- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
898

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sokrates (gr. Filosof) - Sokrates (gr. Kirkehistoriker) - Sokratik - sokratisk Dæmon - Sol (den rom. Solgud)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

begaa nogen umoralsk Handling, naar han er
sig dens Urigtighed bevidst: ingen fejler
frivillig, men enhver Fejl skyldes alene Uvidenhed,
og Viden er identisk med Dyd. Nu mente han
hos sine Omgivelser at finde en vidt udbredt
Uvidenhed ang. selv de allersimpleste moralske
Forhold og Begreber, og denne Uvidenhed
søgte han at blotte paa den Maade, at han —
med den berømte sokratiske Ironi — anstillede
sig selv som uvidende og foregav at søge
Belæring, men stillede sine tilsyneladende ganske
ligefremme og uskyldige Spørgsmaal paa en
saadan Maade, at den, han talte med, bragtes
i Vildrede og opdagede, at han ikke vidste det,
som han mente at vide. Spøgende
sammenlignede han sin Virksomhed med Jordemoderens,
der ikke selv kan føde, men forløse andre, og
som ogsaa er i Stand til at afgøre, om Barnet
er levedygtigt. I sine Samtaler gik han i Reglen
ud fra de mest dagligdags, ofte trivielle
Forhold, hvorfra han gennem
Induktionsslutninger søgte at naa videre. Han tvang saaledes
dem, som han talte med, til at gøre Rede for
deres Handlinger og disses Motiver og for hele
deres Livsførelse. Oftest søgte han at faa dem
til at give bestemte Definitioner af de
almindeligste moralske Begreber, som alle talte om
uden at være klar over Ordenes egl. Bet., f.
Eks. Retfærdighed, Fromhed, Skønhed o. l.,
og det viste sig da altid, at Vedkommende
indviklede sig i Selvmodsigelser. Uagtet hans
Samtaler saaledes ofte førte til et tilsyneladende
negativt Resultat, kom han dog til at øve en
Indflydelse i positiv Retning ag lagde Grunden
til en rationel Etik. At Retfærdighed
nødvendigvis medfører Lyksalighed, var en af hans
Hovedpaastande. I religiøs Henseende er hans
Standpunkt mindre klart. De gamle Myter om
Guderne har han næppe anset for andet end
en Frugt af Digternes Fantasi, men han mente,
at man burde ofre til Guderne efter de
gældende Vedtægter og bede dem om at skænke
en det gode, men overlade det til dem at
afgøre, hvad der var godt; paa en guddommelig
Forsynsstyrelse troede han. En religiøs Farve
har ogsaa S.’s Udtalelser om hans Dæmon;
han sagde, at der undertiden i hans Indre lød
en Stemme, som afholdt ham fra at gøre det,
som han just stod i Begreb med, men aldrig
gav ham nogen positiv Tilskyndelse. Om denne
dæmoniske Stemmes (Forudanelses) Natur er
der baade i Oldtiden og senere blevet fablet
meget.

S.’s Virksomhed skaffede ham ikke alene
mange Venner og Disciple, men ogsaa mange
Fjender. Allerede 423 latterliggjorde Digteren
Aristofanes hans Virksomhed i Komedien
»Skyerne«; men senere antog Angrebene paa ham
en alvorligere Karakter. Tilhængerne af den
gode gamle Tugt og Orden opfattede ham som
en Sofist, der virkede nedbrydende paa
Sædeligheden ved at lære Ungdommen at ræsonnere
over de sædelige Spørgsmaal i Stedet for
blindt at lyde de fra Fædrene overleverede
moralske Grundregler. Han blev da i en Alder
af 70 Aar anklaget dels for at fordærve
Ungdommen, dels for ikke at tro paa Statens
Guder. Anklagen havde utvivlsomt tillige en
politisk Baggrund, idet S., der jo lagde saa stærk
en Vægt paa, at de menneskelige Handlinger
grundes paa Viden og Indsigt, var kendt som
en Modstander af Athens demokratiske
Statsforfatning, der gav selv de mest ukyndige
Borgere Indflydelse paa de vigtigste politiske
Anliggender, og desuden lagdes det ham til Last,
at nogle af Førerne for det aristokratiske Parti,
der faa Aar forinden under de 30’s Regimente
havde udøvet et Rædselsherredømme i Athen,
havde hørt til hans Omgangskreds. Efter et
Forsvar, der var mere skikket til at forbitre
Dommerne end til at stemme dem gunstig, blev
S. dømt til Døden og taget af Dage ved Gift.

S.’s Lære kom efter hans Død til at udøve
en stærk Indflydelse gennem hans talrige
Disciple, hvoraf mange forfattede filos. Skr i
Dialogform, hvori S. spillede Hovedrollen, og
oprettede filos. Skoler, der med Tiden
udviklede sig i stærkt afvigende Retninger. Paa disse
Disciples Beretninger hviler vort Kendskab til
S.’s Personlighed og Lære, uagtet deres
Skildringer er i høj Grad subjektivt farvede og
indbyrdes afvigende. Størst Bet. i denne
Henseende har Platon’s Dialoger; andre
Fremstillinger, som skyldes Antisthenes, er nu tabte,
men genspejles til Dels i Xenofon’s
Beretninger. Platon har — dog ikke med hist.
Nøjagtighed — meddelt den Forsvarstale, som S.
holdt for Retten, og nogle af de Samtaler, som
han førte i Fængslet med sine Venner kort før
sin Død. (Litt.: Foruden de alm. Haandbøger
i Filosofiens Historie kan nævnes: Troels
Lund
, »Om S.’s Lære og Personlighed«
[Kbhvn 1871]); Fouillée, La Philosophie de
Socrate
[2 Bd, Paris 1874]; J. Aars, »S.« [Oslo
1882]; R. Pöhlmann, »S. und sein Volk«
[München og Leipzig 1899]; C. Piat, Socrate
[Paris 1900]; H. Maier, »S.« [Tübingen 1913]).
H. H. R.

Sokrates [gr. -’krate.s], gr. Kirkehistoriker,
levede i 1. Halvdel af 5. Aarh. Han skrev en
Kirkehistorie i 7 Bøger, der som Fortsættelse
af Eusebios’ Værk behandler Tiden 306—439.
Den er udg. af Valesius (Paris 1659—73),
Hussey (Oxford 1853) og Bright (2. Opl., Oxford
1893). Dele deraf er oversatte paa Dansk af
Muus [Kbhvn 1876—81).
H. H. R.

Sokratik, sokratisk Undervisningsmetode,
sokratisk Filosofi; se Sokrates.

sokratisk Dæmon, se Sokrates.

Sol, den rom. Solgud, der svarer til
Grækernes Helios, ligesom Luna til Selene. Som
overalt hos de ariske Folkeslag findes der
allerede fra de tidligste Tider i de italiske
Gudeforestillinger Vidnesbyrd om en religiøs Kultus,
for S., uden at der dog fra først af hermed
følger Ideen om en særlig Solgud. Saavel Janus
som Juppiter, Apollo og andre gammelitaliske
Guddomme har fra Tid til anden nydt Kultus
som Lys- og Solguder. Særlig fremtrædende var
dette vistnok hos de sabinske Folk.
Efterhaanden har dog Forestillingen om S. som en
særlig Guddom udviklet sig, og allerede 293 f. Kr.
indviede L. Papirius Cursor paa en fra ældre
Tid til S. viet Plads den første Solskive (=
Solur), ligesom der i Cirkus var et gammelt
Soltempel. Fra Augustus’ Tid fik Soldyrkelsen

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0926.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free