- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
907

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Solen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

5 % og 25 % af Fotosfærens. Kommer
Pletterne hen imod Randen, hvor Fotosfærens
Lysstyrke kun er 37 % af, hvad den er midt paa
Skiven (halvvejs mellem Centrum og Randen
er den 90 %), tager Pletternes Lysstyrke
relativt til i Forhold til den omgivende
Soloverflade. Sammenlignet med Merkur og Venus,
naar de viser sig paa Solskiven, er Solpletten
graa, og Langley har fundet, at den har en
Fladelysstyrke, som er mere end 500 Gange
Fuldmaanens.

Umbra er ikke jævnt mørk, men har en
skylignende Struktur, og ofte ser man flere runde
og meget mørke Pletter, kaldede »nucleoli« ell.
Dawes’ Centra; undertiden er den helt stykket
op i fl. Dele ved »Lysbroer«, som gaar tværs
over Pletten. Cortie antager, at der er en
Forbindelse mellem nucleoli og Lysbroerne.
Solpletterne er sjælden enkeltvise, men som oftest
optræder de i Grupper, som kan udvikle sig
sttart hurtigt, snart langsomt. I disse kan
Umbra være ekscentrisk beliggende, Penumbra kun
synlig paa den ene Side og da ikke med radiale
Straaler mod Plettens Centrum, men med
lysende Materie i alle mulige Slyngninger.
Diameteren af Umbra er fra 800—1600 km, men
man har haft Pletter lige op til 8000 km for
Umbras Diameter og enkelte Gange lige til over
90000 km (7 Gange Jordens Diameter) ved
Pletter, der har været synlige for det blotte
Øje. Dybden af Umbra under Fotosfæren — at
Solpletterne er tragtformige Fordybninger i
denne, fyldte med Gas og Damp, der har
en Temperatur af c. 2000° lavere end den
omliggende Fotosfære, er man nu blevet
staaende ved (dette blev først udtalt af Wilson 1774,
og, uafhængig af ham, af den tyske Præst
Schülen) — er vanskelig at bestemme, men kan
antagelig sættes til i det højeste 4000 km; som
oftest er den meget mindre, undertiden
umærkelig. Solpletterne deles nu i 3 Klasser,
enkeltstaaende omtr. 10 %, binære 60 % med 30 %
til, som nok viser sig enkelte, men i
Virkeligheden er binære; hertil kommer som 3. Klasse
enkelte af mere kompliceret Struktur, og som
derfor vanskelig kan indordnes under nogen af
de to andre Klasser. Naar en Plet begynder at
dannes, giver dette sig til Kende ved, at der
opstaar stærk Uro i Fotosfæren rundt om, og
fl. Ting tyder paa, at Pletterne kan opstaa i
højst forsk. Lag oven over Fotosfæren. I den
seneste Tid har Hale kunnet paavise, at der her
er et magnetisk Felt med sin Nord- og Sydpol
og af en Styrke lige til 4500 gauss — 9000
Gange kraftigere end Jordens Felt. Danner der
sig straks et binært System af Solpletter, vil de
to Poler ligge i hver sin Solplet. Ser man
fra først af kun een Solplet, som hurtig vokser
i Størrelse, og som, naar Umbra er fuldt
udviklet, ogsaa viser sig omgivet af Penumbra,
som er mere lysende i sit indre Parti end i sit
ydre ved Fotosfæren, vil man magnetisk kunne
paavise, hvor den anden Plet skal dannes. Man
er saaledes sat i Stand til at kunne forudsige
Opstaaen af Solpletter, ell. anderledes udtalt,
man kan paavise usynlige Solpletter. Er det
binære System fuldt udviklet, vil man som
Regel finde, at den vestre (højre) Plet er større
og bevæger sig hurtigere end den østre
(venstre); undertiden kan denne sidste helt
forsvinde for efter en Tids Forløb paa ny at komme
til Syne igen. Disse opr. binære Pletter kan
under deres senere Udvikling blive opløst i en hel
Del smaa, saa at større Partier af Soloverfladen
er oversaaet med en Mængde smaa og fl. store
Solpletter. Pletterne er i stadig Bevægelse hen
over Solskiven; ofte har de en egen Bevægelse
af 40 km pr Sek.; dels gaar de samlede fra Ø.
mod V., dels flytter de sig nordover ell.
sydover, som Regel paa den nordlige Halvkugle
fra højre Bredder sydover, paa den sydlige
Halvkugle nordover mod Ækvator. Hertil
kommer, at hele den Lysmaterie, som danner
Pletten, er i stadig hvirvlende Bevægelse med en
Hastighed af 90 km til 180 km i Sek. ind mod
det centrale Parti. Hale har kunnet paavise
dette sidste (J. Herschel og Faye antog, at
Solpletterne maatte være at betragte som
tragtformige Fordybninger, der blev fremkaldt af
Hvirvler i Lighed med Cyklonerne i vor
Atmosfære) ved siden 1908 at benytte Ha
(C)-Linien i sin Spektroheliograf og studere
Solpletterne paa et Billede af S. af 42 cm’s Diameter;
Evershed og St John har paavist, at i
Pletternes højere Niveau er Bevægelsen indad og
nedad, i det lavere Niveau opad og udad. Gaar
man ud fra, at Gasarterne i Fotosfæren er
elektrisk ladet — Studier af Sir J. J. Thomson o. a.
Fysikere havde bevist, at baade positivt og
negativt ladede elektriske Partikler maa optræde
i stor Mængde i en Gasmasse af den høje
Temperatur, som S. har — saa maatte en Hvirvel
af en slig Gas være ensbetydende med en i
Hvirvlen cirkulerende elektrisk Strøm. Men
denne maa fremkalde et magnetisk Felt, hvis
Kraftlinier i det store og hele er parallelle med
Hvirvlens Akse. Ud fra denne Forudsætning
lykkedes det Hale at paavise Zeemaneffekt (s.
d.) i Spektret af Solpletterne, idet f. Eks.
Jernlinien λ 6173 i Solpletten var delt i 3

Fig. 4. Hvirvlende Solpletter.
Fig. 4. Hvirvlende Solpletter.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0935.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free