- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
912

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Solen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

ogsaa Grunden til, at enkelte Elementer, som
Rubidium og Cæsium, ikke optræder i
Solspektret. De er af S.’s høje Temp. allerede bleven
enkelt ell. flerdobbelt ioniseret, og enten ligger
da Spektret i det ultraviolette, som absorberes
helt ud af Jordatmosfæren, ell., som Tilfældet er
med Spektret af ioniserede Elementer, Linierne
er helt ubekendte, saa de ikke kan identificeres.
Ved lavere Temp. som i Solpletterne er
Ionisationen betydelig ringere, saa Spektret af de
paa Solen selv manglende Elementer bliver
synlige, men optræder meget svage. Saaledes
fandt Russell Rubidium i Solpletspektret og
ogsaa Spektret af andre Alkalier, især Kalium og
Natrium. Man maa derfor ikke uden videre
slutte, at et bestemt Element mangler paa S.,
fordi man endnu ikke har fundet dets
Spektrallinier i Solspektret. Sandsynligere er det, at alle
Elementer findes paa S., men Grunden til, at
man ikke har fundet dem alle i Solspektret,
er den, at man ikke kender de fysikalske
Forhold, hvorunder de befinder sig. Det er den
ind. Astrofysiker Megh Nad Saha, som først har
bevist, at Ioniseringen er bunden til et bestemt
Niveau, hvor ingen Linie af det neutrale Atom
kan optræde. For Kalciumlinierne H og K har
man kunnet paavise, at den brede, mørke Linie
H1 og K1 er gennemsat af en lys Linie H2 og K2,
der varierer betydelig i Bredde og Styrke og
bestaar af to Komponenter, adskilte ved en fin
Absorptionslinie, H3 og K3. Denne sidste (K3)
tilhører efter St Johns’ Undersøgelser et
højereliggende Kromosfærelag, som har en
nedstigende Bevægelse over hele S.’s Overflade med
en Hastighed af 1,14 km i Sek. Emissionslinien
K2 skyldes opstigende Bevægelse over hele
Overfladen med en Hastighed af 1,97 km i Sek.
af det midlere Kromosfærelag, medens K1
repræsenterer det lavestliggende Parti af
Kromosfæren, som absorberer Lyset fra det Indre og
indeholder ioniseret Kalcium ligesom de to
andre Lag. Forskellen i Bredden af disse tre
Linier hidrører fra, at jo højere man stiger op
i S.’s Atmosfære, desto lavere bliver Trykket
og desto smallere Spektrallinierne. Den
angulære Hastighed af det øverste Kalciumlag (K3)
er meget nær konstant (15,5° pr. Dag, m. a. O.
en Rotationstid af 23,2 Dage), og dette skulde
have en Tykkelse af c. 1500 km, medens det
Lag, hvorfra Emissionslinierne kommer, skulde
være dobbelt saa tykt. Evershed har undersøgt
Rotationshastigheden ved Hjælp af
Dopplereffekten i de forsk. Lag af Kromosfæren, idet
han har lagt til Grund den Regel, at svage
Linier hidrører fra dybere Lag, og at
fremtrædende Linier bliver absorberet af Gas i de
højere Lag af Kromosfæren. Der er af
Spektret benyttet Partiet om Kalciumlinierne H
og K, om D-Linien og omkr. O(Ha)-Linien. Han
fandt da, at Rotationshastigheden er mindst i
de laveste Lag, men vokser rask i de højere
Lag og i Protuberanserne har deres største
Værdi; den varierer i Ækvatoregnen fra 26,5 til
21,4 Dag i Protuberanserne (1,93 til 2,48 km/sek.),
den første Værdi i et Lag af Radius 962,5″,
den sidste af 1008″.

Korona er den Glorie, som omgiver S. ved
totale Solformørkelser, og som er bleven
beskrevet fra de ældste Tider som et af de
pragtfuldeste Naturfænomener. Nærmest inde ved S.
er Korona af blændende hvid Farve, som stikker
stærkt af mod Protuberansernes intense røde
Farve. Denne indre Korona kender man kun lidt
til; den danner en Ring af 3′—4′ Bredde og er
skarpt begrænset mod det ydre svagere Lys,
den ydre Korona, som alm. Straaler radialt ud
fra S., men mange Steder er besynderlig bøjet;
som oftest er disse Straaler længere end S.’s
Radius, ja enkelte strækker sig lige til 5° fra
Soloverfladen. Ofte er disse Straaler
gennemfurede af mørke Straaler, som man kan
forfølge helt ind til Maaneranden. Korona
varierer meget sin Lysstyrke med de
forskellige Formørkelser; under ordinære Forhold
er dens Lys af Styrke større end (1,4)
Fuldmaanens, men til sine Tider kan den
være 0,17 Gange Fuldmaanens.
Fladebelysningen aftager stærkt med Afstanden fra Solranden.
Da Korona hidtil kun kan observeres de faa
Minutter, en Formørkelse staar paa — et Forsøg
paa at fotografere den i fuldt Solskin har været
uden Resultat —, kender man meget lidt til den.
De ældre Tegninger vil i Alm. ikke give et
fuldtro Billede af Koronas Udseende, og det er først
gennem Fotografier, det er lykkedes nogenlunde
at faa en Idé om dens Form, som synes at staa
i Forbindelse med Solintensiteten. Omkr.
Solpletminimum er Korona for det meste stærkest
udviklet i Solens Ækvatoregn, medens der i de
polare Strøg viser sig korte og duskete Straaler.
Koronaen er paa denne Tid mere langstrakt.
Omkr. Maksimumstiden er Straalerne derimod
lidet fremtrædende, ved Ækvator ikke stærkere
end ved Polerne, og Koronaen er da mere
skiveformet. Spektret indeholder foruden den
bekendte Koronalinie λ = 5303, hvis Oprindelse
coronium man ikke kender, 10 à 12 Linier til,
de fleste af disse er svage, hertil kommer et
kontinuert Spektrum. I 1914 fandt Furuhjelm, at
Koronalinien viste udpræget Siksakform, hvilket
efter Doppler’s Princip skulde tyde paa heftig
Bevægelse, i Visionsradien fra ÷ 49 km til + 78
km, et enkelt Sted endog + 260 km. Campbell
og Bosler har fundet, at Korona roterer i
samme Retning som Solen med en Hastighed af 3
til 4 km, dog er dette Resultat højst usikkert.
Cortie fandt i 1914 i den røde Del af Spektret
en Gruppe af Linier, som synes at tilhøre et
Baandspektrum. Men hver Formørkelse giver
gennemgaaende forsk. Koronalinier. Selv Linien
λ 5303 viser Ejendommeligheder; ikke altid har
den samme Styrke, og man maa vel antage, at
Stoffet, som giver denne Linie, ikke altid er til
Stede i samme Mængde. Fl. Ting tyder ogsaa paa,
at der bestaar en Forbindelse mellem
Protuberanserne og Koronalinien. Optræder
Protuberanserne i størst Mængde, er Linien meget
fremtrædende, og kan følges i stor Afstand fra S.,
medens den under Minimum er ganske svag ell.
kan helt mangle. I de ældste Tider og lige til
1869 mente man, at Korona var et optisk
Fænomen, enten et Diffraktionsfænomen ell. af
samme Oprindelse som Regnbuen og Ringe om S.;
men at det er reelt, viser noksom
Overensstemmelsen i Detaillerne ved de Fotografier, som er
tagne af Koronaen paa vidt adskilte Steder,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0940.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free