Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Southwick on Wear - Southwold - Soutien - Soutiens - Soutmann, Peter Claesz - Souvenir - Souveræn - Souvestre, Émile - Souvigny - Souza, Adelaide de - Sova, Antonin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kystfloden Wear, nordvestlig Forstad til
Sunderland, (1921) 14641 Indb.
M. H-n.
Southwold [’sa^uþwou£d], By i det sydøstlige
England, East Suffolk, ved Nordsøen og med
Søbade, Sildefiskeri og (1921) 3370 Indb. Paa
Reden ved S., den saakaldte Solebay, stod
der 7. Juni 1672 et uafgjort Søslag mellem den
eng.-fr. Flaade under Hertugen af York og den
holl. under Ruyter. Under Verdenskrigen blev
S. 26. Jan. 1917 beskudt af tyske Torpedobaade.
(M. Kr.). M. H-n.
Soutien [suti’æŋ, fr. -’tiæ] (fr.), Støtte,
Forsvar.
Soutiens [dansk suti’æŋ, fr. su’tiæ]
(Understøttelsestropper) kaldtes tidligere de nærmest
bag Skyttelinien værende sluttede Afdelinger,
der er bestemte til at forstærke, eventuelt
optage denne; og saafremt de er bag en Fløj,
tillige Dækning af Flanken. Begrebet maa dog nu
nærmest siges at være forældet, og Benævnelsen
anvendes sjælden.
O. F.
Soutmann [’så^utman], Peter Claesz,
holl. Maler og Kobberstikker, f. c. 1580 i
Haarlem, d. 1657 smst., sandsynligvis Elev af Rubens,
efter hvis Malerier og Tegninger han har
udført en Række fremragende Stik. Hans
Stikmanér: Forbindelse af Radering og
Gravstikarbejde i en lys og malerisk blød Karakter
gengiver udmærket træffende Rubens’ Penselstrøg
og Tegning. Af hans mest fremragende Blade
skal nævnes: de fire Jagter, Sancherib’s
Nederlag, Venus stigende op af Havet og det
underfulde Fiskedræt (alle efter Rubens), og efter
Rubens’ske Kopier bl. a.: Nadveren efter
Lionardo og sovende Venus (efter Tizian). Ogsaa
efter andre Kunstnere har S. stukket, saaledes
Juppiter og Antiope og Kristus paa Oliebjerget
(efter v. Dyck), Portrætter efter Honthorst m.
m. Da S., der fra 1620 havde opholdt sig i
Antwerpen, 1628 vendte tilbage til sin Fødeby,
dannede han en Kobberstikkerskole, fra
hvilken fl. betydelige Elever udgik (bl. a. Corn.
Visscher og J. Suyderhoef). Han genoptog
ogsaa der sin Virksomhed som Maler under
Paavirkning af Frans Hals, saaledes som S.’s
Skyttebilleder i Museet i Haarlem viser.
(A. R.). L. S.
Souvenir [suvö’ni.r] (fr.), Erindring, Gave til
Minde om et ell. andet.
Souveræn, se Suveræn.
Souvestre [su’væströ], Émile, fr Forf., f.
15. Apr. 1806 i Morlaix, d. i Paris 5. Juli 1854.
Hans bretonske Herkomst, Hjemmet ved
Kysten, hvorfra hans Forældre havde pløjet
Havet, satte Mærke i hele hans Produktion. Hvad
hans ydre Livsomstændigheder angaar, var han
— for at tjene Opholdet til sine Nærmeste —
først Boghandlermedhjælper, siden havde han
forskellige Lærerembeder, og til sidst levede
han omtr. udelukkende af sin
Forfattervirksomhed. Denne holdt sig mest til Prosafortællingens
Omraade, ofte med Emner, Skildringer og
Minder fra Bretagne, ja med indflettede — dog
bearbejdede — Sagn og Folkesange derfra. Som
Forfatterpersonlighed udmærker S. sig ved
hyggelig Elskværdighed og mild Alvor, undertiden
med moraliserende Tendens. Af hans kønne
Bøger nævner vi Les derniers Bretons (4 Bd,
1835—37), Le foyer breton (2 Bd, 1844), Scènes de
la Chouannerie, Riche et pauvre (2 Bd, 1836),
Un philosophe sous les toits (1850, kronet af det
fr. Akademi) og Confessions d’un ouvrier (1851).
Adskillige af dem er oversatte paa Dansk. Sin
Roman Riche et pauvre bearbejdede S. selv til
et Drama med samme Titel (1837); ogsaa andre
Skuespil forfattede han. Fra 1848 holdt han
folkelige Forelæsninger paa offentlig
Foranstaltning.
E. G.
Souvigny [suvi’nji], By i det indre
Frankrig, Dept Allier, VSV. f. Moulins, ved Queue og
Orléans-Banen, 3000 Indb. S. har en i 11.—12.
Aarh. opført romansk Abbedikirke, senere
restaureret i gotisk Stil (15. Aarh.), med
Gravmæler over Hertugerne af Bourbon.
Glasfabrikation og Vinavl.
(M. Kr.). E. St.
Souza [su’za], Adelaide de, fr.
Romanforfatterinde, f. i Paris 14. Maj 1761, d. smst.
16. Apr. 1836. Hendes Pigenavn var Filleul,
hun ægtede tidlig Grev de Flahaut, som
guillotineredes 1793; derpaa levede hun nogle Aar i
Udlandet, indtil hun kom tilbage til Frankrig
1802, og blev der gift med den portugisiske
Sendemand Baron J. M. S.-Botelho, tidligere i
Sverige og Danmark. Hendes Romaner er ret
fine og elegante, følsomme, men temmelig blege
Skildringer af Aristokratiets Liv: Adèle de
Sénanges (1794), La comtesse de Fargy (1823) o.
fl. Hun udgav de fleste under Navnet
»Grevinde de Flahaut«. Œuvres udkom 1811—22 (6
Bd), et Udvalg 1840. (Litt.: A. de
Maricourt, Madame de S. et sa famille [1907]).
E. G.
Sova [’såva], Antonin, tschekk. Digter, f.
1864 i Pacov i Syd-Böhmen, kom 1885 til Prag,
hvor han traadte i Kommunens Tjeneste og
blev Biblioteksbestyrer, en Virksomhed, som
han kun har afbrudt ved et Par større Rejser
i Mellemeuropa, sidst 1904. Han debuterede
under Pseudonymet Ilja Georgov med
Digtsamlingen »Realistické sloky« (»Realistiske
Strofer«, 1890) og udsendte Aaret efter »Květy
intimnich nálad« (»Stemningsblomster«, 1891),
Værker, hvori han i Copée’s Stil med stærk
Realisme og en Del Sentimentalitet tegner
Billeder af det moderne Storstadsliv. I det næste
Arbejde »Z mého kraje« (»Fra min Hjemegn«,
1893) vendte han sig fra Bylivet mod sin
fredelige Hjemstavn i Syd, som han skildrer med de
fineste og sarteste Farver. Den fjerde
Digtsamling »Soucit a vzdor« (»Medfølelse og
Trods«, 1894) aabner en ny Epoke i hans
Produktion, idet han her ikke blot søger at skildre
og vække Stemning, men ogsaa aktivt griber
ind med Protest mod de sociale Tilstandes
Haardhændethed. I den lyriske Monolog
»Zlomená duše« (»En brudt Sjæl«, 1896) skildrer
Forf. et moderne Menneske, der har brudt med
sine Omgivelser, sin Tid og sit Folk uden dog
at have fundet et nyt Livsindhold, og som gaar
til Grunde i den fortvivlede Strid med sig selv.
Dette Digt med sine ofte formløse og
voldsomme Strofer blev modtaget med stor Begejstring
af Ungdommen og betragtet som et
Bekendelsesskrift for dens Sturm und Drang. Det
flg. Værk »Vybouřené smutky« (»Udraste
Smerter«, 1897) behandler i lgn. Aand den moderne
Dekadence og angriber skaanselsløst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
