Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - soccus - Sochaczew - sociabel - social - Social-Demokraten (dansk Dagblad) - Social-Demokraten (norsk Dagblad) - Socialdemokratiet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
soccus (lat.) kaldtes af Romerne en Art
Sko, som blev baarne af Skuespillerne i
Komedierne; de havde ikke saa tykke Saaler som
de i Tragedierne anvendte Koturner.
H. H. R.
Sochaczew [så’kat∫æf|, Sochatschev,
By i polsk Vojvodi Warszawa, ligger 52 km V.
f. Warszawa paa højre Bred af Bzura. 6000
Indb., hvoraf 3/4 er Jøder.
N. H. J.
sociabel (nylat.), selskabelig, omgængelig.
social (nylat.), hvad der vedrører det
samfundsmæssige, samfundsmæssig; i snævrere
Forstand hvad der vedrører Arbejderklassen,
Lønarbejderne (»det s. Spørgsmaal« o. s. v.).
Social-Demokraten, dansk Dagblad,
begyndte at udkomme i Aaret 1874 som Organ for de
nylig stiftede kbhvn’ske Fagforeninger. Dets
første Redaktør var den kendte Socialist
Mundberg, som sammen med Pio og Geleff havde
været en af Forkæmperne for den ny
Bevægelse, der i Beg. forfulgtes stærkt af Politiet,
hvad ogsaa Bladet oftere fik at mærke.
Efterhaanden som den socialistiske Bevægelse vandt
Tilhængere inden for Arbejderklassen, voksede
ogsaa S.’s Omfang og Udbredelse. Efter at i
adskillige Aar mere ell. mindre inferiøre Personer
inden for Partiet i hurtig skiftende Følge havde
givet Navn som ansvarshavende Redaktør, fik
Bladet 1886 en dygtig og bevidst Redaktør i
E. Wiinblad, der skaffede Bladet en stor
Udbredelse. 1911 afløstes han af Frederik
H. J. Borgbjerg (s. d.); nuv. Redaktør
(1925) er Marinus Kristensen.
J. Cl.
Social-Demokraten, norsk Dagblad,
Hovedorgan for »Det norske Arbeiderparti«, begyndte
at udkomme Maj 1884 under Titel »Vort
Arbeide«, som fra 1. Jan. 1886 forandredes til
»Social-Demokraten«. Det redigeredes en Tid af en
Komité med forsk. Ansvarshavende, senere af Osc.
Nissen (1894—98), Ludv. Meyer (1898—1900),
A. Buen (1900—03), Olav Kringen (1903—05),
Carl Jeppesen (1906—12), Jacob Vidnes
(1912—18), Olav Scheflo (1918—21) og Martin Tranmæl
(siden 1921). Efter Bruddet mellem den
kommunistiske og den socialdemokratiske Retning
inden for den norske Arbejderbevægelse
antog S.-D. fra 1. Apr. 1923 Navnet
»Arbeiderbladet«, medens Socialdemokraternes Organ
»Arbeider-Politikken« (grundlagt 17. Jan. 1920)
fra 5. s. M. tog Navnet »Den nye
Social-Demokraten«.
Wt. K.
Socialdemokratiet er Betegnelsen for det
politiske Parti, der paa Klassekampens Grund
søger at vinde Flertal i Befolkningen og
Parlamentet for derigennem at omforme det
bestaaende privat-kapitalistiske Samfund til et
socialistisk Samfund. Medens Socialismen er en
videnskabelig Skole inden for
Samfundsøkonomien, er S. en politisk Bevægelse, der vel har
det socialistiske Samfund som det endelige
fremtidige Maal, men som i sin praktiske
Nutidspolitik først og fremmest præges af de til de
forsk. Tider opstillede Programmer for den
nærmeste Fremtids Politik; de økonomiske
Krav, der opstilles i disse Programmer,
behøver saaledes ikke at falde sammen med
Socialismens, selv om de stadig opstilles med det
Formaal ved deres Gennemførelse at danne
Overgangen til det socialistiske Samfund. Hvis
man ved Kommunisme forstaar det samme som
ved Socialisme, faar det kommunistiske Parti
for saa vidt samme Maal som S., og Forskellen
mellem de to Partier bliver da ikke at søge i
Maalet, men i Midlet, og da
Spørgsmaalet om Midlet i Nutiden faktisk faar større
praktisk Bet. end Maalet, har Forskellen
mellem de to Partier vist sig at være saa stor, at
et Samarbejde i hvert Fald hidtil ikke har
været muligt: S. vil gaa Demokratiets og
Udviklingens Vej, d. v. s. først gennemføre det
socialistiske Samfund, naar Flertallet af
Befolkningen ønsker det, hvorimod det kommunistiske
Parti søger det kommunistiske (socialistiske)
Samfund gennemført gennem Revolutionen og
det maalbevidste Mindretals (Proletariatets)
Diktatur, en Metode, S. navnlig i de senere Aar
paa det skarpeste har taget Afstand fra.
S., der i en Række Lande, spec. i Tyskland
og Skandinavien, men i de senere Aar ogsaa
i høj Grad i England, arbejder nøje sammen
med Arbejdernes faglige Organisationer, er i
sin Opstaaen og Vækst nøje knyttet til
Udviklingen af den moderne privat-kapitalistiske
Produktionsordning, hvor Produktionen
fortrinsvis ledes ud fra Synspunktet at skaffe Udbytte
til Kapitalen. Den moderne Industris
Gennembrud navnlig efter de tekn. Opfindelser i Slutn.
af 18. Aarh. betød en afgørende Ændring i
hele det økonomiske Samfunds Struktur.
Under Haandværket herskede der et vist
patriarkalsk Forhold mellem Mester og Svend
(Arbejdsgiver og Arbejder), og Svenden kunde
normalt vente til sin Tid at blive Mester. Under
Industrien bliver Forholdet mellem
Arbejdsgiveren og hans Arbejdere et rent
Kontraktsforhold, hvis væsentligste Indhold bliver
Fastsættelse af, hvilken Betaling Arbejdskraften
skal have. Arbejderen bliver som Sælger af
Arbejdskraften trykket ned til at være et
Produktionselement, og han kan normalt ikke
vente nogen Sinde at blive andet, idet det bliver
en nødvendig Betingelse for at blive
selvstændig Erhvervsdrivende, at man raader over
tilstrækkelig Kapital til at kunne anskaffe de til
Teknikkens Udnyttelse fornødne kostbare
Produktionsanlæg. I dette Kontraktsforhold stod
den enkelte Arbejder opr. værgeløs, og denne
Omstændighed blev benyttet til at afpresse ham
det størst mulige Arbejdskvantum til den lavest
mulige Pris, og denne Pris viste sig at ligge
saa lavt, at den ikke muliggjorde det for
Arbejderen at opnaa en menneskeværdig
Tilværelse. Som Reaktion herimod slutter Arbejderne
sig sammen: først fagligt i Fagforeninger,
senere tillige politisk i S., og endvidere
kooperativt i Forbrugs- og Produktionsforeninger.
Danmark er det af de skandinaviske
Lande, hvor S. først kom frem. Fr. Dreyer
(1827—53) iværksatte omkr. 1850 gennem Skrifter en
energisk Agitation, der dog ikke satte sig varige
Spor. Først Oktbr 1871 stift. »Den internation.
Arbejderforening for Danmark« som en
Afdeling af »Internationale« (s. d.). De tre Førere
var Postmedhjælper Louis Pio,
Boghandlermedhjælper Harald Brix og Skolelærer Poul
Geleff. Bevægelsens Organ var »Socialisten«,
der udkom fra 21. Juli 1871 som Ugeblad, fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
