Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spanien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udpinende Skattepaalæg paa alle Erhverv var
godt inde paa at foragte alvorligt og ihærdigt
Arbejde og at sætte sit Maal i ved Tiggeri ell.
ad Krogveje at skaffe sig et af de talrige
Embeder hjemme ell. i Kolonierne, hvor der var lidt
at bestille og meget at fortjene. — En ret
begavet og dannet Kavaler, nydelsessyg og lidet
energisk, saaledes var Filip IV (1621—65). At
den store Arv yderligere svandt ind under hans
Hænder, kan ikke undre. Favoritstyre og —
for en stor Del uheldige — Krige opfylder hans
Regeringstid ligesom Faderens. Vel stod
Hertugen af Olivares i fl. Henseender over Lerma,
men i det hele bragte hans Styrelse dog mest
Ulykker over Landet, om end det fra først af
saa glimrende nok ud. Atter brugtes en
Mængde Penge til kostbare Festligheder i Anledning
af et planlagt fyrsteligt Giftermaal, nemlig
Prins Karl Stuart’s med en sp. Infantinde, —
hvilket aldrig blev til noget, medens S. havde
maattet love den eng. Konge Hjælpetropper i
Pfalz. Snart var S. i Krig baade med England
og Frankrig, tillige igen med Hollænderne efter
Vaabenstilstandens Udløb, samt p. Gr. a. det
habsburgske Familieskab inddragen i
Trediveaarskrigen i Tyskland. De sp. Vaaben havde
foreløbig Held med sig, og der udfoldedes
virkelig i nogle Aar en forbavsende Energi og
krigersk Duelighed af Nationen, omtr. paa alle
Punkter af den vidtstrakte Krigsskueplads. Til
denne Periode hører den store Søsejr over
Hollænderne ved Gibraltar og Fæstningen Bredas
Overgivelse (1624). Med England sluttedes
Fred (1629), og den mantuanske Arvefølgekrig
med Frankrig bragte vel S.’s Hær nogle Sejre,
men intet Udbytte ved Freden (1630). Ogsaa i
Tyskland (Slaget ved Nördlingen 1634),
Nederlandene, Frankrig og Katalonien (Forsvaret
1639) høstede Spanierne mange Laurbær i de
følgende Aar; men ofte maatte de ogsaa vige,
og med deres udtømte Statskasse kunde de til
sidst ikke mere holde Stand mod
Fjendemængden. I Oktbr 1639 tilføjede Tromp deres Flaade
et frygteligt Nederlag under Englands Kyst, og
i Maj 1643 overbeviste Condé ved Rocroy
Verden om, at det berømmelige sp. Infanteri
kunde fuldstændig besejres. Men værst var det,
at selve Riget begyndte at vise Tegn paa
Opløsning. Forbitrede over Misregeringen og
Saarede i deres nationale Følelser rejste
Portugiserne sig 1640, og omtr. det sidste, Kongen fik
at vide før sin Død, var, at ny Forsøg paa at
generobre det oprørske Land var strandede, at
Portugal var uigenkaldelig tabt. 1640 gjorde
ogsaa Katalanerne Opstand og gav sig ind
under Frankrig; Roussillon tabtes definitivt 1642,
og det kostede meget Besvær at bevare
Katalonien. Da Olivares var falden i Unaade og
bleven afskediget 1643, afløstes han af den
hæderlige og dygtige D. Luis de Haro, som dog ikke
kunde standse Rigets Tilbagegang. Neapel, som
under Filip III var blevet ualmindelig godt
styret af Hertugen af Osuna, men nu paa ny
misregeredes, gjorde Oprør — ledet af
Masaniello — 1647; dette dæmpedes dog, hvad der
fornemmelig skyldtes Kongens uægte Søn, D.
Juan de Austria (den Yngre), hvis Dygtighed
man møder paa fl. Punkter af Filip IV’s
Historie. Ved den westfalske Fred 1648 maatte S.
officielt anerkende de forenede nederlandske
Provinsers Uafhængighed. Men med Frankrig
vedblev Krigen; Frondeurolighederne, idet
Condé slog sig paa S.’s Parti, skaffede det
adskillige Sejre, men siden vendte Lykken sig
fuldstændig. Og 1655 bemægtigede Cromwell, som
havde vidst at holde det sp. Diplomati for Nar,
sig uformodet Jamaica, som England senere
har beholdt. Pyrenæerfreden 1659 endte den
fr.-sp. Krig; her maatte S. afstaa Roussillon og
Artois. En Begivenhed af vidtrækkende Følger
var det Ægteskab, der samtidig indstiftedes
mellem Ludvig XIV og Maria Teresa, Filip IV’s
Datter. — Karl II, den sidste Habsburger paa
den sp. Trone (1665—1700), var aandelig og
legemlig svag; og i hans Tid sank Riget saa
dybt som vel muligt. Hans Moders,
Enkedronning Mariana’s, Formynderregering var i
Virkeligheden i Hænderne paa Jesuitten Pater
Neithard og senere hendes Elsker Valenzuela,
medens Kongens Halvbroder D. Juan forgæves
stræbte at faa Magten. Og det blev ikke bedre,
da Kongen var erklæret myndig. Ved det nære
Slægtskabsforhold til det østerr. Kejserhus blev
Landet trukket ind i mere end een ødelæggende
Krig, afstod 1678 i Nijmegen Franche-Comté
(der ligesom Artois i lange Tider havde hørt
sammen med de sp. Nederlande) og nogle
flanderske Stæder til Frankrig, og 1684 maatte det
i Regensburg — ligeledes til Frankrig — afstaa
Luxembourg, som det dog fik igen i Rijswijk
1697. At dette sidste skete, havde sin Grund i,
at den barnløse Karl II’s ynkelige Helbred
bebudede hans snarlige Død, og at Ludvig XIV
var stærkt opsat paa at faa Arvefølgen
overdraget til ham selv ell. en Prins af hans
Familie. Selv var Karl mest tilbøjelig til at
testamentere sit Rige til Østerrig; men det
fransksindede Parti ved hans Hof fik ham til kort før
sin Død at erklære Filip af Anjou, den franske
Konges Sønnesøn, for den retmæssige Arving
til S.’s Trone. Riget var da omtr. i samme
bedrøvelige Tilstand som dets døende Konge: det
var fallit, sløvet, forpint paa alle Maader, ved
Oprør, ved Krige, Jordskælv, Orkaner,
Oversvømmelser og Pest, ved bestandige
Hofintriger og ikke mindst ved fordummende og
barbarisk Bigotteri.
V. Huset Bourbon indtil Ferdinand
VII’s Død.
Trods alt ansaa man dog S. for et Bytte, der
var værd at strides om, det viste den blodige
og langvarige sp. Arvefølgekrig. Her skal kun
omtales de af dens Begivenheder, der direkte
berører den pyrenæiske Halvø. Filip V havde
allerede tiltraadt sin Arv 1701, havde straks
bragt fr. Tone og fr. Omgivelser med sig, og
særlig ejede fr. Statskløgt en udmærket
Repræsentant ved Hoffet i Dronningens
Overhofmesterinde, Fyrstinde Orsini (la princesse des
Ursins), hvem Landet mest kunde takke for, at
det i det hele slap nogenlunde fra de farlige
Tider, det maatte gennemgaa. Selv viste
Kongen sig som en tapper Hærfører i Italien 1702.
Men imidlertid havde det østerrigsksindede
Parti i S. faaet en eng. Flaade derned, som
truede Cadiz; Filip skyndte sig hjem og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
