- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
1029

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spanien (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

disse styredes derefter mest fra det
almohadiske Kejserdømme i Afrika som en Provins af
det. Fra nu af udgjorde Berberne Flertallet
af Folkemængden i det arab. S., og det er dem,
der er de rigtige Moros, i de kristne Spanieres
Sagn og Sange. Nationalitets- og Troskampen
mellem Nord og Syd gik nu for sig med vekslende
Krigslykke, indtil Spanierne vandt det store og
betydningsfulde Slag ved Las Navas (16. Juli
1212). Og fra 1214 splittes Almohadernes Rige
ved indre Tvist, Folket er udpint af Skatter,
flere mindre Stater river sig løs, saaledes
Murcia og Jaén, og sidstnævnte bliver fra 1238,
under Kong Alhamar, til det granadinske Rige, der
kom til at eksistere længst af alle de
spanskmauriske; det bestod dengang af
Sierra-Nevada-Dalen og hele Kysten fra Almeria til
Gibraltar. Men snart formindskedes det:
Kastilianerne havde allerede 1236 erobret Córdoba og
erhvervet Murcia 1241; Jaén afstodes dem nu af
Alhamar 1246, og 1248 maatte han hjælpe dem
at indtage Sevilla. Samtidig faldt omtr. alt
andet maurisk Land i S. i de Kristnes Hænder,
saa at kun Kongeriget Granada var tilbage.

Naar S.’s kristne Riger saaledes havde Held
med sig i disse Aarh., kan man ikke sige, at
det overvejende skyldes deres egen kloge
Fremfærd og en gennemført, energisk Politik. Der
blev ofte fra Kongeslægtens egen og fra
Adelsmændenes Side gjort alt muligt for at fordærve
vundne Fordele og svække møjsommelig
erhvervet Magt; og naar det alligevel bar
fremad, er det dels Fjendens Blottelser og
Svaghedstilstande, dels enkelte store Kongers
Personlighed, som det kristne S. væsentlig har at
takke derfor. Fernando I af León og Kastilien
var en af disse fremragende Skikkelser. Efter
at han ved Cortes — eller, som det dengang
hed, Concilia — 1050 havde bekræftet de
tidligere givne Privilegier for at vinde
Leoneserne, maatte han føre Krig med Broderen
Garcia, der led Nederlag og selv faldt 1054,
hvorpaa Navarra overlodes til Garcia’s Søn. Saa
gik Fernando mod Maurerne i Portugal, tog
Viseo og Lamego (1057), derpaa erobrede han
forsk. Byer i Aragonien og tvang Kongerne af
Badajoz, Toledo, Zaragoza og Sevilla til at
betale ham Skat. 1064 indtog han Coimbra og
angreb Valencia, men blev syg under
Belejringen og døde (1065). Ved sit Testamente traf
Fernando den uheldige Bestemmelse, at Riget
skulde deles mellem Sønnerne Sancho
(Kastilien), Alfons (León), Garcia (Galicien) samt
Døtrene Urraca (Zamora) og Elvira (Toro). Det
blev til Broder- og Borgerkrig: Sancho vilde
tilrive sig det hele og forjog de øvrige, men
Zamora forsvarede sig, og da han belejrede det,
dræbtes han. Nu kom Turen til Alfons og
Garcia at strides; deres Kamp om Magten endte
med Garcia’s Undergang. Alfons VI, en tapper
Kriger, benyttede sig af Opløsningstilstanden i
Maurernes Riger til at angribe dem
eftertrykkelig; han belejrede bl. a. Sevilla og trængte helt
ned til Sydkysten. Men hans største Bedrift
var, da han tvang Toledo til at kapitulere, og
da denne By aldrig senere kom under arabisk
Vælde, er den Dag (25. Maj 1085), da Alfons
fik holdt sit Indtog i Toledo, en betydningsfuld
Mærkedag. Endnu i en Aarrække fortsatte
Alfons sine Sejrvindinger; men de standsedes ved
Almoravidernes Indkaldelse. Aaret efter at han
(1108) havde lidt Nederlaget ved Uclés, døde
han. Under de nævnte kastilianske Konger var
det, at den berømte Cid levede. Til hans
virkelige Historie hører hans Tvekamp med en
navarresisk Ridder, hvorefter han fik
Tilnavnet El Campeador (Krigeren), hans Tvist med
Alfons VI og hans Landflygtighed, siden hans
Strejfen om paa egen Haand, undertiden
endda i maurisk Tjeneste, endelig hans Erobring af
Valencia 1094 og hans uafhængige Styrelse
deraf, hvilken man har beskyldt for at have været
haard og ikke altid videre ordholdende eller
retsindig; da han var d. 1099, kom Alfons hans
Enke Jimena til Hjælp mod Maurerne, saa at de
Kristne holdt Byen til 1102, da de maatte
rømme den. Alfons VI’s Efterfølger ske, Urraca,
Enke efter Raimund af Burgund, maatte efter
Adelens Ønske gifte sig med Alfons I af
Aragonien. Det var en uheldig Forbindelse: Mand
og Hustru forligedes slet, men uagtet Paven
vilde have dem skilt som nærbeslægtede, gik
Alfons ikke ind herpaa. Borgerkrig rasede,
1100 proklameredes Urraca’s Søn af første
Ægteskab, Alfons, som Konge i Galicien, og man
søgte ogsaa at faa ham kronet i León; under de
forvirrede Forhold var det, at Portugal
udskiltes og fæstnedes som selvstændigt Grevskab,
ved Urraca’s Søster Teresa, gift med Henrik
af Lothringen, og snart modtog
Grænseudvidelser. Endelig løstes Ægteskabet mellem Urraca
og Alfons af Aragonien. En politisk snild,
mægtig og urolig Prælat, Biskop Diego de Gelmirez
af Compostela, spillede en Hovedrolle i disse
Forviklinger, og han vidste at hævde sig
under den ny Konge, Alfons VII (1126—57). En
Del af dennes Regering optoges af — i det hele
heldige — Kampe med oprørsk Adel, med
Portugal og Aragonien, hvilket sidste Land han
søgte at bemægtige sig efter Alfons I’s Død,
hvad dog ikke lykkedes ham. Imod Maurerne
førte han fl. Krige, hvor det mest gik Spanierne
godt, men Almohadernes Tilstedeværelse paa
Halvøen vanskeliggjorde dog nu
Generobringsarbejdet. Ligesom Fernando I havde gjort,
antog Alfons VII Kejsertitlen, i Opposition mod
de af Paven kronede rom. Kejsere; 1135 lod han
sig krone, men de andre kristne Konger i S.
protesterede herimod. Ogsaa denne Konge
foretog før sin Død en ufornuftig Deling af Riget,
i Kongerigerne Kastilien og León, saa at de en
Tid lang er adskilte. Den næste Konge af
Kastilien, som fortjener særlig Omtale, er Alfons
VIII (1158—1214). Hans Mindreaarighed ved
Regeringstiltrædelsen gav Anledning til 7 Aars
ødelæggende Borgerkrig og lovløse Tilstande;
men allerede som ganske ung, fra 1166, tugter
han Oprørerne og Rigsfjenderne, fører
samtidig en Maurerkrig, som besværliggøres ham
af troløse Allierede, saa at han maa tvinge
Kongerne af León og af Navarra med
Vaabenmagt. I Beg. af 13. Aarh. prædikedes formelig
Korstog af Paven mod Maurerne, Udlændinge
strømmede til Alfons’ Faner, men de fleste
deserterede rigtignok, og det var med Bistand af
de øvrige sp. Konger, at Alfons to Aar før sin

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/1061.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free