- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
887

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sognebaand

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

tillægge Folkekirkens Medlemmer den samme
Frihed m. H. t. Valget af den Sjælesørger og
det Menighedssamfund, hvortil de vilde slutte
sig, som Grundloven havde tillagt Borgerne i
Alm. m. H. t. Valget af de kirkelige Samfund, i
hvilke de vilde indtræde. Allerede paa den
grundlovgivende Rigsforsamling fremkom der
ogsaa i Forbindelse med den Bestemmelse, at
Folkekirkens Forfatning ordnes ved Lov, et
Forslag, der gik ud paa, at ethvert Medlem af
Folkekirken om alle ministerielle Handlinger
skulde kunne henvende sig til hvilken Præst i
denne Kirke, han vilde, og naar dette Forslag
ikke vedtoges, var det med den Motivering, at
det antoges for uhensigtsmæssigt i selve
Grundloven at optage denne enkeltstaaende Regel, der
maatte have sin naturlige Plads i den
eventuelle Forfatningslov. Medens nu Arbejdet paa
en Forfatningslov, skønt det optoges ret hurtig
efter Grundlovens Udstedelse, endnu den Dag i
Dag ikke har ført til noget Resultat, varede det
derimod ikke længe, inden man naaede til en
særlig Lov om S.’s Løsning. Allerede i
Rigsdagssamlingen 1853 vedtog Folketinget med en
aldeles overvejende Majoritet et Forslag til en
Lov om »kirkelig Frihed i den danske
Folkekirke«, hvis væsentlige Genstand var
Ophævelsen af S., men som indførte Friheden i en mere
vidtgaaende Form, end Regeringen dengang
kunde billige. Samtidig havde imidlertid den
ved allerhøjeste Reskr. af 17. Decbr 1853
nedsatte Kirkekommission udarbejdet et Forslag til
Lov om S.’s Løsning, som Regeringen (Hall)
forelagde Rigsdagen allerede i Samlingen 1854,
og som endelig, væsentlig i den af
Kommissionen foreslaaede Skikkelse, vedtoges og
stadfæstedes som Lov 4. Apr. 1855. Ved den
nugældende Lov om Sognebaandsløsning og
Brugen af Kirkerne af 30. Juni 1922 er der aabnet
enhver, der ønsker det, Adgang til at slutte sig
i kirkelig Henseende til en hvilken som helst
for en vis Menighed ansat Præst — dog ikke
til Kaldskapellaner ell. ordinerede Medhjælpere,
medmindre disse har faaet overladt Betjeningen
af et særligt Distrikt —, og de Betingelser,
Loven opstiller herfor, er væsentlig kun saadanne,
som er nødvendige til Vedligeholdelsen af den
Orden, der ved Siden af Friheden bør bevares
i Folkekirken, saavel som til Varetagelsen af de
vedk. Præsters og Kirkebetjentes Interesser.
Herefter udkræves til S.’s Løsning kun, at
Paagældende efter at have truffet Aftale med vedk.
Præst, til hvem han ønsker at slutte sig,
anmelder Sagen for Provsten, som derefter meddeler
den Sognepræst, fra hvem der løses S.,
Underretning om det indtraadte Forhold. Tilsvarende
Anmeldelse skal gøres, naar Vedk. ønsker at
vende tilbage til sit Sogns Præst. Efter den opr.
Lov var Sognebaandsløsning alene et
Forhold mellem Sognebaandsløseren og Præsten.
Man løste Sognebaand til en Præst, ikke til
denne Præsts Sogn ell. Menighed. Heri er
senere, navnlig ved Lov om Menighedsraad af 10.
Maj 1912 og ved den nugældende
Sognebaandsløsningslov af 30. Juni 1922, sket en væsentlig
Forandring, idet der er givet en
Sognebaandsløser Ret til at indtegne sig som kirkelig
Vælger i det Sogn, til hvis Præst han har løst S.,
og han er da ogsaa valgbar til Menighedsraadet
i dette Sogn. Derimod har Sognebaandsløseren
ikke Ret til Begravelse paa Kirkegaarden i det
fremmede Sogn, og han betaler alene Kirkeskat
i sit Hjemsogn. Den nugældende Lov giver
iøvrigt ethvert Medlem af Folkekirken Ret til uden
at løse S. at benytte en hvilken som helst Præst
i Folkekirken, der dertil er villig, til at udføre
kirkelige Handlinger for ham, og derved er
Sognebaandsløsning gjort unødvendig i de mange
Tilfælde, hvor netop Udførelsen af en kirkelig
Handling var Motivet for Sognebaandsløsning.
— S. gjaldt i ældre Tid lige saa fuldt for
Præsterne som for Sognebeboerne, idet det var
forbudt Præsterne at benytte andre Sognepræsters
Kirker uden deres Samtykke til gudelige
Forsamlinger ell. kirkelige Handlinger. Nogen
Frihed i denne Henseende indrømmedes allerede
ved Lov om Brugen af Kirkerne af 25. Marts
1872, og ved Lovene om samme Emne af 15.
Maj 1903 og 30. Juni 1922 er der yderligere givet
Sognebeboerne en friere Adgang til at indkalde
fremmede Præster med Adgang for dem til at
benytte Sognekirken.
(O. D). V. H.

Medlemmer af den norske Statskirke har
Ret til at faa Hjælp af Sognemenighedens Præst
i alle Sjælesorganliggender, til at deltage i
Menighedens Gudstjeneste og til at faa kirkelige
Forretninger udført i Sognekirken. Til den
anden Side har de ogsaa Pligt til at deltage i
Udredelsen af de kirkelige Udgifter, som
paahviler Sognekommunen; Midlerne hertil
tilvejebringes ved Skatteudligning. For kirkelige
Handlinger, som udføres i Forbindelse med den alm.
Gudstjeneste, erlægges ikke Betaling; det
samme gælder for ministerielle Forretninger, som
udføres paa Hverdage, naar Bestemmelse
herom er fattet af Sognestyret (i Byerne af
Kommunestyret) med Kirkedepartementets
Samtykke. Mg. N. L. 2—8—5 og 6—3—1 skulde
enhver holde sig til den Præst og den Kirke, til
hvis Menighed han hørte. Den Tvang, som dette
S. medførte, maa i det væsentligste siges at
være bortfaldet ved L. 10. Juni 1876. Denne
Lov bestemmer, at enhver i den norske
Statskirke ansat Præst, personelle Kapellaner
undtagne, skal være berettiget (men ikke forpligtet)
til inden for sin Menigheds Grænser og i dens
Kirker at udføre kirkelige Forretninger for
Medlemmer af andre Menigheder inden for
Statskirken. Den Præst, som udfører en kirkelig
Handling for et Medlem af en fremmed
Menighed, har at give dennes Sognepræst fornøden
Meddelelse om Forretningen; for Udførelsen
tilkommer der den forrettende Præst Betaling
efter en af Sognestyret (Kommunestyret) med
Kirkedepartementets Samtykke fastsat Vedtægt
(Se den gejstlige Lønningslov af 14. Juli 1897,
§ 20). N. L. 2—11—3 bestemmer, at »ingen
Præst maa sig med andens Kald bevare, enten
med Guds Tienistis Forrettelse, Ligprædiken,
ell. i andre Maader, uden det skeer efter den
rette Sognepræstis Begæring og med hans
Villie, ell. Superintendentens Befaling«. Denne
Regel blev modificeret ved Lov 10. Juni 1876. Nu
gælder kgl. Resol. 24. Oktbr 1906, som giver
Menighedsraadet Myndighed til at meddele
Præster uden for Menigheden ell. Gejstlige i

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0915.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free