Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spanien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
III (fra 1276) forøgedes Aragoniens
Landomraade paa en anden Kant og paa følgerig Vis.
Kongen havde straks erklæret sig løst fra det
pavelige Lensherredømme, han havde faaet
Bugt med hele den katalanske Adel, som rejste
sig imod ham, havde ført den mod de
valencianske Maurere begyndte Krig heldig til Ende
og havde ved en Ekspedition til Tunis befæstet
Aragoniens Magt i Nordafrika. Nu kom han
som Svigersøn af Kong Manfred af Sicilien til
at udfore Bedrifter paa en ny og større
Valplads. Da Karl af Anjou havde overvundet og
dræbt Manfred og den sidste Hohenstaufer,
rustede Pedro 1281 en anselig Flaade,
tilsyneladende mod Constantine, gjorde ogsaa Landgang
i Afrika, men efter den sicilianske Vesper (Marts
1282) kom en Deputation af Sicilianere til ham
for at bede om Hjælp; han kom gerne og
erobrede snart Øen; 1283 hærgede han endog
Kalabriens Kyst. En mærkelig Episode, et ægte
Stykke Middelalder, henhører til disse Aar:
Karl af Anjou havde udfordret Kongen af
Aragonien til en Tvekamp i Bordeaux, Pedro
modtog Udfordringen; men da han fik at vide, at
Kongen af Frankrig vilde opsnappe ham paa
Vejen, drog han forklædt til Bordeaux,
erklærede der, at han var mødt, og begav sig atter
hjem. I Italien førte han nu en heldig Krig
mod Franskmændene, hvorunder hans Admiral
Roger de Lauria vandt store Sejre 1284. Men
imidlertid erklærede Paven ham for at have
sit Land Aragonien forbrudt: Karl af Valois
skulde være Konge, og støttet af Pedro’s
Broder Jaime, Balearernes og Roussillons Hersker,
faldt han ind i Katalonien, oversvømmede
næsten hele Landet og lod sig krone. Da ilede
Roger de Lauria til med en Flaade og vandt et
stort Søslag. Før Krigen var endt, døde Pedro
III (Novbr 1285) og testamenterede paa sit
Dødsleje Sicilien til Paven. Dette brød hans
Sønner sig dog ikke om: den ene, Jaime,
overtog Sicilien, medens den anden, Alfons III, blev
Konge i Aragonien. Han blev ved en Fred i
Tarascon 1291 tvungen til at hjælpe med at
berøve Jaime Sicilien samt betale Paven den
Tribut, som skyldtes ham siden Pedro II’s Tid.
Under Alfons opblussede paa ny Kampen med
Adelen, som den kraftige Pedro III havde holdt
nede; og den samlede Adel, la Unión, fik af
Kongen 1287 et Privilegiet, hvorved Sager
mellem Konge og Adel lagdes ind under en særlig
Øvrighedsperson, el Justicia. Jaime af Sicilien
blev den barnløse Alfons’ Efterfølger
(1291—1327), men efter Bonifacius VIII’s
Foranstaltning maatte han afstaa Øen, hvis Styrelse han
havde overdraget til sin Søn Fadrique; til
Gengæld fik han Corsica og Sardinien som
tributpligtigt Len af Paven, — disse Øer skulde han
dog først erobre, og efter langvarig Strid med
Pisanerne blev Sardinien da ogsaa indtagen
1324. Men Sicilianerne vilde ikke lade sig
afstaa, Sønnen satte sig til Modværge mod
Faderen, og ved Freden fik han da under
indskrænkende Betingelser Lov til at beholde Øen.
Jaime’s Datter ægtede den senere rom. Kejser
Frederik den Smukke. I hans Tid var det, at
det mærkværdige og berømmelige Tog til
Østerland af Katalanere og Aragoniere fandt Sted;
de var sendte som Hjælpetropper til Kejseren
af Konstantinopel mod Tyrkerne, og deres
Fører Roger de Flor blev 1305 Storhertug i
Anatolien; siden stiftede de et Hertugdømme i
Athen, som bestod 1326—88. En lgn. Konge som
Pedro den Grusomme af Kastilien fik Aragonien
i Pedro IV (1335—87); han var dog mere
underfundig og hyklersk og fik Tilnavnet »den
Ceremonielle«. Ved Snedighed og Vold bragte han
igen Mallorca ind under Aragonien (1344). Fra
den adelige Union vandt han Tid efter anden
store Fordele, slog den til sidst helt ned,
sønderrev el Privilegio og lod mange dræbe under
haarde Pinsler; i denne Kamp, hvor for Resten
ikke den katalanske Adel deltog, var Folket for
en stor Del paa Adelsmændenes Side, maaske
fordi disse — hvad der ikke ret er opklaret —
ikke blot stred for feudal Uafhængighed, men
ogsaa for municipale Friheder. Videre end til
at indskrænke de bestaaende Privilegier og
Justicia’s Magt noget naaede Pedro til Slut dog
ikke. Et sardinsk Oprør, støttet af Genueserne,
fik han kun nogenlunde dæmpet, efter at han
selv 1354 havde maattet begive sig derover. I
de dynastiske Stridigheder i Kastilien blandede
han sig ikke lidt. 25 Aar efter hans Død
valgtes (1412) den kastilianske Infant Fernando, el
de Antequera, til aragonsk Konge af en
Kommission af gejstlige og Jurister; han var
Søstersøn af den forrige Konge, Martin I (som baade
havde haft Sicilien og Aragonien), og blev vel
anerkendt af Aragoneserne, men ikke af
Kataloniens og Valencias Befolkning. Han
indvikledes i Pavestriden og tog Parti for Modpaven
Luna, som havde støttet hans Kongevalg, men
han maatte svigte denne. Sønnen Alfons V den
Højsindede (1416—58) laa stadig i Krig, i S.
ikke mindre end udenfor. Det var især Neapels
Erhvervelse, der optog ham; han var bleven
eiklæret for Adoptivsøn og Arving af Dronning
Johanna, blev forraadt af hende, men fastholdt
sit Krav over for en fr. Prætendent. Krigen
førte Alfons i Beg. med Held, tog Neapel og
besatte Marseille; men da vendte Lykken sig,
han fangedes i Søslaget ved Ponza 1435. To
Aar efter var han dog atter fri og begyndte
Kampen paa ny; 1442 erobrede han atter
Neapel, var siden den Tid i Besiddelse af stor
Magt og førte et glimrende Hof. 1447 arvede
han endda Milano, og han førte en sejrrig Krig
mod Genueserne; til sidst pønsede han paa et
Krigstog til Konstantinopel. Men det kunde
ikke undgaas, at denne mægtige Herskers sp.
Besiddelser led under hans bestandige
Fraværelse. Hans Efterfølger i Aragonien og de
andre sp. Lande samt Sicilien og Sardinien —
medens Neapel tilfaldt hans uægte Søn
Ferrante — blev Broderen Juan II, Konge af
Navarra; dette Land havde Juan faaet ved at
ægte dets Dronning, men maatte efter hendes
Død kæmpe om det med sin Stedsøn, Carlos
af Viana, der var den rette Arving, og til hvem
Katalanerne sluttede sig. Borgerkrig blev
Følgen, Juan maatte bøje sig, men kort efter
Forliget i Vilafranca 1461 døde Carlos, vistnok
forgivet. Den katalanske Diputación opsagde nu
Kongehuset Huldskab og Troskab og søgte
forgæves en ny Herre; Enden blev, at man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
