Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spanien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Videlyst); Forfinelse og udenlandske Moder holder
deres Indtog, Ridderligheden fortaber sig
stærkt i Udvorteshed, og man forlyster sig med
prægtige Jagter, Hoffester, Mummespil o. l.;
allerede 1442 er der en Fabrik af Spillekort i
Barcelona. Fra det romanske S. strækker den
europæiske Indflydelse i Skikke og
Indretninger sig til Granada-Riget, der havde sin
Blomstring i 14. Aarh., men under sin politiske
Tilbagegang optager meget af Modstandernes
Kultur: Dragter, Riddervæsen og Galanteri,
Dystløb og Turneringer.
IV. Det katolske Kongepar. Det
habsburgske Dynasti.
Saavel Fernando (Ferdinand) af Aragonien
som Isabella af Kastilien var ualm. statskloge
og energiske Personligheder, Isabella
upaatvivlelig den mest sympatetiske. Og der var
nok for dem at udrette: Rigets Enhed og
Kongemagten skulde styrkes indadtil; hvad der
endnu manglede af Halvøen at forene under
de to Regenters Scepter, skulde saa vidt muligt
indvindes, nemlig Navarra, Roussillon,
Cerdagne (Cerdaña), maaske Portugal, men først
og fremmest Granada; fra sine Forfædre havde
den aragonske Konge arvet italienske
Besiddelser, og disse kunde eventuelt udvides; ogsaa
Afrikas Kyst frembød Muligheder for
Magtforøgelse udadtil; endelig vakte de portugisiske
Søfareres Opdagelser hinsides Verdenshavet
Forhaabning om lgn. Bedrifter og
Koloniseringer ved den sp. Krones Undersaatter og til
Fordel for den. Idet Kong Ferdinand fortsatte
Forgængernes centraliserende, monarkistiske
Værk, fik han Retsplejen overdraget til kgl.
Domstole, hvis Medlemmer han selv udnævnte,
endvidere skaffede han sig hos Paven Ret til at
udnævne Biskopperne og opnaaede ligeledes i
Rom at faa Værdigheden som alle sp.
Ridderordeners Stormester forenet i sin Person.
Overensstemmende med den fremadstræbende
Kongemagts Traditioner benyttede han
Borgerstanden mod Adelen og høstede især stor Gavn
af Byernes Politiforbund (»Hermandad«), hvis
Milits blev et godt Vaaben mod Feudalismen.
Men ogsaa Inkvisitionen, rekonstrueret 1480
med den berygtede Torquemada i Spidsen, blev
en mægtig og skrækindjagende Hjælper for
Royalismen; den var nemlig, skønt Tribunal i
Trossager, kgl. og uafhængig af Rom. I
Kardinal Jiménez de Cisneros havde Kongeparret en
overordentlig duelig Minister. Imidlertid
besluttede Ferdinand og Isabella for Alvor at gøre
Ende paa den sidste Rest af Maurernes
Herredømme i S.; de tog Anledning hertil af, at
Granada-Rigets Tribut til Kastilien var
udebleven i længere Tid. Ti Aar varede Krigen dog,
før Granada faldt (6. Jan. 1492), efter at først
Malaga var erobret; de mange Maurere, der
blev tilbage i S. under den kristne Regering,
gik for en stor Del over til Kristendommen;
de kaldtes Moriscos. Som Løn for denne Sejr
over de vantro tildelte Paven Kongeparret
Titelen los Reyes católicos. Paa samme Tid — 12.
Oktbr 1492 — var det, at Columbus opdagede
Amerika, hvor det sp. Herredømme snart skulde
underlægge sig uhyre Landstrækninger. Med
ofte samvittighedsløs Snedighed ledede
Ferdinand S.’s europæiske Udenrigspolitik: han
lokkede Karl VIII af Frankrig til at afstaa
Roussillon og Cerdaña, for at den fr. Hær kunde faa
Ro til sit Tog mod Neapel; men da det kom til
Stykket, meldte Ferdinand sig som Medbejler
med sine Arvefordringer; først deltes saa det
neapolitanske Rige mellem Frankrig og S., men
til sidst (1504) tog Ferdinand det hele fra
Ludvig XII, takket være de Sejre, som hans
udmærkede Feltherre, Gonzalo de Córdoba, vandt.
Men ogsaa andre Dele af Italien, lige op til
Lombardiet og Venedig, omspændte han med
sin snilde Politik, stadig med det Formaal for
Øje at sætte en Bom for Frankrigs Supremati,
fik Koalitioner i Gang og anvendte selv
Vaabenmagt i rette Øjeblik. Til at fremme sine
Hensigter benyttede han meget Fyrsteægteskaber:
sin ældste Datter giftede han bort til Kongen
af Portugal, og det saa ud til, at hendes Søn
skulde arve baade dette Rige og S., men Døden
bortrev den spæde Prins og hans Moder 1497;
en anden Datter, Johanna, ægtede Kejser
Maximilian I’s Søn, Filip af Burgund, medens
hendes Broder Juan (ogsaa død 1497) blev gift
med Filip’s Søster. Efter at Ferdinand havde
mistet sin udmærkede Gemalinde 1504, maatte
han i et Par Aar se Svigersønnen som Konge
af Kastilien, men allerede 1506 døde denne,
Johanna viste Tegn paa Vanvid, og hendes Rige
overdrog da Formynderskabet for hendes lille
Søn, Karl, til Morfaderen, saa at han atter
havde hele S. under sig. Endnu forøgede han
sine Riger ved at bemægtige sig den sp. Del af
Navarra 1512, medens Ludvig XII,
Forbundsfælle af dette Lands Konge, var haardt
betrængt af sine Fjender. Kun paa eet Punkt,
nemlig Afrika, anvendte Ferdinand ikke sin
sædvanlige Energi; dog sørgede Jiménez her
paa egen Haand for at erhverve fl.
Kyststrækninger for S. Ved sin Død (Jan. 1516) efterlod
Ferdinand den Katolske — som Konge i
Aragonien »den 2.«, i Kastilien »den 5.« — et
baade indvortes og udvortes stærkt Rige, en
Stormagt med betydelige Muligheder for at
blive en Verdensmagt.
Disse realiseredes under Karl I, men
rigtignok da S. var blevet en Del af det rom.
Kejserdømme, og dets Konge (fra 1520) var som
Kejser Karl V blevet sin habsburgske Farfader
Maximilian’s Efterfølger, efter at han allerede
1506 havde arvet sin Faders Lande, Østerrig og
Nederlandene. Vi vil i denne Fremstilling kun
holde os til, hvad der strengt taget
vedkommer selve S. under Karl V’s Regering. Fra
først af var Forholdet mellem den unge
Hersker og hans Moderland alt andet end godt.
Karl var Nederlænder i hele sin Tænkemaade
og Færd og afsatte snart Kardinal Jiménez, i
hvis faste Haand Styrelsen af S. var lagt,
medens Kongens sindssyge Moder holdtes i
Forvaring paa et Slot; Adrian fra Utrecht blev
Statholder, og fl. Nederlændere overtog de højeste
Embeder. Karl selv var imidlertid draget til
Tyskland efter kun at have været 3 Aar i sine
sp. Lande. Alt dette førte til
Comuneros-Opstanden 1519, der varede i fl. Aar, begyndtes
af Adelen, væsentlig af nationale Grunde, men
siden blev en social Rejsning af Borgerstanden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
