- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
1015

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spanien (Litteratur)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Skr. Dramaet søgte dels sine Forbilleder i den
klassiske fr. Tragedie, dels hos Molière, dels
hos det nyere borgerlige Skuespil (La Chaussée,
Diderot). Dets mere fremragende Forfattere er
Cadalso, N. F. de Moratin, Cienfuegos,
Iriarte, Jovellanos (El delincuente honrado).
En Særstilling indtog den hidsige Garcia
de la Huerta
som Forsvarer for den gl.
nationale Retning, hvilken han til en vis Grad er
inde paa i sin Tragedie Raquel. I Talent
kommer dog ingen af disse Digtere paa Højde med
Ramón de la Cruz, hvis Smaastykker med
Skildringer af Hverdagslivet er et naturligt og
bramfrit Udtryk for den nationale Aand, ell.
med den yngre Moratin (L. F. de), som vel
følger Molière i sine Lystspil, men alt andet
end slavisk. Lyrikken holder sig mest til det
lette og formelt elegante: anakreontiske
Skælmerier, sentimentale Stemninger og
verdenskloge Smaafabler og Satirer. Bl. de allerede
nævnte Forfattere er Cadalso, Moratin den
Ældre og Iriarte Repræsentanter herfor, desuden
Fabeldigteren F. M. de Samaniego, hvis
Frembringelser i denne Genre næsten er saa
gode som Lafontaine’s, José Iglesias og —
ubetinget den største — Meléndez Valdés,
hvis Livsskæbne, til Dels forvoldt ved hans egen
Karaktersvaghed, hindrede ham i at blive en
Banebryder i sit Fædrelands Digtekunst. Han,
Cienfuegos, Iglesias, og et Par til hørte til den
den saakaldte salamantinske Skole (s. d.).

I 19. Aarh. øver Frankrig tre Gange en stor
Virkning paa Spaniernes Aandskultur: første
Gang, da Revolutionens Tanker og litterære
Smag optages i S., anden Gang, da
Romantikken holder sit Indtog i dette Land, tredie Gang
da den fr. Naturalisme indvirker paa dets
Litteratur. Men hver Gang lægger dog den sp.
Aand meget til af sit eget. Mindst vel i den
førstnævnte Strømnings Dage; den 1855
digterkronede Jubelolding Quintana var i sin
Ungdom helt betaget af Ideerne fra 1789 og
sang patetisk til deres Pris i saa litterært
konservativ Stil som M. J. Chénier og
Lebrun-Pindare, og det samme gælder om J. M.
Gallego
. Men ligesom i Middelalderen de spanske
Cantares de gesta straks fik deres egne
nationale Emner, paa samme Maade blev disse
Revolutionens Tilhængere snart Patriotismens
Sangere, da de fr. Hære oversvømmer deres
Fædreland, saa at Quintana opflammer sine
Landsmænd til Kampen mod Napoleon, og
Gallego priser Martyrerne fra 2. Maj 1808. Til en
poetisk Overgangsperiode hører den
elskværdige Litteraturpædagog Lista og Statsmanden
Martinez de la Rosa, hvilken sidste
forsøgte sig i adskillige Genrer (Tragedie,
Lystspil, Lyrik, Prosafortælling) uden dog at naa
Mesterskab i nogen af dem. Et større Talent
var Hertugen af Rivas (Angel de Saavedra),
der begyndte i gammeldags klassisk Manér,
men, da han var blevet henad de fyrre, optraadte
som Bannerfører for Romantikken, især ved sit
Drama Don Alvaro. Det var nu ikke blot fra
Frankrig, man fik sine Impulser; England —
først og fremmest Byron, dernæst W. Scott —
gjorde ogsaa sin Indflydelse gældende. Den ny
Skoles begejstrede unge Kræfter samlede sig i
litterære Klubber som Myrteakademiet og el
Parnasillo
, samtidig med at politisk Gæring
satte Sindene i Bevægelse under 1830’ernes urolige
Periode, og den ene begavede Digter efter den
anden traadte frem for Dagens Lys med
Arbejder, som henrev store Kredse af
Publikum. Nu var de stivbenede Oders og regelrette
Tragediers Tid forbi; Espronceda’s
glødende lidenskabelige Vers, i Slægt med Byron’s
og Victor Hugo’s Digtning, tændte Sindene, og
Zorrilla’s lyriske Pragtstykker udfoldede
Sprogets fulde Skønhed, medens Garcia
Gutierrez
El Trovador og Hartzenbusch’s
Los Amantes de Teruel opnaaede en larmende
Scenelykke, som bragte Hernani’s berømte
Premiere i Erindring. Andre romantiske
Dramatikere er Gil y Zárate, Escosura, Ventura de
la Vega samt Zorrilla, der bl. a. udstyrede sit
Folkeskuespil Don Juan Tenorio med et
blændende lyrisk Blomsterflor. Af den sp.
Nyromantiks Lyrikere er endnu at anføre Garcia y
Tassara, J. Arolas, Mariano Roca de Togores
(Markis af Molins, Politiker, 1812—89) og Manuel
de Cabanyes, Katalaner som Arolas, køligere
end denne i sin Digtning og overordentlig
formfuldendt (ny Udgave af hans Digterværker ved
E. A. Peers). Efterhaanden som Romantikken
vandt Fodfæste i S., blev den selv mere sp.
i sin Karakter, hvad der gælder om mange af
de nævnte Digteres Værker og hænger sammen
med en udbredt Interesse for Landets gamle
Skønlitteratur og dets hist. Minder fra
Stortiden. Ægte sp., men just ikke Romantiker, er
ogsaa Komediedigteren Bretón de los
Herreros
, en Mester i munter og pointeret
Dialog, hvem den ret behændige Tomás
Rodriguez Rubi (1817—90), Forfatter til
Lystspillene El tejado de vidrio, La rueda de la
fortuna
o. fl. staar ikke lidt tilbage for. Den
geniale M. J. de Larra er bl. a. ogsaa
Dramatiker; men sin store Bet. har han som
Kritiker, Feuilletonist og Samfundsskildrer. For
Scenen skrev ogsaa Digterinden Gertrudis
Gómez de Avellaneda og vandt fortjent Bifald
ligesom for sine lyriske Poesier; hun var ikke den
eneste Kvinde, som med Held dyrkede
Digtekunsten, idet ogsaa Carolina Coronado maa
nævnes. I Larra’s Genre, som Costumbristas,
virkede Estébanez Calderón med sine
»andalusiske Scener« og Mesonero
Romanos
med sine »Scener af Livet i Madrid«.
Romanen var i denne Tid historisk, efter de store
udenlandske Mønstre; men af denne Periodes
hist. Fortællinger er der ikke Grund til at
anføre andre end El señor de Bembibre af
Enrique Gil y Carasco (1815—46). Politiske
og religiøse Tænkere af Rang er Donoso
Cortés
og J. Balmes. En noget yngre
litterær Gruppe repræsenteres ved G. A.
Bécquer
, hvis Poesi faar en egen Farve ved hans
Kendskab til den Heine’ske, og som gjorde
ham til Ungdommens Yndlingsdigter; endvidere
af Skuespilforfatteren A. López de Ayala, som
imidlertid sættes i Skygge af den virkelig
talentfulde Teaterdigter Tamayo y Baus,
Forf. til La locura de amor og Un drama
nuevo
. Fernandez y Gonzáles var en sp. Dumas
père
i sine talrige Romaner; mere Værd har

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/1047.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free