Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spanien (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dog den Række Fortællinger, hvori Fernán
Caballero (Cecilia de Arrón) skildrer
andalusisk Hverdagsliv, noget for sentimentalt og
katolsk tendentiøst, og P. A. de Alarcón’s
livfulde, større og mindre Noveller, om end
hans Forfatterskab fra først af maaske nok
lovede mere, end det holdt. Lethed ved at finde
Udtrykket har han tilfælles med Datidens
talrige navnkundige Talere (Alcalá Galiano,
López, Olózaga o. m. fl.), bl. hvilke Cortestribunens
store Lyriker i Prosa, Emilio Castelar, kun
mægtede at give et ringere Begreb om sin
Veltalenhed i sine forsk. Skr.
Vi er hermed naaet til det Tidspunkt, da en
ny Litteraturperiode begynder, efter Dronning
Isabella’s Afsættelse, fra omtr. 1870 ligesom i
andre europ. Lande. Som dér er det Kritik og
Naturalisme, især i Romanens Form, der
betegner Gennembrudet. Men da gennemført
Kritik just ikke ligger for Spanierne, bliver
Foreteelserne paa dette Omraade spredte og
tilfældige i Sammenligning med andensteds;
Romanen, den moderne Virkelighedsskildring,
indtræder derimod i en Epoke af stor Betydning.
En umiddelbar Paavirkning fra den fr.
naturalistiske Roman er rigtignok kendelig hos
enkelte Forfattere; men de fleste er Naturalister
paa egen Haand, som man før har været det
paa ganske naturlig Vis i Cervantes’ og
Velasquez’ gamle Land, og det har blot ligget i
Luften paa det givne Tidspunkt, at nu var der
Brug netop for denne nationale Aandsevne. Mest
direkte Efterligner af Zola og hans Samtidige
er Emilia Pardo Bazán, der ligefrem
proklamerer det ny System i et Stridsskrift og
sætter det i Værk i sine Fortællinger. Ogsaa den
meget fremragende og skarpe Kritiker
Leopoldo Alas y Ureña, der efterhaanden
arbejdede sig frem til større og videre Syner
og tegnede til at skulle blive en aandelig
Høvding for sit Folk, er i sin store psykologiske
Roman La Regenta en Discipel af Zola’s Skole.
Men de øvrige betydelige Romanforfattere fra
19. Aarh.’s sidste Trediedel — i alt en Plejade,
hvoraf S. med Rette kan være stolt — er mere
udpræget spanske. Der er den kloge, smagfulde
og lærde Ironiker Juan Valera, en fin og
ægte Kunstner i sine forholdsvis korte
Fortællinger, næsten en sp. Anatole France; den
umaadelig frugtbare, glimrende begavede
Galdós, en Lope de Vega i Romanens Genre
(Episodios nacionales), som dog ogsaa kan give
dybtgaaende sjælelige Analyser (Fortunata y
Jacinta, Angel Guerra); Pereda, den friske,
brede og kraftige Skildrer af sp. Landliv og
Landskabelighed, katolsk og konservativ til
Fingerspidserne, men navnlig i Peñas arriba
ydende et saa at sige homerisk Kunstværk, der er
fyldt af den sunde Luft fra de Bjerge, han
skildrer, og vistnok uforgængeligt, som de er.
Santandér-Egnen er Peredas Hjem og den
udkaarede Tumleplads for hans Iagttagelse og
Fantasi; dette hænger sammen med en provinsiel
Bevægelse (Regionalismen), som træder ret
tydelig frem i nyere sp. Litt. Saaledes hos den
yngre Forf. Vicente Blasco-Ibáñez, et
stærkt Talent som Prosafortæller, kendt ogsaa
som radikal Politiker; han er Valencianer og
holdt sig først i s}ne ypperlige realistiske
Romaner, som Arroz y tartana, Cañas y barro,
o. fl., til Skildringen af Livet i Valencia, og dets
Omegn. Han udmærker sig i disse ved mindre
Bredde, end sp. Romanforfattere ellers ofte
lider under. Efter de valencianske Fortællinger
fulgte et meget omfangsrigt Forfatterskab, idet
Blasco-Ibáñez først udsendte en Række
tendentiøse Romaner, hvori han rettede Angreb mere
ell. mindre direkte mod det, han ansaa for
skadeligt i det sp. Samfund, derefter atter et
Antal Romaner af anden Art, med Emner, hentede
omtr. fra alle Verdens Kanter. Disse Bøger er
af ret forskellig Værd, men nogle hører til
hans betydeligste, saaledes Tyrefægterromanen
Sangre y Arena, Los muertos maondan, med
fortrinlige Naturskildringer fra Balearerne, den
i mange Maader ypperlige Krigsroman fra 1916
Los cuatro jinetes del Apocalipsis og en anden
lgn., dog knap saa god, Mare nostrum. Ved sin
litterære Produktion har denne meget læste
Forf. erhvervet sig en stor Formue, men det
er ham forment at nyde denne i S., da han f.
T. (1926) er landsforvist p. Gr. a. sin meget
heftige Optræden mod det nuv.
Regeringssystem. Andalusiske Skildringer har man bl. a.
hos A. Palacio Valdés (La Hermana San
Sulpicio, Los majos de Cádiz), der for øvrigt
ogsaa har oprullet Billeder af Livet i Valencia,
i Asturien og i Madrids fornemme Cirkler, det
sidste med ringest Held. Andre begavede
Forfattere af Prosafortællinger er Juan Ochoa (d.
i en ung Alder 1899), Ortega Munilla, Salvador
Rueda, J. Octavio Picón, Arturo Reyes o. fl.
Pater Coloma’s Pequeñeces vidner unægtelig
om et anseligt Talent; men den Lykke, Bogen
gjorde ved sin Fremkomst, beror dog mest paa
den Sensation, som den vakte ved Aktualiteter
og Indiskretioner. I Egenskab af Romandigter
optraadte ogsaa to Mænd, der som Publicister
ved deres rammende Ord om S.’s Forfald og
Genoprejsning har nedlagt mangt et Frøkorn i
den sp. Ungdoms Hjerter, nemlig Tænkeren
Angel Ganivet (Idearium español, Los
trabajos de Pio Cid, Epistolario), og
Ricardo Macias Picavea (d. 1899, Forf. til
Romanen La tierra de Campos og Skriftet El
problema nacional). — Poesien staar i denne
Periode en Del tilbage for Prosaromanen. De
betydeligste Navne er Campoamor med sine
Doloras og Pequeños poemas, Núñez de
Arce, med Digtsamlingen Gritos de combate og
et Antal smaa episk-lyriske Digtninge,
Kritikeren F. Balart med Samlingen Dolores, og den
oppositionelle og pessimistiske Lyriker Bartrina
(d. 1900). Som litterær Kritiker i Lighed med
Balart, men med andre Synspunkter, har E.
Bobadilla virket (Pseudonym Fray Candil). Af
Skuespildigterne er den noget overvurderede
Echegaray næsten ene at nævne, 1904
hædret med Nobel-Præmien (sammen med
Provençaleren Mistral).
Den siden 1870 vakte kritiske Sans har —
skønt som sagt metodisk Forskning ikke egl. er
Spaniernes Sag — givet sig Udtryk i et ikke
ringe Antal hist., litteraturhistoriske og lgn.
Arbejder, hvoriblandt meget virkelig dygtigt.
Af den berømte Minister Cánovas del
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
