Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spanien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fristater som Mønster. Det gjaldt nu at holde fast
paa, hvad der var tilbage; man søgte at sætte
sin Villie igennem med Magt og sendte Tropper
derover, og 1819 laa et Hærkorps i Cadiz, som
skulde indskibes til Amerika. I den
frihedselskende By gærede Misfornøjelsen med
Ferdinand VII’s Regimente mere end noget andet
Sted, og der dannede sig en Sammensværgelse,
som havde Deltagere baade bl. Militæret og i
den civile Befolkning. Det første Udbrud
mislykkedes, men 1. Jan. 1820 (i Landsbyen Las
Cabezas) stillede den unge Bataillonschef Riego
sig i Spidsen for Opstanden, proklamerede
Forfatningen af 1812, fik General Quiroga og en
Troppestyrke med sig og angreb Cadiz, som
det dog ikke lykkedes dem at tage. Deres
Foretagender syntes i det hele ogsaa denne Gang at
skulle blive til intet; men da rejstes
Oprørsfanen mangfoldige Steder rundt i Landet, hvor
Efterretningen om Riego’s Daad var naaet hen,
lige fra Asturien til Valencia. Kong Ferdinand
blev bange og lovede at antage den Forfatning,
han hadede, og som for Resten langtfra var
populær hos alle Despotismens Modstandere.
Jublen i Madrid var ubeskrivelig, og 9. Marts
aflagde han virkelig Ed paa Konstitutionen af
1812, et liberalt Ministerium Argüelles
dannedes, Cortes traadte sammen, en Nationalgarde
oprettedes, og Veltalenhedens Bølger gik højt;
endelig mødte selve Riego i Hovedstaden, hilst
som en Triumfator. Men just hans Nærværelse
satte en Stopper for den alm. Begejstring; hans
Tilhængere og han selv — hvem Triumfen
gjorde ør — begik saadanne Ekscesser, at Cortes,
der denne Gang virkelig var en besindig og vel
sammensat Forsamling, maatte lade
Nationalgarden rykke i Marken, hvorved Uroen
dæmpedes. Dog, medens de maadeholdne
Frihedsvenner søgte at holde det yderliggaaende Parti
nede og under denne Bestræbelse hemmedes af
megen Modstand, som Riego holdt i Gang fra
Aragonien, fik de Servile nyt Mod; Kongen
begyndte at føre et skarpere Sprog, et
konservativt (dog endnu ikke reaktionært) Ministerium
afløste det tidligere, og dette fulgtes atter 1822
af Martinez de la Rosa’s meget moderate. Dette
vakte en Storm i Cortes, hvor Majoriteten ved
det seneste Valg — som Følge af Forfatningens
Bestemmelse, at der ikke maatte vælges de
samme Deputerede til to paa hinanden flg.
Cortes — var blevet radikal. Baade royalistiske
og republikanske Bander gennemstrejfede
Landet. Hæren og Nationalgarden nærede stærkt
delte Anskuelser, og da den kgl. Garde Juli
1822 udraabte »den absolutte Konge«, udspandt
der sig en Gadekamp i Madrid, som endte med
Absolutisternes Nederlag. Som Følge heraf
sikrede Cortes sig Kongens Person, Riego kom
atter til Madrid, og et Ministerium med Riego’s
Partifælle San Miguel som Premierminister
kom i Stand. Men nu satte Royalisterne sig i
Bevægelse i Nordspanien og henvendte sig til
Ludvig XVIII af Frankrig om Hjælp for
Tronens og Alterets hellige Sag. Den bourbonske
Konge var straks villig til at lade 100000 Mand
under Hertugen af Angoulême marchere ind i
S. Da Ferdinand VII fik dette at vide,
afskedigede han straks sit liberale Ministerium; men
trods alle hans Protester tvang Cortes ham til
at følge med til Sevilla, hvor han snart havde
den Glæde at høre om Franskmændenes
Indrykning i Madrid (23. Maj 1823). Men da de
nærmede sig Sevilla, blev han igen tvungen til
at ledsage Cortes til Cadiz, som han meget
veltilfreds saa indesluttet af den fr. Hær, og
endelig saa han sig i Oktbr befriet for sine
Fangevogtere. Nu turde han bryde alle sine Eder,
og den rigtige klerikale, reaktionære og
brutale Absolutisme havde sit Spil. Et af dens
første Ofre var Riego, som blev hængt i Madrid,
og mange maatte dele hans Skæbne,
Fængslerne blev overfyldte, og Pøbelen plyndrede og
myrdede under Raabet »Leve Despotisme og
Lænker! Ned med Friheden!«. Selv den hellige
Alliance fandt dette Regimente for galt og
gjorde Kong Ferdinand Forestillinger, saa at
han fra 1824 begyndte at holde noget igen. Men
den yderlige Reaktion, »den apostoliske Junta«,
havde sit Tilhold hos Kongens fanatiske
Broder, Don Carlos, og Kongen selv sympatiserede
afgjort med den. Hans Premierminister i
disse Aar var Cea Bermúdez, der ansaa sig
selv som en Repræsentant for den »oplyste
Despotisme«; men Ministeriets egl. Sjæl, ogsaa i
de flg. Kabinetter, var den snedige
Justitsminister Calomarde, som i høj Grad besad Kongens
Tillid og var optraadt som Reaktionær af
reneste Vand. Dette var dog langtfra nok i »de
Apostoliske«’s Øjne, og fra 1827 satte de et
formeligt Oprør i Gang med Katalonien som
Hovedpunkt; men det kuedes ved omfattende
militære Foranstaltninger. Efter at den
skrantende Konge 1829 havde ægtet sin fjerde
Gemalinde, Maria Cristina af Neapel, fik denne saa
stor Indflydelse hos ham, at han 29. Marts 1830
ved en »pragmatisk Sanktion« ophævede den
saakaldte »saliske Lov«, der bestod i S. fra 1713
og gik ud paa, at ingen Kvinde maatte arve
Tronen. (Den var i Virkeligheden i al Stilhed
blevet ophævet af en Cortesforsamling 1789
efter Karl IV’s Ønske). Don Carlos, hidtil den
nærmeste Tronarving, blev rasende, og de
liberale Flygtninge i Udlandet vandt Haab om
ny og bedre Tider, saa at de forsøgte et
Indfald i S., hvad der imidlertid kom dem dyrt
til at staa (General Torrijo’s mislykkede
Landgang ved Malaga og Martyrdød for Frihedens Sag
1831). 10. Oktbr 1830 bragte Dronningen en
Datter til Verden, den senere Isabella II. Men nogle
faa Maaneder senere blev Ferdinand VII saa
syg, at man antog, han laa paa det yderste;
dette benyttede Don Carlos til, under Trusel af
Borgerkrig, at faa ham til at ophæve den
pragmatiske Sanktion — for kort efter atter at
undertegne den, som Følge af Infantinde
Carlota’s (Søster til Dronningen) energiske
Optræden ved hans Sygeleje. Maria Cristina
udnævntes til Regentinde, hvilket Regentskab dog
kun varede til Beg. af 1833, den lille Prinsesse
af Asturien hyldedes som Tronarving, og Don
Carlos forvistes fra Hoffet. Kongen selv levede
endnu til 29. Septbr 1833, da han ramtes af et
Slagtilfælde. Til alle de mange Ulykker, der
var blevne S. til Del under denne træske Despot,
er endnu at føje, at det sp. Herredømme i
Amerika, hvis Opløsning allerede er omtalt, tabte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
