun
et forberedende Udvalg. S. anerkendte denne
Form, mens andre rethaverisk kun stemte for
et non possumus. Anklagerne for at bøje sig
for Magthaverne gjorde den stolte Mand bitter.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0863.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free