- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
910

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Solen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Enkelte mindre fremtrædende Linier, t. Eks. af
Vanadium, er betydelig forstærket, andre
derimod svækket. Hale har i den elektriske Ovn
ved at svække Strømstyrken kunnet forstærke
de Linier, som viser sig bredere i Pletterne, og
heraf følger, at Pletterne har en lavere Temp.
Der er i Pletspektret paavist Baand af
Magnesiumhydrid, Titanoxyd, Kalciumhydrid, og den
gule Heliumlinie D3 viser sig som
Absorptionslinie, medens den ellers paa S. er
Emissionslinie. Solpletspektret er især studeret paa Mount
Wilson, og nu er udg. The Mount Wilson
Photographic Maps of the Sun Spot Spectrum
fra
λ 3900 til λ 6600. (Se Spektralanalyse).
Enkelte Gange har man set Linierne fortrukne,
hvilket tyder paa indre Bevægelse.

Ud mod Solranden, altsaa i den mindre
lysende Del af Solskiven, ser man ofte
uregelmæssige lysende Striber, som man ad spektroskopisk
Vej har kunnet paavise over hele Solskiven.
Disse lysende Striber kalder man Fakler.
Men i de spektroheliografiske Billeder af
Solskiven ser man foruden Faklerne ogsaa, at hele
Solskiven er bedækket af et kompliceret Net af
fine Lysaarer; mellem disse har man mere ell.
mindre mørke. Partier, sikkerlig d. s. s. ovf. er
benævnt Granulation, kun med den Forskel, at
Spektroheliografen udelukkende gengiver de
Dele, som indeholder Kalcium — ell. Vandstof —
(Ha) Lys, da dette Apparat lader os faa se
Billedet af S. i monokromatisk Lys. Og
Ligheden med Udseendet af Granulationen bliver
endnu mere fremtrædende, hvis man forstørrer
Negativerne. Strengt taget er det ikke korrekt
at benytte samme Betegnelse paa de Fakler, man
ser i Kikkerten, ell. man faar paa den fot. Plade
af S., og de Objekter, som en eneste Linie, et
eneste Element, t. Eks. Kalcium, afbilder. Hertil
kommer, at disse to Dannelser ikke ligger i
samme Niveau. Hale har derfor foreslaaet at benævne
de Objekter, som Spektroheliografen bringer for
Dagen, for Flocculi (Flokker). De store
fakkellignende Flokker følger Solpletterne i deres
Periodicitet og forsvinder undertiden ganske, de
smaa Flokker, som er udbredt over hele S., viser
sig at være af mere konstant Karakter og
gennemgaaende uafhængige af Solpletperioden. I
disse Flocculi er der den Forskel, at medens de,
som hidrører fra Kalcium (Linierne H og K), er
lyse, viser Vandstofflocculi (af Linien Ha ell.
C, ) sig mørke langstrakte (»Filaments«)
omkr. Pletterne (disse er nærmest at anse for
langstrakte Hvirvler i de øvre Lag af S. og staar
sikkerlig i Forbindelse med Protuberanserne),
foruden at man har mørke Linier næsten af
Solradiens Længde af ulige Styrke og Bredde
(»Alignements«). I Spektret af Faklerne er
Emissionslinierne af Vandstof og Kalcium synlige, og for
det meste ser man Kalciumlinierne H og K
dobbelt omvendte; den lyse Linie er i sin Midte
spaltet i to Dele ved en mørk Linie. Ligesom i
Spektret af Solpletterne enkelte Spektrallinier
viser sig fortrukne, har man bemærket det samme
ved Spektret af Faklerne, hvilket efter det
Doppler’ske Princip tyder paa stærk indre Bevægelse.
Af Faklernes Lysstyrke har man paavist, at de
ligger højere end Granulationen. De omgiver
Pletterne, men findes tillige uden for Pletzonen
lige til Polerne. Kommer de hen imod Randen,
ser man dem som Ophøjninger; Materien i dem
er i opstigende Bevægelse. Af Faklerne har man
fundet en noget mindre Rotationstid for S. end
af Pletterne, nemlig ved 0°’s Bredde: 24,68
Dage, 15°: 25,26 Dage og ved 80°: 25,48 Dage. Det
samme er ogsaa Tilfældet med den af Flocculi
udledede Rotationstid. Denne Aftagen af
Rotationstiden mod Ækvator har Wilsing forklaret
ved, at S. endnu er i en Overgangstilstand
mellem en Stjernetaage og en fast Klode. Den
tenderer mod en ensartet Rotation og vil til
sidst naa denne, naar den relative Bevægelse af
de forsk. Dele af dens Masse p. Gr. a. den indre
Friktion ikke længere finder Sted. Sampson har
mat. vist, at de nuv. Love for
Overfladestrømmene paa S., som Carrington og Dunér har
henledt Opmærksomheden paa, er ikke blot
mulige, men højst sandsynlige Konsekvenser af
S.’s langsomme Kondensation fra en
Taagemasse.

Kromosfæren er det eruptivudseende
Hylle over Fotosfæren. Det har en Tykkelse af
8000 til 16000 km og bestaar hovedsagelig af Gas
og Dampe, som ikke kondenseres under de der
eksisterende Forhold, som Vandstof, Helium,
den Form af Kalciumdampe, som giver H- og
K-Linierne i Spektret, foruden Strontium,
Barium, Jern, Magnesium, Natrium, Mangan, Krom,
Aluminium, Titan og muligvis Nikkel samt Neon
og Argon; Krypton og Xenon har Mitchell ikke
kunnet paavise. Ejendommeligt er det, at
Barium med Atomvægten 137 forekommer i dette
højtliggende Lag. I dette optræder disse røde
Flammetunger, Protuberanser, som blev
set ved de totale Solformørkelser 1706 og 1733,
men glemte og paa ny opdagede 1842. Om disse
hørte til S., Maanen ell. kun var optiske
Fænomener, blev først bragt paa det rene i 1860, da
man saa, at Protuberanser forsvandt paa S.’s
østre Side og kom til Syne ved dens vestre.
1868 fik man at vide, at de bestaar hovedsagelig
af glødende Gasmasser, fornemmelig Vandstof,
og den Styrke, hvormed Ide lyste, bragte Janssen
paa den Tanke, at de muligvis kunde ses i fuldt
Solskin, hvilket lykkedes ham fuldt ud, en
Opdagelse, som blev gjort uafhængig af Lockyer.
Benyttes stor Dispersion, vil Lyset af den
blændende, stærkt belyste Jordatmosfære — denne
er Grund til, at man ikke kan se
Protuberanserne i fuldt Solskin; S. kan man skærme for,
men det diffuse Lys af Atmosfæren,
Himmelgrunden, kan man ikke blive kvit — blive saa
svækket, at man, som Huggins viste 1868, kan
aabne Spektroskopets Spalte saa vidt, at man
kan faa se Protuberansen i sin Helhed. Disse
Protuberanser er senere blevne studerede
visuelt, og fra 1890 har Hale og Deslandres med
Spektroheliografen kunnet paavise dem over
hele Solskiven lige fra Ækvator til Polen.
Baade visuelt, kem. og heliografisk kan man dele
Protuberanserne i to Klasser, de rolige ell.
diffuse og de eruptive ell. metalliske. De
rolige Protuberanser er af betydelig
Udstrækning saavel i Højde som Længde, og ikke
sjældent maaler de 9000 km i begge Retninger. De
holder sig uforandret i denne Højde og er ofte
kun gennem ganske tynde Lysstriber forbundne

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0938.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free