Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spanien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Byerne, just mod de privilegerede Stænder,
som den først havde sluttet sig til, og som nu
valgte at tage Kongens Parti. Den kuedes med
Haardhed, da Karl, der nu havde faaet Blik
for Situationen og med Snildhed vidst at drage
de højere Klasser til sig, kom tilbage (1522) til
S., og Enevælden var nu fastslaaet for lange
Tider, Byernes Rettigheder gik tabt, og Cortes’
Indflydelse blev ringere og ringere — dog
ingenlunde straks. Samtidig med
Comuneros-Bevægelsen havde et andet Oprør fundet Sted, der
var af en mere udpræget social Karakter,
nemlig det, der rejstes af la Germania, det store
Forbund af Haandværkslavene, Bønderne og
Sømændene i Valencia; ogsaa det blev
fuldstændig undertvunget (1525). I Kejserens Kamp med
hans fr. Medbejler, Frants I, havde sp.
Traditioner og Følelser en betydelig Part, og det
var for en stor Del Spaniere, som stred paa de
ital. Valpladser og viste sig som fortrinlige
Tropper — især Fodfolk — ved Tapperhed og
Udholdenhed. Kong Frants sad fangen i
Madrid efter Pavia-Slaget, og der sluttedes 1526
den Fred mellem Monarkerne, som snart blev
brudt. Og det var for S., at Besiddelsen af
Neapel hævdedes ved Cambray-Freden 1529,
hvorpaa Karl, som i 7 Aar havde opholdt sig
hos sine sp. Undersaatter (uden dog nogen
Sinde at blive populær hos dem), begav sig over
til Italien og her bl. a. fik Genova knyttet nøje
til de sp. Interesser. Naar han i de flg. Aar
(fra 1533) gjorde det ene Tog mod de vantro
i Nordafrika efter det andet, var han ret i
Overensstemmelse med sp. Trosiver og
Nationalfølelse; men Heldet fulgte ikke disse
Foretagender. Derimod blev Freden i Crespy 1546,
efter Karl V’s sidste Krig med Frankrig, i det
hele en Fornyelse af den sp. Overmagt i
Italien. Da S., 10 Aar efter, saa sin Konge igen,
var han syg og træt efter de sidste Aars
oprivende Begivenheder i Tyskland, hvor atter
hans bedste Tropper havde været sp. (under
Hertugen af Alba), medens sp. gejstlige varetog
hans Interesser ved det 1545 begyndte
Tridentinerkoncilium; han havde overdraget først
Nederlandene og dernæst S. til sin Søn Filip, og
snart efter skilte han sig ved
Kejserværdigheden til Fordel for sin Broder Ferdinand. I
det sp. Kloster Yuste (i Estremadura) søgte han
nu Hvile, og der døde han 1558. Foruden sine
europæiske Besiddelser havde han i sin
Regeringstid lagt store, nyopdagede Lande i
Amerika til den sp. Krone: vi behøver blot at minde
om Mexikos Erobring ved Cortés samt Perús
og Chiles ved Pizarro og Almagro. Disse
umaadelige Landvindinger med det rige Bytte, de
bragte, indvirkede i fl. Henseender paa det sp.
Moderland; de drog mange af dets Befolkning
derover, fyldte den med Eventyrhigen og
Guldtørst og fremkaldte tillige en næsten febrilsk
(dog kun foreløbig) Virksomhed paa
Agerdyrkningens og Industriens Omraade hjemme,
uøkonomisk ledet — thi Spanierne er nu engang ikke
Forretningsmænd — og Genstand for stadige
Udpresninger fra Regeringens Side.
Kolonihandelen skulde og kunde have bragt S.
overordentlige Fordele, og der kom ganske rigtig
ogsaa den ene »Sølvflaade« efter den anden
derovre fra, men det forslog kun slet til
Kejserens Behov, og han efterlod sig en Gæld paa
20 Mill. Dukater.
Det var ikke desto mindre et vældigt Rige,
Filip II overtog vted sin Tronbestigelse 1556:
S. selv med sine udstrakte Kolonier,
Kongerigerne Neapel og Sicilien, Hertugdømmet
Milano samt Nederlandene; desuden havde han
1553 efter Faderens Befaling ægtet Dronning
Maria Tudor af England, hvorved der var
aabnet Udsigt til en endnu nøjere politisk
Forbindelse mellem de to Stater, hvis Arvefjende var
Frankrig. Men at Filip II’s Regeringstid i det
hele betegner en Nedgang i S.’s Magt, derfor
bærer for en væsentlig Del Kongens personlige
Egenskaber Skylden. Ikke at han var nogen
uduelig Mand: han var alvorlig, arbejdsom,
pligtfølende og omhyggelig til det yderste, om
end ikke begavet; men han var tillige
indesluttet og mistænksom, smaalig og — ikke mindst
i at følge det af Faderen foreskrevne politiske
System — stivsindet, langsom til at fatte
Beslutninger, unødig streng og haard i afgørende
Øjeblikke, fanatisk absolutistisk og fanatisk
katolsk. Var hans Fader for lidt Spanier, saa var
Filip det til Gengæld for meget, og hans Mangel
paa Forstaaelse af andre Nationaliteter o. a.
Standpunkter blev just ofte Kilden til politiske
Nederlag for ham. Af Unionen med England
blev der intet, da Maria døde 1558. Og da
Kongen Aaret efter begav sig til S. fra sine
nederlandske Besiddelser, efterlod han disse
allerede i Ophidselse over hans despotiske
Foranstaltninger paa det kirkelige og militære
Omraade. Denne Misfornøjelse voksede i de flg.
Aar, medens Kongens Halvsøster, Margareta af
Parma, styrede Nederlandene som
Statholderinde; man var utilfreds med den franskfødte
Minister, Kardinal Granvela’s Indflydelse, og
Protestantismen havde allerede grebet saa
stærkt om sig deroppe, at religiøs Spænding
indtraadte, ja gav sig Luft i aabenbare
Uroligheder. 1564 kaldtes da Granvela til S., og Grev
Egmont, en af Nederlændernes Førere, fik
gode Ord i Madrid; men det betød i
Virkeligheden intet, der forberedtes Tvang og
Inkvisition. Og efterhaanden som det kalvinistiske
Element gjorde sig voldsommere gældende i
Nederlandene og Prinsen af Oranien endelig
aabent tog Parti mod Katolicismen og S.,
modnedes Tanken om blodig Undertrykkelse af
Opstanden. Alba sendtes derhen 1567 og begyndte
sit Værk; dømte af hans Bloddomstol maatte
Egmont og hans Ven Hoorn bestige Skafottet,
men Vilhelm af Oranien undslap. Hvad der dog
mest opbragte saavel Protestanter som
Katolikker mod det sp. Herredømme var Alba’s
Skattelove; de nordlige Prov. begyndte
aabenlyst Krig under Prins Vilhelm’s Førerskab,
Spanierne tabte stadig Terrain, og Alba
tilbagekaldtes 1573. De flg. Statholdere var for saa
vidt heldigere, som de vandt adskillige Slag for
Filip II og fik de sydlige Provinsers Sag skilt
fra de nordliges. Men disse var ved Filip II’s
Død afgjort tabte for S., siden de 1579 havde
indgaaet Forbundet i Utrecht; selv Prinsen af
Oraniens Død 1584 og Elisabeth af Englands
uheldige Indblanding i Striden (Leicester’s Tog)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
