Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spanien (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og det spidsfindige, er dens ypperste Forfægter
i Digtekunsten den rigtbegavede Luis de
Góngora (ny Biografi af ham ved M. Artigas
(Madrid 1925], priskronet af det sp. Akademi),
medens i Prosaen den kløgtige Moralist
Baltasar Gracián hævder dens Princip (smlg.
C. Borinski, »B. G. u. die Hofliteratur in
Deutschland« [Halle 1899]; G. Croce, I
trattatisti italiani del »concettismo« e. B. G. [Neapel
1899] og den ny Udg. med Indledning af
Gracián’s El Héroe og El Discreto ved A. Farinelli
[1900]). 17. Aarh.’s Poesi er da — i højere ell.
ringere Grad — befængt med »Gongorismen«,
ell., som den ogsaa kaldtes, »Kulteranismen«:
selv Lope de Vega gaar ikke helt fri for den i
sin Epik og Lyrik. I bunden Stil er for øvrigt
nogle af de bedste Forfattere Balbuena,
Jáuregui, Valdivielso, Villegas, Esquilache og
Epigrammatikeren Rebolledo. Af disse optraadte
Jáuregui som erklæret Modstander af den
gongoristiske Skole. Francisco de
Quevedo, baade Digter og Prosaist, er et af
Periodens største Navne; om hans ejendommelig sp.
Humor vidner hans komiske Digtning ikke
mindre end hans satiriske »Drømmesyner« og
Gavtyveromanen La vida del buscón D. Pablo de
Segovia. Der produceres i det hele meget paa
Gavtyveromanens og den dermed beslægtede
Prosafortællings Omraade: El Diabio cojuelo af
Vélez de Guevara (ny Udgave ved
Rodriguez Marin, Madrid 1919), La picara
Justina af Lopez de Úbeda, El escudero
Marcos de Obregón af Espinel, endvidere Castillo
Solórzano’s, Salas Barbadillo’s og Maria de
Zayas’ Fortællinger fortjener at fremhæves
foruden Cervantes’ »Mønsterfortællinger« (Novelas
ejemplares), der ikke blot er det af Navn. For
Udlandet faar denne Produktion megen Bet.;
vi minder saaledes om Lesage,
Grimmelshausen og Moscherosch. Lope de Vega’s
interessante, dialogiserede Dorotea staar ligesom
Celestina paa Overgangen mellem Drama og
Roman. — Mystikken er henimod 17. Aarh.’s
Midte kun en mattere Afglans af sin Storhedstid;
den er især repræsenteret ved Pater
Nieremberg. Af didaktisk og raisonnerende Prosa
frembringes gode Værker af den før omtalte
Gracián — trods hans undertiden frastødende
Affektation — og den politiske Teoretiker samt
Litteraturkritiker Diego de Saavedra.
Antonio Pérez’ Brevstil blev stærkt
efterlignet i Frankrig, hvor han opholdt sig som
Flygtning, og han kom saaledes til at staa som
en af dem, der mest fremmede »Hispaniolismen«
i fremmed Land. Fra 16. Aarh.’s Midte levede
den store Historieskriver Juan de Mariana
et Stykke ind i det paafølgende; han har i et
berømt Værk fortalt sit Fædrelands Historie,
med fortrinlig Fremstilling, men rigtignok ikke
med den Kritik, man fordrer nutildags. Siden
har den som Dramatiker nævnte Solis heldig
skildret Erobringen af Mexiko, ikke naivt og
paa første Haand som Bernál Diaz, men med
Kunst, idet han holder sig til tidligere
Fremstillinger, hvad de historiske Kendsgerninger
angaar.
Men 17. Aarh.’s Litteratur ligner til sidst en
Flod, der løber ud i Sandet. Fantasteri og tom
Formalisme, lærd Pedanteri uden videnskabelig
Grundighed (enkelte dygtige Arbejder — som
Nic. Antonio’s bibliografiske — fraregnede),
bornert og overtroisk Kirkelighed og en alm.
Mangel paa litterær Frembringelsesevne, der
viser sig, rent udvortes set, i det ringe Antal
Skr, som fremkommer, — det er
Kendemærkerne for Karl II’s sørgelige Tid. Det sygnende
Aandsliv trængte til nyt Blod, ligesom Landets
svækkede politiske og økonomiske Tilstande
trængte til at bringes paa Fode igen.
III. 18. og 19. Aarh. Den nyeste Tid.
(Her kan straks forud bemærkes, at nøjere
Oplysning om de her anførte Forfattere findes
i de særlige biografiske Artikler ang. dem, for
saa vidt man har kunnet naa at faa dem med
paa den Plads i Leksikonet, der tilkom dem).
Med Bourbon’ernes Regeringstiltrædelse
begynder det atter at gaa fremad. At den ny
Strømning afgjort var fransk, kan ikke
forundre: Frankrigs Kultur og Litteratur havde jo
i de Dage Førerstillingen i hele Europa, og
siden S. havde faaet et med det fr.
nærbeslægtet Kongehus, laa den fr. Indflydelse paa
Aandslivet særlig nær. Der oprettedes Akademier
efter de store parisiske Lærdomsselskabers
Mønster; La Academia Española (fra 1714)
paatog sig og udførte heldig et lgn. Ordbogsarbejde
som Frankrigs »fyrretyve udødelige«, det
historiske Akademi (fra 1738) frembragte mangen
dygtig Monografi over S.’s ældre Historie, og
det kgl. Bibliotek i Madrid, en anselig Samling
(stiftet 1711), aabnede tidlig sine Døre for det
læsende Publikum. De moderne Filosoffer fik
trods Inkvisition og Censur ikke lidt Indpas i
det ærkekatolske Land. Den litterære
Bevægelses Fører var Ignacio de Luzán, en
lærd og dannet Poet og Smagsdommer, hvis
Poética blev den ny Skoles Manifest, og som i
Kampen mod en Skare tarvelige Litterater, hos
hvem den nationale Smag ikke var i de bedste
Hænder, og mod enkelte betydeligere
Personligheder fik Støtte af Satirikeren Jorge
Pitillas (egl. José Gerardo de Hervás),
Boileau’s talentfulde Efterligner.
Oplysningsvennernes fornemste Vaaben var her som andensteds
Tidsskrifter, og der er især Anledning til at
nævne den fortræffelige Pater Feijóo med
sit Teatro critico. Siden kan sp.
Videnskabelighed i 18. Aarh. opvise saa gode Navne som
den intelligente, selvstændig forskende
Sprogmand Lorenzo Hervás, som Benediktineren
Martin Sarmiento (1692—1770),
Litteraturhistoriker og Vaabenfælle af Feijóo, hvis
Parti han aabenlyst vovede at tage, som den
flittige og skeptiske Historiker J. F. Masdeu
(1744—1817), som den omhyggelige
Kirkehistoriker Henrique Flórez og endelig den
betydelige Nationaløkonom Campomanes,
hvis Deltagelse i Karl III’s Reformer er omtalt
under »S.«, Historie. Iblandt de æstetisk
producerende indtager Pater Isla en særlig
høj Rang ved sin satiriske Fortælling Fray
Gerundio, rettet mod de slette og svulstige
Prædikanter; han er ogsaa Forf. til særdeles
velskrevne Breve. Som Prosaist udmærkede sig
ogsaa Cadalso med sine Cartas marruecas
og Los eruditos d la violeta, begge satiriske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
