- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
1039

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spanien (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

optraadte atter her resolut og dygtig, støttet af
sin snilde Raadgiverinde og især inspireret af
sin viljestærke savojiske Dronning, Maria
Luisa, fik Hæren reorganiseret og begyndte at
raade Bod paa en Del Misbrug i Statsstyrelsen.
Da den østerr. Prætendent, Ærkehertug Karl,
1704 søgte at gøre et Indfald i S. fra Portugal
i Spidsen for eng., holl. og portug. Tropper,
kom Filip ham i Forkøbet og indtog for en
Stund hele Portugal. En for S.
skæbnesvanger Tildragelse var dog hændt samtidig: i
Juli 1704 tvang den eng. Admiral Rooke
Gibraltar til at overgive sig, et Tab, som Spanierne
aldrig har forvundet. Deres mange blodige
Forsøg paa Generobringen af den vigtige
Fæstning begyndte allerede snart efter, medens
Krigen paa Halvøen og ved dens Kyster for øvrigt
førtes med skiftende Held. Aug. 1705 landsattes
Ærkehertugen med en Hær paa den
valencianske Kyst, fik megen Tilslutning, navnlig fik han
Katalanerne paa sin Side, og i Novbr hyldedes
han i Barcelona. Nu saa det ilde ud for den
bourbonske Konge, der desuden havde en
misfornøjet kastiliansk Adel at trættes med. Han
anraabte Ludvig XIV om Bistand, idet han selv
stillede sig i Spidsen for en Hær og angreb
Barcelona; dette mislykkedes; hans General,
Berwick, maatte trække sig tilbage for de
allieredes Hær, der V. fra rykkede mod Madrid, og
Juni 1706 kronedes »Karl III« i S.’s Hovedstad,
medens Filip flygtede til Burgos. Krigslykken
blev ham dog atter gunstig, saa at han faa
Maaneder efter kunde vende tilbage til Madrid
med Berwick’s Armé. Endnu havde Karl dog
mange Tilhængere: hele det nordøstlige og
østlige S. holdt ved ham, og Neapel havde
ligeledes erklæret sig for ham. At der fra 1707
begynder en afgjort Fremgang for den
bourbonske Sag, er — hvad det militære angaar — i
første Rk. den tapre Konges Fortjeneste. I April
vandt Berwick saa en fuldstændig Sejr ved
Almansa, Aragonien faldt i Kongens Magt og fik
ved den Lejlighed sine tidligere Privilegier helt
udslettede. Hans Folks Utilfredshed med den
fr. Indflydelse ved Hoffet og i Krigsførelsen
tvang ham imidlertid til, i alt Fald
tilsyneladende, at følge en udpræget national Politik.
Trængt af Vanskeligheder fra mange Sider
(især p. Gr. a. Generalers og Ministres
Upaalidelighed, ja aabenbare Forræderi) begyndte
han 1710 et Felttog i Katalonien, som faldt
uheldig ud. Endnu engang drog Karl ind i
Madrid som S.’s Konge; men Filip bragte atter
sine Stridskræfter paa Fode, Folkets Flertal
hængte ved ham, og hjulpne af fr. Tropper
under Vendôme sejrede Spanierne i
Hovedslaget ved Villaviciosa. Paa samme Tid døde
Kejser Josef I, Ærkehertugen blev hans
Efterfølger, og Fredsunderhandlingerne tog nu Fart og
førte til Freden i Utrecht 1713; Kejseren
sluttede dog først Fred det flg. Aar, i Rastatt. Her
maatte Filip afgive de sp. Nederlande, Milano,
Sardinien, Neapel og Luxembourg til Østerrig,
Sicilien til Savojen, og England beholdt ikke
blot Gibraltar, men ogsaa Menorca. S.’s Trone
forblev hans, men Katalonien maatte han efter
en voldsom Kamp bringe tilbage under sit
Scepter, og dette Lands Privilegier fik da
samme Skæbne som Aragoniens. — Desværre kom
Filip V’s senere Regering ikke til at faa den
Bet. for hans Land, som man kunde have
ventet. Hans til Tider opblussende Energi afløstes
mere og mere af Viljeslaphed, idet en tidlig
frembrydende Hypokondri, som grænsede tæt
op til Sindssyge, efterhaanden udvikledes hos
ham, og trods sine gode Hensigter blev han
snart kun et Redskab i andres Haand. Efter at
have fortrængt den gl. Fyrstinde Orsini blev
Kongens anden Gemalinde, Isabella (Elisabeth)
Farnese, og Ministeren Alberoni omtr.
eneraadende i Rigets Styrelse. Disses
eksperimenterende Udenrigspolitik bragte atter Riget ind
i slemme Forviklinger; uden Udbytte blev de
dog ikke, skønt Kvadrupelalliancen nødte S. til
at opgive de Erobringer — Sardinien og
Sicilien —, det havde tilrevet sig, medens Kejseren
var optagen af en Tyrkekrig; og 1727 søgte man
forgæves at vinde Gibraltar tilbage ved
Belejring. Men 1734 lykkedes det Kongens og
Isabella’s Søn Karl at erobre Neapel fra Østerrig,
og Aaret efter fratog han det Sicilien, som
Savojen havde byttet bort 1720 for Sardinien;
allerede tidligere havde den snilde Dronning
ad diplomatisk Vej skaffet ham Parma,
Piacenza. og Guastalla, som siden Broderen Filip fik
(ved Freden i Aachen 1748), efter at Karl’s
Besiddelse af »begge Sicilierne« var bleven
anerkendt. Det kan altsaa ikke nægtes, at hun
gjorde meget for at oprette Rigets og de sp.
Bourbon’ers sunkne Prestige, og Alberoni havde
heller ikke forsømt at arbejde paa Reform af
de indre Forhold. Siden udrettede den
særdeles dygtige Minister Patiño meget for at
hæve S.’s Sø- og Kolonialmagt, hvad England
fik at føle i en ny Krig (fra 1739). Og som en
duelig Finansminister maa Campillo nævnes.
Men der var dog alt for mange Saar at læge,
og hvad S. mest trængte til, nemlig Ro og Fred,
havde det ikke faaet. Heller ikke fra Deltagelse
i den østerr. Arvefølgekrig slap det fri; dennes
Afslutning oplevede ikke Filip V (der døde 1746).

Ferdinand VI (død 1759), hans Søn af
første Ægteskab, kom til at føre en fredeligere
Regering, ɔ: fra 1749. Men ogsaa han var
melankolsk, til sidst omtr. helt sindssyg. De
dygtige Ministre, han havde, med La Ensenada
i Spidsen, virkede imidlertid med Held for at
skabe bedre Tilstande i Landet og bringe det i
Overensstemmelse med moderne Kulturs
Fordringer. Næsten paa alle Punkter skete
Fremskridt, Statens Indtægt steg 1742—50 med 5
Mill. Dukater aarlig. Et Konkordat sluttedes
med Paven 1753, hvorved Kongens Patronatsret
anerkendtes. — Med Karl III (1759—88) besteg
endelig — som man har sagt — en rigtig Konge
S.’s Trone; hans seje Jægerlegeme og sunde
Forstand holdt den arvelige Melankoli ude, som
havde ødelagt hans Faders og Broders Liv.
Allerede som Konge af begge Sicilier havde han
iværksat en Rk. gavnlige Reformer; nu fik han
det ordnet saaledes, at hans Søn Ferdinand
overtog det neapolitanske Monarki, da han selv
tiltraadte sin sp. Arv. Han blev modtagen med
Jubel i sit ny Rige; men da han begyndte at
ville europæisere Hovedstaden, maatte han
mærke, at (som hans eget Udsagn lød) »hans

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/1071.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free