Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Snive og Springorm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tuberkulose, som en Slags Difteri ell. slet og ret som
en kronisk Ernærings- og Svækkelsessygdom
(Kakeksi). Under saadanne Forhold kølnedes
ganske naturligt Iveren for den tidligere saa
energisk gennemførte Bekæmpelse af
Sygdommen fra det offentliges Side, og Følgen heraf
blev, at S. i Tyskland og Frankrig fik en
saadan Udbredelse, at den siden har holdt sig
stationær i disse Lande. I Danmark har
Sygdommen ikke saaledes faaet Lov til frit at hærge
Hestebestanden. Takket være Abildgaard’s og
Erik Viborg’s klare Standpunkter m. H. t.
Opfattelsen af S.’s Natur har Sygdommen stadig
været bekæmpet med Nedslagning af de
angrebne Dyr, og den har derfor ikke kunnet
sætte sig fast. Hver Gang der har været et
Udbrud, er Smitstoffet blevet slæbt til Landet
med indførte fremmede Heste. Navnlig efter at
Danmark for fl. Aar siden begyndte at indføre
russ. Heste i stort Tal, har S. jævnlig gæstet
Landet, og fl. Gange har den faaet en ret stor
Udbredelse, inden den blev opdaget. Ikke desto
mindre er det hidtil stedse lykkedes at blive
Sygdommen kvit igen efter forholdsvis kort
Tids Forløb. 1882 lykkedes det Tyskerne
Löffler og Schütz ved bakteriologiske
Undersøgelser at paavise og rendyrke S.-Bakterien,
en lille Bacil (stavformet Bakterie), og ved
Podningsforsøg har de samme Forskere
fastslaaet, at S. er en specifik Infektionssygdom,
hvis Smitstof ikke kan formere sig i den fri
Natur (Kontagium).
Som allerede paavist af Abildgaard og
Viborg har S.-Bacillen ikke nogen stor
Modstandsevne (Tenacitet); den dræbes forholdsvis let
ved Indtørring, Opvarmning, Paavirkning af
Sollys og de alm. Desinfektionsmidler. Man
(Löffler) regner, at Bakterierne uden for
det dyriske Legeme kan holde sig i Live i
højest 4 Maaneder.
S.-Bacillen trænger ind i Dyrelegemet ad
forsk. Veje. Det sker vistnok hyppigst gennem
Luftvejenes Slimhinder, men dernæst gennem
Fordøjelseskanalen, og endelig kan
Infektionen ogsaa finde Sted gennem Huden, naar
denne i Forvejen er beskadiget. I de dyriske
Væv fremkalder Bacillerne en ejendommelig
(specifik) Betændelse, hvorved der dannes en
lille Knude (S.-Knude), som navnlig paa
Slimhinderne og i Huden har udpræget
Tilbøjelighed til at falde hen i en ostet ell. materieagtig
Masse, og derved dannes mindre og større, om
sig ædende Raadsaar (S.-Saar). Undertiden kan
disse dog atter heles under Dannelsen af store,
uregelmæssig stjerneformede Ar (S.-Ar). I
Lungerne undergaar S.-Knuderne ogsaa
tilbageskridende Processer; de foroster, forkalker
ell. indkapsles ved en reaktiv Betændelse i det
omgivende Væv. Ikke sjældent ytrer S. sig
som udbredte, graalighvide, flæskede
Nydannelser, som paa Slimhinderne (Næsens) danner
flade Fortykkelser og i Lungerne fremkalder
mere ell. mindre udbredte (lobulære
bronkopneumoniske) Fortætninger (S.-Infiltrationer).
Ogsaa disse kan falde hen i raadagtige
(gangrænøse) Masser ell. undergaa bindevævsagtige
Omdannelser (Induration). Fra Infektionsstedet
breder Bacillerne sig gennem Lymfe- og
Blodbanerne og kan paa den Maade angribe
Organer, der ligger fjernt fra det opr.
Indvandringssted (S.-Metastase, generaliseret S.). De
Organer, som hyppigst lider, er Luftvejenes
Slimhinder, Lungerne, Lymfekirtlerne, Huden og
det underliggende Bindevæv. Naar S. podes
ind paa Heste, varer det i Reglen kun nogle
faa (3—5) Dage (Inkubationstiden), inden
Sygdommen bryder frem. Ved alm.
Smitteoverførelse (gennem Aandedræts- ell.
Fordøjelsesorganerne) er det vanskeligere at bestemme
Inkubationstiden, fordi Lidelsen som oftest
forløber kronisk; den begynder snigende og kan
i lange Tider — undertiden i fl. Aar — holde
sig ubemærket (latent). De første
Symptomer ved den alm. kroniske Næse- og
Lungesnive er: misfarvet, gulliggrønt,
undertiden blodblandet Næseflaad, fastliggende,
haard Kirtelhævelse i Kæbekulen, Raadsaar ell.
Ar paa Næseslimhinden; efterhaanden kommer
der Tegn paa uregelmæssig Feber, Haarlaget
bliver børstende, Dyrene magre af, de faa
undertiden Hoste og besværet Aandedræt, og hos
de fleste tiltager Matheden og Afkræftelsen,
indtil Døden gør Ende paa deres Lidelser. Ved
Hudsniven, som kan forekomme sammen
med Næse- og Lungesnive, men i Reglen har
et mere akut Forløb, dannes der rundt omkr.
paa Kroppen ærte- til nøddestore Knuder. De
bryder op som smaa Bylder, fra hvilke der
udgaar bugtet forløbende, ormagtige Strenge
(betændte Lymfekar), som undertiden forsvinder
hurtig igen og derved har givet Anledning til
Betegnelsen »Springorm«. Den akutte S. er
ikke hyppig hos Hesten uden efter Indpodning;
derimod er denne Form den alm. hos Æselet
og Bastarderne. Den viser sig ved en af
Kuldegysninger indledet, voldsom Feber, under
hvilken der i Løbet af faa Dage fremkommer
udbredte Saardannelser paa Næseslimhinden,
materieagtigt, blodigt Næseflaad, anstrengt
hørligt Aandedræt, Hævelser med Springormsaar
paa Kroppen, hurtig og betydelig Afkræftelse,
og i Løbet af 8—14 Dage indtræder Døden.
Skønt Symptomerne saaledes i Alm. maa
siges at være ganske karakteristiske, er det dog
ingenlunde altid let at stille en bestemt
Diagnose. Selv de svære Former af S. bliver ikke
saa sjældent forvekslede med forsk. forholdsvis
godartede Lidelser, og i sine latente Former er
S. meget vanskelig at erkende. Lange Tider
igennem søgte man i Tvivlstilfælde at komme
til Klarhed m. H. t. Diagnosen ved at pode
Næseflaaddet ell. Pus fra Springormbylderne
ind paa særlig modtagelige Dyr (Æsler, Heste,
Marsvin, Markmus). Der klæber dog ganske
væsentlige Mangler ved saadanne Podninger i
diagnostisk Øjemed, og navnlig er de negative
Resultater ikke afgørende. Senere, da
S.-Bacillen blev opdaget, søgte man derfor at stille
Diagnosen ad mikroskopisk Vej ell. ved
Kulturforsøg. Farvning af Bakterierne i de dyriske
Væv er imidlertid forbunden med ret store
Vanskeligheder, og det samme gælder
Anlæggelsen af Renkulturer. Ingen af disse to
sidstnævnte Metoder har da heller faaet Bet. for de
praktiserende Dyrlæger. Det var derfor et
virkeligt Fremskridt, da Helman og
Kalning (1891) ved Afkogning af rendyrkede
Snivebacilkulturer fremstillede det saakaldte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
