Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sodse Gab - Sodskimmel ell. Sortskimmel - Sodsnæppe - Soelvold, Peder Pedersen - Soer - Soest - Sofa - Sofala - Soffitte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Storstrømmen med Grønsund. Det strækker sig fra
Farø SV. paa til Stubbekjøbing og har Dybder
mellem 20 og 35 m. Farvandet er smalt, men
forholdsvis rent og besejles med Lethed, om
Natten ved Hjælp af Ledefyr paa Bogø, V. f.
Stubbekøbing, og ved Harbølle paa Møn.
G. F. H.
Sodskimmel ell. Sortskimmel er en
Fællesbetegnelse for de Arter af
Svampegruppen Hyphomycetes (s. d.), der for det blotte
Øje viser sig som et sodagtigt Overtræk paa
de af dem angrebne Stængler, Blade og andre
Plantedele; Navnet anvendes særlig for
Branddugssvampene. Se i øvrigt Cladosporium,
Fumago, Pléospora og
Macrosporium.
(F. K. R.). C. F.
Sodsnæppe, d. s. s. Sortklire, se
Klirer.
Soelvold [’so.lvål], Peder Pedersen,
norsk Journalist, f. i Holla 1799, d. 5. Marts
1847, var Skoleholder i Aker og udstedte i
Slutn. af 1820’erne Subskriptionsindbydelse til
et periodisk Skrift »Egeria«. Heraf udkom
intet; derimod grundlagde han Sommeren 1831
Bladet »Statsborgeren. En Tidende for Norges
Vel«. Som Agitationsorgan øvede det stor
Indflydelse navnlig under Forberedelserne til det
første »Bondestorting« 1833, og paa sine
Omrejser i Landet arbejdede S. paa at styrke
Oppositionen mod Embedsvældet. S. maatte Oktbr
1835 fratræde Redaktionen af Bladet, som
derefter overtoges af Henrik Wergeland. Ogsaa i
den flg. Tid optræder han som Agitator paa
fl. St. i Landet. Inden for Akers Kommune,
hvor han var bosat, havde han fra Tid til
anden spillet en vis Rolle. Da han til sidst var
ude af Stand til at forsørge sig selv, blev han
bortsat for Fattigvæsenets Regning. (Litt.:
W. Munthe, »P. S. og »Statsborgeren««
[1907]).
(O. A. Ø.). Wt. K.
Soer [so’r], se Sorø.
Soest [su.st], 1) Flække i den nederlandske
Prov. Utrecht, 17 km NØ. f. Utrecht og har
(1920) 8061 Indb. I Nærheden Slottet Soestdijk.
2) By i preuss. Prov. Westfalen,
Regeringsdistrikt Arnsberg, 20 km NNØ. f. Arnsberg i
den frugtbare Egn Soester Borde, har (1919)
20177 Indb. 6 evangeliske Kirker (bl. hvilke
den gotiske Wiesenkirche, paabegyndt 1314,
restaureret 1846) samt en kat. Kirke,
Døvstumme- og Blindeinstitut, to Vajsenhuse og et
Lærerseminarium. Industrien beskæftiger sig med
Fabrikation af Søm, Malt, Hatte, Cigarer,
Maskiner, Pumpernickel, Sukker og Spiritus;
endvidere findes Valseværk, Bryggeri og Mølledrift.
S. var en af de første Hansestæder og havde
allerede i 12. Aarh. en Stadsret, der tjente til
Norm for fl. a. Byer (Lübeck, Hamburg o. a.).
Ved S.-Fejden (1444—47) unddrog S. sig
Köln-Ærkebiskoppernes Landsoverhøjhed og kom
(1449) under Hertugen af Kleve.
(Joh. F.). M. H-n.
Sofa (af arab. soffah) er det nyeste af vore
Hovedmøbler, indført i Europa i 17. Aarh.’s
sidste Halvdel. Dens Hjemland er Østerland, hvor
den var en Forhøjning, dækket med Tæpper,
som fulgte Væggene Stuen rundt; den var
baade Sidde- og Liggemøbel. Før S. kom til
Europa, kendtes Løjbænken, et gammelt
Møbel, der stammede fra Bænken, og
Kanapeen, som havde sit Udspring fra Sengen. De
ældste S., vi træffer i Frankrig, rummede
indtil 6 Personer og havde Hoved- og Endestykke,
men ingen Ryg. Saaledes træffer vi den ægte
S. i Tyskland og Sverige endnu sent i 18.
Aarh. I Frankrig omtales S. første Gang i en
Haandværkerregning fra 1689 til Prinsen af
Conti, dernæst i et Inventar fra 1694, hvor der
nævnes S. af Nøddetræ. 1700 siges bestemtere,
at den havde synligt Træværk, da den
opregnes mellem forgyldte Møbler. 1738 nævnes S.
med Arme. Den havde altsaa hurtigt mistet sin
østerlandske Karakter og antaget Kanapéform
med Rygstød. I 18. Aarh. benævntes denne
Møbelform oftest Ottoman. Hosstaaende
Billede af en fr. S. er en Snedkertegning fra 18.
Aarh.’s Midte. Det fremgaar af den, at det
ejendommelige ved S. var den
halvkredsformede Afslutning ved dens Ender, men dengang
brugtes Benævnelsen S. og Kanapé i Flæng.
1742 skrev Crébillon sin pornografiske Roman
Le sopha, og S. kom i saadant Vanry, at
Gejstlige maatte give Afkald paa at eje dem. Heller
ikke havde S. Plads i Modtagelsesværelser, men
nærmest i Boudoirs og Kabinetter som
Liggemøbel lig dens Afarter Chaiselongue, Lit de
repos, Veilleuse, Duchesse, Paphos etc. Under
Navn af Divan er den genopstaaet i sin
orientalske Form. Naar man i Danmark ofte
kalder en Divan af østerlandsk Form for en Puf,
er det galt. En Puf skal være rund og
fritstaaende.
Til Norden kom S. ikke fra Østerland, men i
Kanapéform, og har aldrig haft ondt Ry paa
sig. Tværtimod har den altid været et
Hædersmøbel, de fineste Fruers Gæstesæde, og endnu
er Pladsen paa den regnet fornemmere end
paa Stolene.
(Bernh. O.). J. O.
 |
| Fransk Arbejdstegning til en Sofa fra Tiden efter 1750 |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
