- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
1026

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spanien (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

to rom.-sp. Provinser, Hispania citerior og
ulterior, delte ved Ebro. Koloniseringen foregik
efter alm. rom. Sædvane — den var ikke blot
militær; Romaniseringen gik dog i Beg.
temmelig langsomt for sig, hurtigst i Andalusien, i det
hele mest hos Bybefolkningen, i Nordspanien
mindst. Under Augustus ell. Tiber indførtes en
ny Provinsinddeling: Lusitania, Tarraconensis
og Baetica; en 4. Provins (mod NV.) udskiltes
216 under Caracalla. I Diocletian’s Tid kom S.
til at udgøre en Dioecesis under Præfekturet
Galliæ og deltes selv i 5 Provinser, hvortil var
lagt Balearerne samt Mauritania Tingitana i
Nordafrika. Man kender rom. Municipallove for
Osuna, Málaga og Salpensa. Raade Vespasian,
Titus og Nerva havde meget til overs for S.;
endnu større Interesse vistes Landet af de
spanskfødte Kejsere: Trajan og Hadrian (begge
fra den andalusiske By Italica), Marcus
Aurelius og Theodosius; ogsaa Alexander Severus og
Diocletian, skønt de ikke var Spaniere af
Fødsel. Men under Romerrigets Tilbagegang kom
denne Residdelse i Forfald som Rigets øvrige.
— Den rom. Religion var den herskende, men
baade af de indfødtes gl. Gudetro og af den
fønikisk-karthagniensiske eksisterede hele Tiden
Levninger jævnsides. Allerede fra 2. Aarh.
fandtes talrige kristne Menigheder; derfor
havde Kristenforfølgelserne under Decius og
Diocletian vidt Raaderum derovre, og sp. Helgener
og Martyrer er der mange af fra den Tid.
Efter Konstantin d. Store var Landet kirkelig
organiseret, og fra 4. Aarh. nævnes fl. vigtige
Koncilier (Iliberis 306, Zaragoza 380, Toledo
400). Navnlig i 4. Aarh. var Galicieren
Priscillian’s Kætteri stærkt udbredt og beherskede
en Tid den sp. Kirke. — Af Halvøen var særlig
Bætica (Andalusien) veldyrket, og dets Olie og
Vine var berømte i Romerriget; der nævnes
ogsaa betydeligt Fiskeri samt Faareavl og
Bjergværksdrift. For Kommunikationen
sørgede Romerne ved store Vej- og Broanlæg. Der
var gode Søhavne, megen Handel, og Fyrtaarne
opførtes i Coruña og andensteds. Om S.’s
Deltagelse i Roms aandelige Liv vidner Navnene
Seneca, Columella, Pomponius Mela, Quintilian,
Martialis, Lucan; om Arkitekturens Trivsel en
Del Bygningsrester fra Kejsertiden: Teatre,
Triumfbuer, Broer, Gravmæler og
Vandledninger, — særlig Segovia’s storartede Akvædukt,
Teatret i Saguntum og Broen ved Alcántara.
Ved Siden af disse Minder om en højt udviklet
Kultur tager de bevarede samtidige Dyrefigurer
af iberisk Oprindelse — som »los Toros de
Guisando« — sig meget barbariske ud.

Snart begyndte imidlertid Barbariet for Alvor
at bryde ind over den pyrenæiske Halvø, idet
denne fik sin rigelige Del af Folkevandringens
Hærgninger og skiftende Herredømmer. Svever,
Vandaler og Alaner trængte ind i S. 409 og
besatte store Dele af Landet; Hispano-Romanerne
beholdt dog endnu ikke lidt tilbage, men
rigtignok under stadige Kampe og større og større
Opløsning. Kort efter indkom Vestgoterne (414),
under Astolf; en Efterfølger af ham, Vallia,
sluttede en Overenskomst med Romerne og
trak sig N. paa ind i Akvitanien, idet han hjalp
den rom. Befolkning mod de i S. værende
Barbarer og slog Alanerne. Samtidig kæmpede
Svever og Vandaler indbyrdes, og de første
trængte deres Modstandere ned i Sydspanien
(»Andalusien« gav de Navn). Der blev de
angrebne af Goterkongen Teodorik I som Roms
Forbundsfælle, der tvang dem til under
Genserik at gaa over til Mauritanien paa Afrikas
Nordkyst. Dette hindrede dog ikke Teodorik i
siden at blive deres og Svevernes allierede;
han faldt ved Châlons 451, da Vestgoter og
Romere stod sammen mod Hunnerne. Nu
havde Sveverne en Tid lang et mægtigt Rige
i S., og Romerne havde dengang kun den
tarraconensiske Provins. Men Vestgoterne
satte snart en Stopper for deres Magt: i
Forbund med Romerne tilføjede Teodorik II dem
store Nederlag 456, styrtede s. A. den rom.
Kejser Avitus; saa oversvømmede de vestgotiske
Tropper største Delen af Halvøen. Under denne
mægtige Konges Efterfølger, Eurik (fra 469) —
tillige Herre over en stor Del af Gallien —,
fortsattes Erobringen af S.; til sidst havde
Sveverne kun en Del af Lusitanien samt Galicien
tilbage; enkelte Bjergegne holdt sig dog længe
helt uafhængige. En Række vestgotiske Konger
fulgte efter Eurik, en af dem — Amalarik —
med Østgoteren Teodorik som Formynder i sin
første Regeringstid. 554 gjorde Byzantinerne
Indfald i S. for at hjælpe Tronprætendenten
Atanagild mod Kong Agila; men da han var
bleven Konge, maatte han selv føre Krig mod
dem med skiftende Lykke. Han var for øvrigt
en dygtig Regent (død 567). Af de flg. Konger
er Ljuvigild — Enekonge 573—86 — at
fremhæve som en betydelig Erobrer, der kæmpede
med Held mod Svever og Byzantinere. Men
hans Virksomhed hemmedes ved Familiestrid
og indre Uroligheder i Riget. Religiøs Tvist
var væsentlig Aarsag dertil: Sønnen
Hermenegild, gift med en Katolik af den athanasianske
Trosbekendelse, medens Kongefamilien (især
Ljuvigild’s Dronning) var ivrige Arianere,
gjorde Oprør mod ham. Fader og Søn,
Arianere og Katolikker, førte en indbyrdes Kamp
fra 582, indtil Hermenegild maatte overgive sig
og Sevilla og dræbtes i Fangenskab. Før sin
Død lykkedes det Ljuvigild at gøre det helt af
med Svevernes Rige. Sønnen Rekkared var
ogsaa en fremragende Hersker, hvis Regeringstid
er mærkelig ved, at Forfølgelsen mod
Katolikkerne ophørte, og at Kongen ved det 3.
toledanske Koncilium (587 ell. 589) afsvor den
hidtil dominerende Arianisme. Arianerne vedblev
dog at værge sig, saa længe det vestgotiske
Rige bestod. Rekkared søgte at forene de
Racer, hvoraf Rigets Befolkning var sammensat,
og i denne Bestræbelse fulgtes han af en Rk.
senere Konger, — Chindasvint og Recesvint er
særlig fremtrædende —, der tillige under
Kampe med Adelen stræbte at tvinge Kongedømmets
Arvelighed igennem. Den sidste betydelige
Goterkonge er Wamba, valgt 672; han maatte
føre bestandige Krige og tilbagedrev et maurisk
Indfald; desuden var han Lovgiver, og
Resultatet af hans og Efterfølgernes Arbejde blev
Lovbogen Fuero Juzgo. Efter ham indtræder
imidlertid en kendelig Tilbagegangsperiode med
forstyrrede Tilstande, hvorom vi kun har uklare

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/1058.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free