Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spanien (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Retning til Orde hos Lyrikeren Boscán, ved
hvem Canzonen, Sonetten, Terzinen, Oktaven og
de rimfri Jamber for Alvor holder deres Indtog
i sp. Poesi. Han bistaas af sin mere talentfulde
Ven, den fine og formsikre, vergilianske
Garcilaso de la Vega, der ligesom han levede
under Karl V’s Regering, af den nys nævnte
Stormand Mendoza, et kraftigt poetisk
Talent, af de fremragende Sonetdigtere
Hernando de Acuña og Gutierre de
Cetina (A. M. Withers: The Sources of the
Poetry of G. de C. [Philadelphia 1923]) o. fl. Mod
al denne Italianisme staar den betydelige
Digter Cristóbal de Gastillejo som
Vogter for den gammeldags Poesi, stivsindet
holdende paa de nedarvede Former, som dog
f. Eks. Mendoza ikke undlader at benytte af og
til. — Et Pust fra det ital. Renaissancedrama
bragtes ved to Forfattere, der levede i en
Aarrække ovre i Italien, og hvis Arbejder er bl. de
mere fremtrædende af dette Tidsrums verdslige
Skuespil paa Spansk: Juan del Encina
digter sine versificerede Hyrdespil til Opførelse
ved Fester hos de fornemme, og Torres
Nanarro’s fantastiske Komedier, ligeledes i Vers,
er Forløbere for en senere Tids romantiske
Intrigestykker. Men en mere folkelig Dramatiker
er Lope de Rueda, der drog om med en
Trup i S., og hvis Teaterstykker (i Prosa)
navnlig har deres Styrke i det komiske; ogsaa han
har imidlertid Italienerne at takke for sine
Emner. Disse Dramatikere fik snart mange
Efterfølgere. Den talentfuldeste af Periodens
Skuespilforfattere er vel nok Gil Vicente; men skønt
han skrev nogle af sine Arbejder paa
Kastiliansk, er han dog — ved sin Nationalitet, og
ved at hans fleste Værker er skrevne paa
Portugisisk — at henregne til den portugisiske
Litteratur. Det var i det hele dengang alm., at
Portugisere benyttede sig af det Spanske ved
deres Forfatterskab, og Sâ de Miranda kan
saaledes med en vis Ret betragtes som Medlem
af Boscán’s og Garcilaso’s klassiske, sp.
Digterskole. (Om alle disse Digtere se for øvrigt de
enkelte Artikler). — Prosafortællingen faar
Tilvækst af en for S. ejendommelig Genre, den
saakaldte Gavtyveroman (novela picaresca), i
hvilken en Landstryger — en Proletariatets
vandrende Ridder — beretter om sine
Fataliteter, hvorved der jo gives rig Lejlighed til
satirisk Skildring af Hverdagslivets Optrin og
Figurer. (Smlg. ny Bøger af Chandler [1899,
overs. paa Spansk, Madrid 1913] og De Haan
[1903]). Det sp. Folk havde ved sine eventyrlige
Krigsbedrifter og sit Lykkejægeri hinsides
Havene faaet Omstrejferlyst i Blodet, og
ligesom Ridderromanerne er et Udtryk for den
mere idealistiske Side heraf, saaledes
repræsenterer de pikareske Fortællinger Realismen
og ved deres Samfundssatire fra neden af
særlig den Livsbetragtning, som kulminerer i Figaro
Skikkelsen, men foreløbig blot dæmrer og
undertiden bliver omtr. borte i den
underholdende Fortællings lystige Hændelser. Den
tidligste og vel ogsaa bedste Gavtyveroman,
Lazarillo de Tormes, udkommet midt i 16. Aarh.,
længe betragtet som et Værk af Diego Hurtado
de Mendoza, har dog ikke saa lidt aggressivt
ved sig. Mateo Aleman følger nærmest
efter med sin Guzmán de Alfarache, i de sidste
Aar af 16. Aarh. Genren havde siden temmelig
mange Dyrkere og fik betydelig Udbredelse i
andre Lande. Til en anden Slags Romaner, som
ogsaa slog stærkt an i S., hentedes Impulsen
udefra, nemlig Hyrderomanerne (s. d.), hvis
mest repræsentative Forfattere i 16. Aarh. er
Montemayor med Diana, Gil Polo med
Diana enamorada, Cervantes med Galatea og
Lope de Vega med Arcadia. Den sp.
Renaissances prosaiske Litteratur er ellers for største
Delen af historisk Indhold, tørre Aarbøger,
pompøse Veltalenhedsmønstre ell. friske Udslag
af det virkelige Livs Indtryk og Begivenheder.
Bernál Diaz del Castillo’s kostelige Fortælling
om Mexikos Erobring maa først og fremmest
nævnes som en naiv og livfuld Skildring af
selvoplevede Eventyr. (En Fordanskning udkom
1906—09 i Kbhvn ved E. Gigas). Mendoza’s
Guerra de Granada har store formelle Fortrin.
Paa Tænkningens Omraade hemmede den
religiøse Tvang snart den litterære Produktion.
Reformatoriske Bevægelser havde ganske vist
i Aarhundredets Begyndelse faaet Tag i den
intelligente Del af Nationen — her spiller
Erasmus fra Rotterdams Indflydelse en betydelig
Rolle, — og den udmærkede Prosaist Juan
de Valdés, der i Diálogo de las lenguas
(hvis den da er af ham) viser sig som en fin
og klog Kritiker, vover i sin Diálogo de
Mercurio y Carón at rette saa dristige Angreb mod
Kirken, som man knapt kunde tro mulige i Karl
V’s Tid, men som vistnok er at forklare af
Kejserens tilfældige politiske Stilling. Og en
selvstændig Tænker af Rang er Luis Vives.
Men ved Kontrareformationen, hvorved S.
spillede saa vigtig en Rolle, med dens Følge af
Inkvisition, Censur og Jesuitisme blev de
reflekterende Aander tvungne ind paa Mystik,
hvortil visse medfødte Anlæg hos Nationen allerede
indbød dem. Talrige Skr af denne Art, til Dels
en Rk. — ofte sublime — Besynderligheder i
Ikke-Spanierens Øjne, skyldes Santa
Teresa, San Juan de la Cruz (navnkundig
som religiøs Lyriker), Luis de Granada,
Malón de Chaide o. m. fl., hvoraf nogle var
rigt begavede Aander med afgjort litterært
Talent. Af mere verdslige Moralister udmærker
Fernán Pérez de Oliva og Antonio
de Guevara sig — den første fintdannet og
tænksom, den anden temmelig docerende og
opstyltet —; Guevara’s Anseelse uden for S. var
en Tid meget stor.
Med den nyklassiske Poesis Herredømme i
Litteraturen fulgte ogsaa Stræben efter at
vandre i de store italienske Epikeres, navnlig
Ariosto’s, Fodspor. Et Antal lange Heltedigte i
Ottave Rime, med mytologisk og raisonnerende
Tilbehør, haves derfor fra 16. Aarh.; endog
selve Kejser Karl V og D. Juan de Austria
optræder som Hovedfigurer i dem. Ubetinget det
bedste af dem er Alonso de Ercilla’s
Araucana, der — med egne Erindringer som
Grundlag — behandler et Afsnit af Spaniernes
Erobringskrige i Amerika, altsaa til en vis Grad
et aktuelt Emne, men med Vergil og Italienerne
som Ledestjerner. De før nævnte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
