Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Solen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Komponenter. Mikrometriske Maalinger af Afstanden
mellem Komponenterne gav Styrken af det
magnet. Felt i Pletten. Denne vokser med Plettens
Diameter. Pletternes Bevægelse fra Ø. mod V.
hen over Solskiven er en Følge af Solrotationen.
Aksen, hvorom S. roterer, hælder 82,89° mod
Ekliptikken, og den opstigende Knude af S.’s
Ækvator paa Ekliptikken har Længden 74,6°
efter Dyson. Det Punkt paa Himlen, hvorimod
Aksen er rettet — Verdenspolen for S. —, har
Koordinaterne 18 T. 44 M. + 64°, er følgelig
beliggende i »Dragen« ell. befinder sig omtr.
midtvejs mellem Vega og Polarstjernen. 4. Jan.
og 6. Juli peger Aksen ret Nord—Syd, 5. Apr.
og 14. Oktbr er den henh. 26,4° V. og Ø. f.
Nordpolen. En Følge af denne Stilling af S.’s
Akse er den, at Plettens Bane over Solskiven
er krummet, fra 5. Juni til 6. Decbr nedad;
5. Septbr er Nordpolen synlig 7° fra
Solranden; fra 6. Decbr til 5. Juni opad; 6. Marts er
Sydpolen synlig 7° fra Solranden, men paa de
to nævnte Dage er Banen en ret Linie, hvis
Akse danner en Vinkel paa 14° med
Nord—Syd-Linien, 5. Juni V. f., 6. Decbr Ø. f.
Nordpolen, og Polerne ligger da i Solranden. I
Gennemsnit ses Pletten efter 27,25 Dages Forløb
(den synodiske Omløbstid) igen paa samme St.
af Solskiven, men da Jorden i Mellemtiden har
bevæget sig, vil den sande (sideriske)
Omløbstid vare 25,35 Dage. Undersøger man nu
Rotationstiden nærmere, finder man, at jo
længere Pletten er fra Ækvator, desto længere er
Omdrejningstiden, saaledes ved 20° Bredde =
25,75 Dage, 30° = 26,5 Dage, ved 40° = 27
Dage. S. roterer altsaa ikke som en fast Klode,
hvor hvert Punkt gaar en Gang rundt i
samme Tid.
£olforskere som Carrington, Dunér, Faye,
Spoerer, Maunder, Adams o. a. har fundet, at
den daglige Vinkelhastighed kan sættes
under Formen nφ = a + b cosa φ, hvor
a har Værdien 1, 7/4, 2, a og b er
Konstanter henholdsvis c. 12° og c. 3° og φ er
Plettens heliografiske Bredde. Almindeligst har
man sluttet sig om den Form, hvor x er 2,
men a og b viser sig ikke at være Konstanter
i matematisk Forstand, men varierer deres
Værdier saavel efter Bredden som efter
Tidspunktet, da Undersøgelserne er foretagne.
Spørgsmaalet, om dette har sin Realitet,
diskuteres f. T. meget ivrigt, uden at man endnu
kan øjne en endelig Løsning. Som Regel viser
Pletterne sig ikke paa større Bredde end 40°
— man har 1846 set en lille Plet i 50° og
1915 i 60° Bredde, men disse Pletter paa
meget høj Bredde har haft en meget kort
Levetid og har været gennemgaaende svage veiled
spots, som Englænderne kalder dem — og
man har derfor ikke af Pletterne alene
kunnet undersøge S.’s Rotationstid inden for 50°
fra Polen. Man har maattet gribe til andre
Metoder for at udlede S.’s Rotation paa
Strøget uden for Solpletzonen. Med Held har man
benyttet Doppler’s Princip, og her har Dunér
været banebrydende; han anstillede Maalinger
over Solrotationen 1887—89 i Lund, 1899—1901 i
Upsala; foruden ham har bl. a. Halm (han
mener at have paavist, at Rotationen ændrer sig i
Løbet af Solpletperioden), Plasket, St John og
Adams foretaget slige Observationer, som
viser, at Rotationstiden vokser med Bredden. Ved
Ækvator har man fundet Hastigheden i km pr
Sek. at variere fra 1,94 til 2,08. Adams
bemærkede ved sine Observationer, at de forsk.
Linier i Solspektret af Jern, Titan og Mangan,
ikke gav samme Rotationstid; man mener, at
dette hidrører fra, at Linierne ikke tilhører
samme Højdeskikt i Solatmosfæren. Hale har
fundet, at Rotationstiden, udledet af Kalcium,
vokser med Bredden, derimod ikke af
Vandstof, hvilket naturligst forklares ved, at
Vandstof ligger i et højere Niveau end Kalcium,
men at disse Lag paa deres Side er i et højere
Niveau end det, hvori Pletterne optræder.
Foruden dette Faktum, at Pletterne optræder i et
bestemt Strøg af Soloverfladen, mener Mrs.
Maunder at have paavist, at Pletterne er
talrigere paa den østlige Halvkugle end paa den
vestlige, at kun 41 % af det samlede Antal
Pletter opstaar paa den synlige Skive, 59 %
paa den fra os vendte, at 58 % af Pletterne
forsvinder paa den synlige, 42 % paa den
usynlige, men en mere indgaaende Diskussion
af disse Forhold har vist Uoverensstemmelse.
Derimod har man til Evidens kunnet
konstatere, at Pletterne ikke altid optræder i samme
Mængde. 1843 paaviste Schwabe, som
systematisk observerede Solpletterne 1826—68, at
Pletterne har en Periode paa c. 11 Aar.
Horrebow havde allerede 1776 henledt
Opmærksomheden herpaa. Wolf, Wolfer, Newcomb o. a.
har studeret dette Fænomen og fundet en
Periode paa noget over 11 Aar, Wolf er 11,124;
Newcomb faar 11,095 Aar, hvis kun Maksima
benyttes, 11,152 Aar, hvis kun Minima lægges
til Grund; han finder tillige, at der hengaar
4,62 Aar fra Minimum til Maksimum, 6,51 Aar
fra Maksimum til Minimum.
Solpletperioden, der havde sit sidste
Maksimum efter Wolf er 1917,6, er i den sidste Tid
indgaaende studeret af Schuster for
Tidsrummet 1749—1826, 1826—1900 og 1749—1900. For
Tidsrummet 1826—1900 finder han Perioden til
11,125 Aar, denne kommer slet ikke frem i
det første Tidsrum, men maa erstattes med
Perioderne 9,25 og 13,75 (13,25 til 14,25) Aar.
Tages hele Tidsrummet paa 150 Aar, faar han en
Periode fra 4,78 til 4,81 Aar. Elimineres den
11-aarige Periode i Tidsrummet 1826—1900,
bliver tilbage en Periode paa 8,32 Aar. Disse tre
Perioder, 4,79, 8,32 og 11,12 Aar, er nær 1/7,
1/4 og 1/3 af 33,375 Aar. Schuster benytter dette
til at forklare Solpletperioden som Virkning af
en Meteorstrøm, hvis Bane gaar nær forbi S.,
og som har en Omløbstid af 33,4 Aar.
Meteorpartiklerne er ikke jævnt fordelte over hele
Banen, men optræder i større Mængde i
bestemte Egne af denne og giver derved
Anledning til de ovennævnte mindre Perioder.
Under Maksimum er S. aldrig fri for Pletter,
under Minimum kan der ofte gaa Uger hen,
uden at man øjner en eneste Plet. I
Minimumsaaret 1913 var S. fri for Pletter i 320
Dage, og i Tiden 12. Apr.—25. Juni og
31. Juli—5. Septbr saas ikke en eneste Plet. Spoerer
har først paavist, og Greenwich Observationer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
