Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spanien (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
italianiserende Lyrikere dannede Skole til helt ned imod
Aarhundredets Slutning; men at der i den
ogsaa blev Plads for mere selvstændige
Begavelser, skønt deres Frembringelser i det hele
Tilsnit falder ind under den, viser Digtere som
Luis de León — tillige en af Mysticismens
betydeligste Forfattere — og Fernando de
Herrera, Hovedmanden for den sevillanske
Digtergruppe; begge henter for en stor Del
deres Inspirationer fra Bibelen, og navnlig
Herrera’s Oder har noget ejendommelig storslaaet
ved sig, medens Mildheden og Renheden i León’s
Poesi endnu er betagende den Dag i Dag. Som
humoristisk Digter maa nævnes Baltazar
del Alcázar, ligeledes Sevillaner; og den
noget ældre Francisco de la Torre —
hvis personlige Eksistens, ikke som Pseudonym
for Quevedo, der i 17. Aarh. udgav hans Digte,
nu er bevist — er meget elskværdig i sin
følsomme Lyrik. (Ogsaa ang. disse Forfattere
henvises til de enkelte Artikler). — Den Digtart,
som i en ikke fjern Fremtid skulde kaste særlig
Glans over sp. Litteratur, skred imidlertid frem
i kunstnerisk Udvikling til en udpræget national
Form. Uagtet der findes virkelige Talenter
blandt dem, som indtil henimod Aarhundredets
Udgang dyrkede den dramatiske Digtekunst,
kommer man dog foreløbig ikke længere end
til mere ell. mindre famlende Forsøg. Der kan
skelnes to Retninger: den ene efterligner
Italienernes klassiske Skuespil, især Tragedien, den
anden slutter sig nærmest til Lope de Rueda’s
djærvere og mere nationale Stil. Til den første
hører især Lupercio de Argensola
(han og hans Broder Bartolomé har et Navn
som formfuldendte Lyrikere), til Dels ogsaa
Virués, en virkelig, men umoden Begavelse;
til den anden nærmest Timoneda, Juan de
la Cueva, Rey de Artieda og Miguel Sánchez.
Ved Indgangen til 17. Aarh. træffer vi to
store Navne, vel den sp. Litteraturs største, de
geniale Banebrydere Miguel de
Cervantes og Lope de Vega. Der er i de spec.
Artikler om disse Forfattere gjort udførlig
Rede for deres Levned, for deres Virksomhed
og dennes Bet. Hvad her skal fremhæves i al
Korthed er, at Cervantes er den mindst
nationalt begrænsede af de to, og at han i sin
verdensberømte Roman begynder med at rette et
Angreb mod Ridderbøgerne, men saa at sige
ubevidst naar til en almenmenneskelig
Betragtning af den Aand, der ligger til Grund for dem,
repræsenteret ved Don Quijote, og dennes
Modsætning, den mageløst skildrede Vaabendrager
Sancho, Typen paa den enfoldige, smaalige og
egoistiske, men samtidig sundt forstandige og
trohjertede Bondenatur. (Til den nyeste
Cervantes-Litteratur hører en Udg. af hans Obras
completas ved R. Schevill og A. Bonilla,
begyndtes Madrid 1914; Obras completas,
Facsimileudg. ved Det sp. Akademi, 1914—18; kritisk
Udg. af Don Quijote med Kommentar af
Rodriguez Marin, 6 Bd, Madrid 1916—17; Folioudg.
af samme illustr. ved samme Udgiver, 4 Bd,
1916—17; kritisk Udg. af samme med
Kommentar ved A. Hämel I, Halle 1925; Entremeses,
udg. af Viada og Lluch, Madrid 1914, af Bonilla
1916; ny fr. Overs. af D. Q. af Cardaillac og
Labarthe, endv. en Overs. paa Esperanto, Berlin
1924; F. Rodriguez Marin: Nuevos documentos
cervantinos, Madrid 1914; R. Schevill:
Cervantes, New Fork 1919). Og det vidunderlig
frodige og alsidige Geni Lope de Vega, mere
typisk end sin ældre Digterbroder, fastslaar for
lange Tider den sp. Skuespildigtnings
Karaktermærker, de ydre som de indre, hvori han
mødtes med det nationale Publikums Krav:
broget Handling og Intrige fremfor
Karaktertegning, livlig Dialog med lyriske Glanssteder,
det alvorlige og det komiske Side om Side, 3
Akter og Versform med det letløbende
Romancemetrum som det hyppigst anvendte.
(Smlg. Comedia og Lope de Vega).
»Læsedramaer« er det ikke, de kræver
Scenen og opfylder dens Krav. Folkets
umættelige Trang til dramatisk Underholdning bliver
i Lope’s egen og i den flg. Tid imødekommet
af en Hærskare af Skuespildigtere, der slutter
sig til ham i alt væsentligt, idet dog de største
Begavelser iblandt dem ikke mangler Særpræg.
De mest fremragende er Guillén de
Castro, Forf. til Las mocedades del Cid, der er
Forbillede for P. Corneille’s første berømte
Tragedie; den alvorlige og mere etisk anlagte J.
Ruiz de Alarcón, hvis La verdad
sospechosa ligeledes efterlignedes af Corneille i
»Løgneren«; den udmærkede Lystspildigter
Tirso de Molina (se Tellez, G.), som bl. a.
maaske — thi helt sikkert er det ikke — har
skrevet El burlador de Sevilla og deri bragt
Don-Juan-Typen paa Scenen, den, som Molière
atter fremdrog, og som siden har faaet saa
meget at sige for Skønlitteraturen og Kunsten
(se Don Juan); Calderón, der med
kunstnerisk Sikkerhed udformer la Comedia
paa den Basis, Lope de Vega havde givet, men
ogsaa skematiserer den i Bygning, Diktion og
Aand (Æresprincippet) og derved bereder dens
Forfald; endelig hans to samtidige og
Aandsfæller Rojas Zorrilla og Moreto, begge
betydelige ved deres Lystspil (især Moreto’s
El desdén con el desdén), den første tillige ved
sit patetiske Æresdrama Del rey abajo ninguno.
Andre Dramatikere, som ogsaa har ydet Ting
af Værdi uden dog at kunne maale sig med de
nævnte, er Luis Vélez de Guevara, Montalván,
Mira de Méscua, Matos Fragoso, Ant. Coello,
Ant. Solis o. fl. Det vil af det foregaaende
allerede være set, at Udlandets dramatiske
Digtning gerne øste af det sp. Nationaldramas rige
Strøm, og dette gælder ikke blot om
Franskmændene. Een Skuespilart lod man dog
Spanierne beholde uantastet p. Gr. a. dens
nationale Særhed, nemlig de religiøs-mystiske,
allegoriske Stykker, som kaldes Autos
sacramentales (se Auto), og hvori navnlig Calderón
ekscellerede.
Naar man hos en Del af disse Dramatikere,
især Calderón og hans Skole, bemærker en
Maniererthed i Udtrykket, som aabenbart er
tilsigtet, saa hænger denne sammen med en i 17.
Aarh.’s Beg. alm. stilistisk Retning, der bunder
i en fornem kunstnerisk Bestræbelse efter at
undgaa det banale, men oftest kun bliver til
Forskruethed og Kunstleri. I S., hvor den
fandt en god Jordbund, baade for det opstyltede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
