Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Socialdemokratiet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Social Democratic Federation (S. D. F.).
Bevægelsen var rent marxistisk. Allerede 1884 traadte
en Del af Lederne (bl. a. William Morris) ud
og dannede Socialist League, men
efterhaanden blev denne Organisation erobret af
Anarkisterne, og derefter tabte den snart al Bet.
S. D. F. gik kun langsomt frem og fik aldrig
valgt nogen Repræsentant til Parlamentet. 1884
dannedes Fabian Society, der opr. ikke var
nogen egl. socialdemokratisk Organisation, men
dens Medlemmer er erklærede
Socialdemokrater og har sat sig som Opgave at skaffe
Socialismens Tanker Udbredelse i England og
fremme Forstaaelsen af Arbejdernes Krav; de
mest kendte Personer inden for Fabian Society
er Bernard Shaw og Ægteparret Sydney Webb
og Beatrice Webb. En Kreds af Fabierne
udgiver siden 1913 Tidsskriftet New Statesman,
der har faaet stor Udbredelse. 1893 dannedes
Independent Labour Party (I. L. P.), det første
politiske Arbejderparti i England; dette blev
Vendepunktet i eng. Arbejderbevægelse og
afgørende for S.’s Vækst. Partiets Program var
socialistisk og meget nær lig S. D. F.’s, men
I. L. P. er i Modsætning til S. D. F. anlagt med
Henblik paa at skaffe Tilslutning fra
Arbejderne; af Partiets Ledere kan nævnes Keir Hardie
(d. 1915), Ramsay Mac Donald, Philip Snowden
og Clynes. 1900 dannedes den Organisation, der
faa Aar efter fik Navnet Labour Party (L. P.).
Dette optog i Beg. kun de Organisationer, der
vedtog at tilslutte sig Partiet, men fra 1918
optager det ogsaa enkelte Personer. De
Organisationer, der opr. var Medlemmer af L. P., var
S. D. F., I. L. P. og Fabian Society, men
efterhaanden sluttede de faglige Organisationer sig
til Partiet, Minearbejderne kom som den sidste
større Organisation ind i Partiet 1909. L. P. var
opr. ikke ren socialdemokratisk, men
efterhaanden blev Programmet ændret i mere
socialdemokratisk Retning, og Partiet vandt
efterhaanden stærkt fremj 1906 blev det politiske
Gennembrudsaar, da S. besatte 29 Pladser i
Underhuset, 1910 naaedes 40. Fra 1910—13
svækkedes Partiet ved en modificeret
syndikalistisk Bevægelse, ledet af Tom Mann, der
dog ikke har faaet varig Betydning. Af S. D. F.,
der 1901 udmeldte sig af, men 1912 igen
indmelte sig i L. P., og som fl. Gange skiftede
Navn, udskiltes 1916 med Hyndman som Fører
National Socialist Party, der stærkt støttede
Krigen. I. L. P. førte under Krigen en stærkt
krigsfjendtlig Kurs, hvilket havde til Følge, at
L. P. i de første Krigsaar gik tilbage i
Medlemstal. L. P.’s Indflydelse belyses ved følgende
Stemmetal i Tusinder ved Parlamentsvalgene;
Tallene i Parentes angiver Antallet af de valgte
Kandidater: 1900: 63 (2), 1906: 323 (29), 1910:
506 (40), 1918: 2245 (57), 1922: 4237 (142), 1923:
4348 (191), 1924: 5552 (151), hvilket Stemmetal
1924 udgjorde 33,5 % af samtlige Stemmer.
Det kommunistiske Parti fik 55000 Stemmer og
1 Mandat. Fra Jan. 1924 til Novbr s. A. havde
L. P. med Mac Donald som Statsminister
Regeringsmagten. Partiet manglede i en lang
Aarrække Dagblade; denne Mangel er der i
nogen Grad bødet paa, efter at
Fagforeningerne og S. i Forening 1920 overtog det hidtil
eneste socialdemokratiske Dagblad Daily
Herald, der tidligere blev udg. af Lansbury og
ikke var officielt Partiorgan.
Frankrig er det Land, hvor der tidligst
viser sig en social-revolutionær Bevægelse. Vel
blev det af Babeuf 1795—96 ledede
Oprørsforsøg uden Resultat, og Bevægelsen ophører helt;
men allerede i 1820’erne opstaar den af St
Simon, Fourier og Cabet ledede socialistiske
Bevægelse, der dog væsentlig havde sine
Tilhængere bl. Smaahaandværkere. Efter
Borgerstandens Sejr ved Julirevolutionen 1830 traadte
Arbejderne efterhaanden stærkere frem, ikke
mindst paavirket af Louis Blanc (L’organisation
du travail, 1839), Blanqui og Barbés. Efter den
sejrrige politiske Februarrevolution forsøgte
man at dulme den sociale Uro ved Oprettelsen
af »Nationalværksteder«, der dog bekæmpedes
af Louis Blanc og lukkedes i Juni; deres
Lukning giver Anledning til den sociale
Junirevolution, der slaas ned. »Internationale«, stiftet
1864, fik en Del Tilslutning i Frankrig, men
efter »Pariserkommunen« 1871, som S. med
Urette blev gjort ansvarlig for, var den
socialdemokratiske Bevægelse igen lammet for en
Tid, men Klassemodsætningerne var blevet
skærpede, og S. havde i det hele faaet den
naturlige Jordbund, det hidtil havde savnet.
1879 stiftede Jules Guesde et marxistisk
Arbejderparti; men S. har i Frankrig stadig været
hemmet ved Fraktionsdelinger, i en lang
Aarrække var navnlig Delingen mellem
Guesdisterne, der holdt paa den strenge Klassekamp,
og Possibilisterne, der i Samarbejde med de
borgerlig-radikale Grupper vilde gennemføre
opnaaelige Reformer, af Bet. Et Forsøg paa
Samling 1899 glippede, navnlig fordi
Guesdisterne ikke vilde anerkende den daværende
Socialdemokrat Millerand’s Indtræden i
Waldeck-Rousseau’s Regering af Juni 1899. Efter at
dette Ministerium var faldet 1902, og Millerand
1904 var udstødt af Partiet, opnaaedes 1905 en
Samling til Parti socialiste med Jaurés som
Fører. Partiets Fremgang i den flg. Tid
hemmedes dog ved, at de fr. Fagforeninger
lededes i syndikalistisk Retning og saaledes ikke
gav S. den Støtte, som de faglige
Organisationer gav det i de fleste andre Lande.
Uden for Parti socialiste dannede en lille
Gruppe talentfulde, ærgerrige Mænd (Millerand,
Briand, Viviani) et uafhængigt Socialdemokrati,
der arbejdede sammen med de radikale
borgerlige Partier. Som i fl. a. Lande medførte
Krigen en Spaltning i Partiet, der tilmed efter
Mordet paa Jaurés 1914 stod uden Fører. Ved
Kongressen i Tours 1920 sluttede Flertallet, der
senere er gaaet stærkt tilbage, sig som et
kommunistisk Parti til Moskva. Ved Valgene 1924
fik Parti socialiste, af hvis Førere kan nævnes
Leon Blum og Renaudel, ved Valgalliance med
de Radikale valgt 106 Kandidater,
Stemmetallet anslaas til c. 1,7 Mill. (12 %),
Kommunisterne fik 800000 Stemmer (6 %) og 27
Mandater. Et tredie Arbejderparti,
Socialist-Kommunisterne, fik 6 Mandater. Ogsaa den
faglige Bevægelse i Frankrig er delt i en
socialdemokratisk og en kommunistisk Fløj.
I Finland stiftedes 1899 et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
