- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
905

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Soldugfamilien - Soldyr - Soldyrkelse - Solea - Soleie - Soleifamilien - Soleil, Jean Baptiste François - Soleil, Le - Soleillet, Paul

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Kapsel. Frøene har en løs ell. fast tilsluttende
Skal med talrige Vorter og indeholder rigelig
Frøhvide. C. 100 Arter med stor Udbredelse,
især i tempererede Egne; de er af ringe
økonomisk Interesse. Se Aldrovanda, Dionæa
og Soldug.
A. M.

Soldyr, se Slimdyr.

Soldyrkelse findes i de fleste hedenske
Religioner, men træder dog ikke synderlig frem
paa Religionens laveste Trin. De primitive Folk
har nok at gøre med Aander og jordiske
Livskræfter og synes at hellige Maanen med dens
skiftende Faser større Opmærksomhed end
Solen. Dog danner der sig snart (som hos
Polynesiere og Indianere) Myter om Solens Opgang
og Nedgang, dens Bryllup med Maanen o. s. v.
Og skønt en egl. Kultus af Solen er sjælden
selv hos disse Folk, træffes der dog hyppigt
Tilfælde af Solmagi ɔ: Besværgelse af Solen
ved Hjælp af Solbilleder o. l., hvad der
naturligvis mest har været Brug for under kolde
Himmelstrøg.

Fra den mellem- og nordeuropæiske
Bronzealder findes talrige Solbilleder, der synes at
have tjent en saadan S., særlig den saakaldte
Trundholm-Sol, fundet i det nordlige Sjælland,
en forgyldt Bronzesol, trukket af en Hest, tyder
i denne Retning. Sin klassiske Udvikling fik S.
i de antikke og førantikke agrariske Bykulturer
som Ægyptens og Babyloniens, og i de
peruanske Inka’ers tilsvarende Kultur, hvis rige
guldsmykkede Soltempler bød de sp. Erobrere et
velkomment Bytte. Solguden Viracocha
betragtedes her som Himlens og Jordens Skaber, en
allestedsnærværende og almægtig Guddom, der
giver alt Bevægelse og Liv. I Ægypten taler
allerede de ældste Pyramidetekster om en højt
udviklet Solteologi. Kongerne af det 5. Dynasti
(c. 2600 f. Kr.) stammede fra en Ypperstepræst
for Solguden, og disse var de første, som i den
officielle Kongetitulatur indførte Benævnelsen
»Søn af Re« (Solguden). Ogsaa Amon
betragtedes som Solgud, og Osiris droges
efterhaanden ind i denne Solteologi. En ejendommelig,
men kortvarig Sejr vandt S. i Ægypten, idet
Kong Amenophis IV (c. 1390 f. Kr.) søgte at
indføre en umiddelbar Dyrkelse af Solskiven
(Aton) til Afløsning af Amondyrkelsen, som dog
snart igen tilbageerobrede sin Stilling. Ogsaa i
Babylonien var S. meget gammel. Sumererne
kaldte Solguden Ut, »Dag«, ell. Babbar, »den
lyse«, medens de semitiske Babyloner dyrkede
Solen under det almen-semitiske Navn for
Solen: Shamash. Denne havde sit Hovedsæde i
Sippar og nød der en næsten monotheistisk
Lokalkult, ligesom han i det almene babyloniske
Pantheon indtog en betydelig Stilling som den
altskuende og altoplysende, Rettens og
Dommens Gud. Samme Værdighed og Funktioner
tillægges den gammelariske Solgud Mitra, der
navnlig træder stærkt frem i den pers. Religion
(som Mithra). Navnet betyder her »Pagt« eller
»Ed«, muligt en gammel Forbundsgud, der først
senere er identificeret med Solen. I alt Fald er
Forvaltningen af Ret og Dom i Reglen den
fuldtudviklede Solguds Funktioner, saaledes
ogsaa i Grækenland Helios, Lykos og Apollon,
idet Solens Regelmæssighed frembyder sig som
et sikkert Holdepunkt for Verdensordningen.
Herom vidner ogsaa den Orientation efter
Solen, som iagttages i Tempelbygninger som det
ægyptiske i Karnak, ved Anlæg af antikke Byer
og endnu ved vore Kirkebygningers Retning. I
Middelalderens Retsskikke skulde Dommeren
vende sit Ansigt mod Solen, og i Hamburgs gl.
Raadhus var der en Aabning for Sollyset i
Loftet. — I det hele har S. haft sit typiske
Hjemsted i Antikkens »Asien«, d. v. s. Landene
mellem Indus og Middelhavet, Nillandet
iberegnet. Dens Blomstring selv i den israelitiske
Kongetid røbes af 2. Kong. 23, 11. Fra Orienten
bredte den sig mod V., især i den rom.
Kejsertid, hvor ikke blot Heliogabal indførte en Kultus
af Solen og dens hellige Sten, men navnlig
Dyrkelsen af Mithra og den med ham forbundne
Sol invictus udbredte sig over vide Strækninger,
indtil Kristendommen fortrængte den. Meget af
den ældre Mytologi tydedes dengang
rationalistisk som S., hvad de stoiske Filosoffer var
ivrige til. (Denne Tydning toges senere op af
Romantikkens Religionsvidenskab, og en Tid
lang beherskede den Max Müller’s Mytologi). —
Mangfoldige Mindesmærker har S. efterladt sig
saavel fra den semitiske og ægypt. som fra den
indoeuropæiske Oldtid, baade Solskivebilleder,
Solhjul, Hagekors o. s. v. (dog lader disse
Symboler sig ofte ogsaa tyde anderledes). Udbredt
er Forestillingen om, at Solguden er
vognkørende, ell. at Solskiven trækkes af en Hest.
Den findes bl. a. baade i Indien, i Grækenland
og i Danmark i det omtalte Solbillede fra
Trundholm. Svarende hertil var det bl. a. i
Indien Skik at ofre Heste til Solen. (Litt.: Art.
Sun, Moon, Stars i Hasting’s Encycloped of
Religion a. Ethics
, XII, 48 f.; H. Usener,
»Götternamen« [1897] under Helios og Lykos;
Sophus Müller, »Solbilledet fra
Trundholm« [»Nordiske Fortidsminder«, 1903] giver
et stort arkæologisk Stof til S., jfr A. Olrik
og E. Lehmann i »Danske Studier« [1904];
O. Montelius, »Solguden och hans dyrkan«
[konstruktiv] [i »Nord. Tidsskr.«, 1911]).
Edv. L.

Solea, se Flynderfisk.

Soleie [’so.læjə], se Ranunculus.

Soleifamilien [’so.læj-], se
Ranunkelfamilien.

Soleil [så’læ.i], Jean Baptiste François,
fr. Optiker og Instrumentmager, f. 1798 i Paris,
d. smst. 1878. En af Tidens berømteste
Instrumentmagere, hvis Konstruktioner stadig
anvendes. Mest bekendt er hans
Polarisationssaccharimeter til Maaling af Koncentrationen af en
Sukkeropløsning (se
Polarisationsapparater).
A. W. M.

Soleil, Le [lö-så’læ.i], et i Paris siden 1837
udkommende, politisk Dagblad, Organ for det
orleanistiske Parti; grundlagt af Edouard
Hervé, Medlem af det fr. Akademi.

Soleillet [sålæ’jæ], Paul, fr. Afrikarejsende
(1842—86). Allerede 1865—66 foretog han sin
første Rejse i Algier. 1873—74 forsøgte han at
trænge fra Algier til Niger for at aabne direkte
Handelsforbindelse med Sudan, men han naaede
kun til Oasen Aïn-Salah. Han begyndte derpaa
en stærk Agitation for Anlæggelsen af en
Jernbane gennem Sahara fra Algier til

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0933.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free