Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spanien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forandrede ikke den for S. ugunstige Situation,
om end Krigen vedblev længe efter, under de
flg. Konger. Den mægtige Flaade (»den
uovervindelige Armada«), S. havde udrustet og
bemandet med Tropper til at gøre Landgang i
England, splittedes og ødelagdes 1588 af Storm.
Helt uden Lyspunkter var Filip’s Regeringstid
dog ikke. Som Søn af Karl V’s portugisiske
Gemalinde gjorde Kongen Fordring paa
Portugal, da det derværende Dynastis Mandsstamme
var uddød, og 1580 erobrede en sp. Hær
Landet, der i de flg. 60 Aar tilhørte S. Store
Kolonier fulgte med denne Erobring, nemlig
Brasilien og betydelige Landstrækninger i
Ostindien, som imidlertid ikke skaffede S. den
ventede Fordel, da de blev vanskelige at værge
mod Rigets Fjender, Hollænderne og
Englænderne. Det store Nederlag, D. Juan de Austria,
Kongens tapre Halvbroder, tilføjede Tyrkerne
1571 i Søslaget ved Lepanto, var en
Begivenhed af virkelig Bet. for de sp. Vaaben. Som en
Stordaad og en Velgerning for Riget ansaa
Filip selv naturligvis ogsaa fra sit ultrakatolske
Synspunkt Undertrykkelsen og Forjagelsen af
Moriskerne, der plagede af Inkvisitionen og det
stigende National- og Religionshad fra
Regeringens og den gammelkristne Befolknings Side
havde rejst en Opstand 1568, som 2 Aar efter
endte med, at saa godt som alle maurisk-fødte
Andalusiere udjoges, hvorved S. mistede en
Mængde flittige og dygtige Indbyggere, og dets
Agerdyrkning og Industri fik et Knæk for lange
Tider. Den sp. Konge var endnu mere kirkelig
end Paven; hvad der sattes igennem ved det
1563 afsluttede Koncilium i Trient, — meget
deraf mod Pavernes Vilje —, nemlig
Kontrareformationen, Autoritetsprincippets strenge
Gennemførelse i Kirken, var S.’s Værk først og
fremmest, og Jesuiterordenen, sp. i sin
Oprindelse, blev det Middel, hvorved Katolicismen
især fik sin ny Skikkelse. Det var ogsaa som
den katolske Kirkes Værge, at Filip blandede
sig i Nabolandet Frankrigs indre Politik; i dets
Religionskrige støttede han bestandig det
katolske Parti, saa stærkt at selve den fr. Regering
frygtede hans Overmagt, og en Krig mellem
Frankrig og S. var i Gære, da Katharina af
Medici og Hertugen af Guise gjorde Filip den
store Glæde at foranstalte
Bartholomæus-Nattens Myrderier; siden deltog han i den hellige
Liga og opstillede Karl af Mayenne som
Prætendent til Tronen, men maatte dog til sidst se
Hugenotternes Leder Henrik IV — om end som
nyomvendt Katolik — i Besiddelse af den. I sin
Hævden af det verdslige Autoritetsprincip,
Kongedømmet af Guds Naade, stødte Filip II
endnu en Gang an mod Aragonesernes gl.
Uafhængighedsfølelse: ophidsede af Kongens
forrige Sekretær, Antonio Pérez, der var falden i
Unaade, rejste de sig imod Inkvisitionen, som
havde bemægtiget sig Perez, og greb til Vaaben
for at forsvare, hvad der var tilbage af deres
gl. Rettigheder, men maatte give tabt (1591),
endskønt Privilegierne ikke formelt ophævedes.
Det kan ikke nægtes, at just som Repræsentant
for den monarkiske Absolutisme blev Filip II’s
S. et indflydelsesrigt Forbillede for det øvrige
Europa, og med alle sine Nederlag og sine
mere og mere ødelagte Finanser havde det
alligevel stadig en Prestige, som brugte lang
Tid til at falme. Dets Hære var endnu frygtede
paa Kamppladsen, dets litterære og
kunstneriske Frembringelser vakte Beundring og blev
efterlignede, og i rent ydre Henseende blev det
taget til Mønster paa mere end een Maade: den
fornemme Verdens Klædedragt rettede sig efter
den sp., og den pompøse, stive Etikette
(vistnok opr. stammende fra Burgund), der
karakteriserede det sp. Hof, blev i større ell. mindre
Grad optagen af andre Hoffer.
Filip II døde i Septbr 1598. Den Søn, som
skulde have fulgt ham paa Tronen, Don Carlos,
var allerede død 30 Aar tidligere; hans Navn
er i Historien knyttet til en af de dramatiske
Episoder, hvorpaa S.’s Aarbøger er saa rige.
Nu blev det Filip III (1598—1621), hvem S.’s
Krone tilfaldt, medens de sp. Nederlande kom
i Infantinde Isabella’s og hendes Mands,
Ærkehertug Albrecht’s Besiddelse. Filip III var en
bigot og svag Regent, behersket af sine
Ministre, særlig Hertugen af Lerma, der ødslede
vanvittig med Statens Penge, som Cortes
bevilgede under stærk Protest, og med det, der
indkom fra Kolonierne; et Forsøg paa at
bemægtige sig Kirkernes Skatte og de fornemmes
Sølvtøj strandede dog paa den Uvilje, det
vakte. Det samme var Tilfældet med et planlagt
Indfald i England og Forsøgene paa at støtte
en irsk Opstand; Jakob I af England var
imidlertid anderledes stemt mod S. end Elisabeth
og sluttede 1604 Fred med det. I den
spansk-nederlandske Krig havde Spanierne en
udmærket Hærfører i Ambrogio Spinola, hvem det
lykkedes at vinde fl. Sejre over Morits af
Oranien. Men 1609 holdt S. det dog for raadeligst
at slutte en 12-aarig Vaabenstilstand med
Holland, efter Frankrigs og Englands Forslag.
Dette tegnede til at blive en heldig Begivenhed
for S.’s Handel. Men samtidig fik Lerma de
endnu tilbageværende Moriscos, især i Valencia
og Kastilien, forfulgte og uddrevne, atter et
betydningsfuldt Tab for Landet; man gav til
Paaskud, at de hemmelig havde konspireret med
Tyrkerne. Efter at Lerma og hans Hjælpere
endnu en Tid havde udøvet deres ødelæggende
Regimente, begyndte Folkestemningen imod
det at give sig saa kraftig til Kende, at først
Sekretæren Franquesa og dernæst Lerma’s
højre Haand, D. Rodrigo Calderón, styrtedes.
Før sit eget Fald kunde dog den ødsle Minister
glæde sig over de umaadelig pragtfulde Fester,
der holdtes i Anledning af det dobbelte
Fyrstebryllup 1615, mellem Dauphinen af Frankrig
(den senere Ludvig XIII) og Infantinde Anna,
samt mellem Prins Filip af Asturien og
Prinsesse Elisabeth af Frankrig, — et Værk af den
fr. Enkedronning Maria af Medici. Endelig 1618
blev Lerma afsat og kastet i Fængsel, paa
Foranstaltning af hans egen Søn; bedre blev det
alligevel ikke i Kongens sidste Aar, dertil var
han selv for lidet duelig. Lerma havde ved sin
Udstrøen af Gaver og Æresposter bidraget
meget til at demoralisere Folket, som allerede
gennem Eventyrlivet i Amerika og andensteds,
Paavirkningen fra den adelige og gejstlige
Drivereksistens og Statens hemmende og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
