- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
1040

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spanien (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

spanske Undersaatter var som Børn, der
græder, naar de skal vadskes«: der blev ligefrem
et meget farligt Oprør 1766, da Regeringen
forbød de gammeldags store Kapper og brede
Hatte. Med Frankrig sluttede han 1761 den
bourbonske Familietraktat til gensidigt Forsvar;
denne bragte kort derpaa S. i en Krig med
England, hvori det førstnævnte Rige mest havde
Uheld og ved Freden 1762 maatte afstaa
»Florida. Faa Aar efter (1770) saa det atter ud til
en Kolonialkrig, men S. svigtedes af Frankrig og
maatte gøre den eng. Konge Afbigt. En Krig i
Sydamerika mod Portugal 1777 var af mindre
Bet. og endte snart, da den portugisiske
Minister Pombal, der var dens Ophav, styrtedes.
Men mere havde det at sige, at Riget kom i
Krig med England 1779 i Anledning af de
nordamerikanske Koloniers Opstand og som
Franskmændenes og Amerikanernes allierede. Denne
Gang vilde man gøre de yderste Anstrengelser
for at aftvætte den Skam, at Gibraltar, et Stykke
af S.’s egen Jord, var i eng. Besiddelse. Men
alle Angreb paa Fæstningen mislykkedes, og de
engelske Admiraler tilføjede Frankrigs og S.’s
Flaader adskillige Nederlag. Derimod tog
Spanierne Menorca fra Englænderne, og Florida
faldt atter i deres Hænder; begge disse
Erobringer beholdt de ved Freden 1783. Siden fik S. (1786)
Middelhavets Røverstater til at opgive deres
Fribytteri, og ved Kongens Død havde det i det hele
genvundet en anset og tilsyneladende betrygget
Stilling. Hvad der imidlertid især giver Karl
III’s Regering Glans, er Reformerne i den indre
Styrelse, og han havde her den Lykke at blive
understøttet i sine Bestræbelser af en Rk.
dygtige Mænd, som beklædte Statens øverste
Embeder. Den bedste af dem alle var
Campomanes (»den spanske Turgot«), men ogsaa
Floridablanca, der baade ledede S.’s Udenrigspolitik
(han fik Kongen til efterhaanden at
emancipere sig en Del fra den fr. Indflydelse) og
gjorde meget for at forbedre dets indre
Forhold, den ivrige Oplysningsven Aranda,
Koloniministeren Galvez o. fl. er at nævne. Der var,
trods Forgængernes Bestræbelser, meget at
tage fat paa, og Nationen var vanskelig at faa
med; der gjordes Fejl, som Eftertiden har let
ved at kritisere; og der blev endnu meget
tilbage at udrette. Men Resultatet af en
nogenlunde indgaaende Betragtning af den Tids
Kulturarbejde maa dog blive Respekt, ja
Beundring. Hvad man først satte betydelig Kraft
ind paa, var at blive af med Jesuitterne, som
man betragtede som egl. Ophavsmænd til
Oprøret 1766, og som Fremskridtets værste
Hindring; det flg. Aar blev alle Ordenens
Medlemmer i S. udjagne af Landet (med temmelig
vidtdreven Haardhed), og det var for en stor
Del Pression fra sp. Side, som bragte Pave
Clemens XIV til at ophæve Ordenen 1773.
Inkvisitionen holdtes i det hele inden for passende
Skranker, medens Undervisningsvæsenet og de
videnskabelige Institutioner modtog mangen
Forbedring. Statsindtægten voksede i Karl III’s
Regeringstid med over en Sjettedel af den
tidligere, S.’s Befolkning med 1 1/2 Mill. Endnu
1768 var der over 180000 gejstlige Personer i
S.; 20 Aar efter var de reducerede med omtr.
30000. De Afgifter, der tyngede paa Industrien,
blev betydelig nedsatte, Fabrikker og en
Nationalbank oprettedes; der foretoges mange Vej- og
Kanalanlæg, Agerbruget blev kraftig ophjulpet,
Handelen tog kendelig til, og særlig Omhu
anvendtes paa filantropiske Indretninger.

Men Sønnen Karl IV’s Regering blev ikke
nogen Fortsættelse; af denne Tid med dens lyse
Fremtidsudsigter. De politiske Forhold i
Europa, særlig i Frankrig, gjorde ganske vist deres,
men Kongen selv og hans Omgivelser nok saa
meget: han var ubegavet og sløv og lod sig lede
af sin Dronning, Maria Luisa af Parma, og
hendes Elsker Godoy, der efterhaanden steg til
den ene høje Stilling efter den anden, uden at
hans Dygtighed svarede dertil. Uagtet
Slægtskabet mellem Kongefamilien i S. og Ludvig
XVI søgte man — paa Aranda’s Initiativ — en
Tid at holde gode Miner med Revolutionen,
hvor usympatetisk denne end var selv i de sp.
Reformvenners — som Floridablancas — Øjne;
men da Terrorismen begyndte, fandt Riget sig
beføjet til at slutte sig til Koalitionen mod
Frankrig. Dog kort efter gav dets vaklende
Politik sig et nyt Udslag, idet Godoy (Novbr 1792)
blev Premierminister og søgte paa egen Haand
og ved venskabelige Forestillinger hos
Nationalkonventet — samt Bestikkelser — at hindre
Ludvig XVI’s Henrettelse. Der kom intet andet
ud deraf, end at Frankrig erklærede S. Krig
Marts 1793; i denne var England det
sidstnævnte Lands Allierede, men de sp. Vaaben var alt
andet end heldige, og ved Freden i Basel 1795
afstod det sin Part af Øen Haiti til sin
Modstander. Dengang fik Godoy sin klingende Titel
»Fredsfyrste«. Men over denne Fred blev
England forbitret, og Godoy begik nu den
skæbnesvangre Taabelighed at slutte en
Forbundstraktat med Frankrig, hvis Træl S. rent ud blev i
de flg. Aar. Den 1796 begyndte Krig med den
nordiske Sømagt bragte snart en Række
Nederlag for den sp. Flaade, deriblandt det ved Kap
San Vicente (Febr 1797), medens Landets
Allierede, Frankrig, behandlede det med udsøgt
Ringeagt og brugte det til at rage Kastanjerne
af Ilden. 1798 tvang Oppositionen den sp.
Premierminister til at gaa af; men Regeringen
fremturede i sin ydmygende Underdanighed lige
overfor Frankrig, samtidig med at de andre
bourbonske Fyrster bekæmpede det. Karl IV — og
Godoy, der snart atter var ved Roret — troede
nemlig, at han eller hans Søn vilde blive Konge
i Frankrig, naar Direktoriet faldt. Men
allerede i Slutn. af 1799 var Napoleon Bonaparte
Førstekonsul, medens S.’s Magt og dets
Finanser var i den sørgeligste Tilbagegang. (At der
i Karl IV’s Tid og under Godoy’s Beskyttelse
gjordes ikke lidt for det aandelige Liv, bør dog
erkendes). Ved Freden i Lunéville (1801)
opnaaede S. tilsyneladende nogle Fordele »til Tak
for sin Troskab«, idet der af Toscana
oprettedes et Kongerige Etrurien for en sp.
Bourbon, men i Virkeligheden blev S. kun lænket
endnu mere til Frankrig, hvem det til Gengæld
maatte afstaa Louisiana; største Delen af dets
Orlogsflaade laa tillige med den fr. ved Brest,
og Menorca var i i Englændernes Magt. Og kort
efter vakte den sp. Regering Bonaparte’s

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/1072.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free