Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spanien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fandt Sted fra Juni 1854 under Anførsel af
Generalerne O’Donnell, Dulce o. fl. De fik
Progressisterne med sig til en »liberal Union«;
Provinserne rejste sig, Espartero optraadte paa ny
paa Skuepladsen, og efter blodige Gadekampe i
Madrid maatte Isabella II falde til Føje og tage
imod de Betingelser, som S.’s forrige Regent
opstillede for at danne et Ministerium. En saa
begejstret Jubel som den, der hyldede
Espartero og O’Donnell ved deres Indtog i
Hovedstaden (28. og 29. Juli 1854), skal man efter
Sigende aldrig have set Mage til i S.: man
troede nu fuldt og fast, at alle Ulykker var til
Ende. Det var de dog ingenlunde!
Enkedronningen rejste rigtignok sin Vej ud af Landet,
og en ny demokratisk Forfatning hilstes 1855
med alm. Tilfredshed. Men den tapre og
hæderlige Espartero var ingen stor Statsmand.
Han og O’Donnell var snart Uvenner, ved sin
aggressive Politik mod Kirken fik han
Dronningen og hendes Omgivelser opbragte imod sig,
og tillige udbrød anarkistisk republikanske
Opstande, navnlig i Katalonien, Landets uroligste
Hjørne. 1856 afskedigede Dronningen ham og
hans Ministerium og udnævnte O’Donnell til
Premierminister; denne maatte kue Modstanden
ved Gadekampe, hvad der lykkedes ham; men
da Dronningen i Virkeligheden hadede ham og
kun havde villet benytte ham til at blive fri for
Espartero, blev Narváez samme Aar hans
Efterfølger. Mod ham konspirerede Isabella dog
snart, fordi han var for overlegen i sin
Optræden over for hende, og udsaa atter O’Donnell
til at afløse ham. Fra Juni 1858 var denne da
igen Leder af et Ministerium, og denne Gang
varede hans Styrelse næsten hele 5 Aar. Og —
i alt Fald efter Omstændighederne — fortjente
den megen Ros: O’Donnell var en klog og
besindig Politiker, som forstod at holde sammen
paa sit Parti (den liberale Union), fik Landets
materielle Udvikling fremmet, kvalte et nyt
karlistisk Forsøg af Greven af Montemolin (den
første Don Carlos’ Søn) og førte endog en
rigtig Maurerkrig 1860 i Marokko, hvor han
personlig vandt et Slag ved Tetuán, som hensatte
Nationen i en chauvinistisk Rus. Man skulde
have troet, at alt dette havde sikret hans
Ministerium en endnu længere Forbliven; men
General Prim’s af O’Donnell billigede Optræden
i Mexiko, hvor han anførte de sp. Tropper, der
sammen med fr. deltog i Ekspeditionen 1862,
forvoldte, at Frankrigs spanskfødte Kejserinde
henvendte sig til sin Veninde Isabella II og
fik ham fjernet 1863. Atter gennemgik Landet
urolige Tider, Narváez og den stokreaktionære
González Bravo kom til at raade og brugte de
voldsomste Forholdsregler, en omfattende
Militæropstand med Prim som Leder gik for
sig 1866, men kuedes af O’Donnell og Serrano.
I alle Partiers Lejre, selv de Konservatives,
hvor Cánovas del Castillo tog Bladet fra
Munden over for den tyranniske Regering, voksede
Oppositionen mod den lunefulde (om end
godmodige), vellystige og bigotte Dronning, der
til nærmeste Raadgivere havde sin Elsker,
Hofmanden Marfori, og sin Skriftefader, Pater
Claret, og var den rom. Kuries lydige
Tjenerinde. O’Donnell var rejst til Udlandet og død
der, og efter Narváez’ Død stod González Bravo
som Dronningens betroede Mand; i Juli 1868 lod
han Generalerne Serrano, Dulce o. fl. arrestere
og forvise (Prim og den liberale Fører Sagasta
var allerede i Landflygtighed), og til sidst
vovede han at befale Hertugen af Montpensier at
forlade S. Det bragte Bægeret til at flyde over.
Den liberale Union, Progressisterne og det
demokratiske Parti indgik en Overenskomst om
at gøre Ende paa denne Misregering, og 19.
Septbr 1868 begyndte Admiral Topete i Cadiz
den store Folkebevægelse. Dronningens
Tropper blev slagne af Serrano, saa godt som hele
Nationen krævede hendes Abdikation, og 30.
Septbr sluttede Isabella II’s Regering med, at
hun rejste til Frankrig, hvor hun siden mest
levede, til sin Død 9. Apr. 1904.
Revolutionen havde sejret, og en provisorisk
Regering sammentraadte, bestaaende af
Serrano, Prim, Topete og Olózaga, indtil en Konge
var funden. Men det blev snart aabenbart, at
Partiernes øjeblikkelige Enighed allerede var
forbi. En karlistisk Rejsning forsøgtes uden
Held af Don Carlos’ Sønnesøn af samme Navn
(Karl VII); men at et føderalistisk-republikansk
Parti efterhaanden havde vokset sig stærkt, fik
den monarkisk-sindede Regering at føle. 1869
valgtes foreløbig Marskal Serrano til Regent.
Af Kongsemner var der nok, men enten faldt
de ikke synderlig i Nationens Smag, ell. ogsaa
gav de et afslaaende Svar paa Henvendelsen til
dem fra sp. Side; dette gjaldt navnlig om
Kongen af Portugal, idet et Parti i S. tilstræbte en
»iberisk Union« og fik nogle Tilhængere i
Nabolandet; men Forsøget strandede paa afgjort
Modstand, baade fra den portugisiske
Kongefamilie og fra Flertallet af det portugisiske
Folk. Den gl. Espartero tilbød man ogsaa
Kronen, men han gav et bestemt Nej til Svar. At
man i Tyskland opstillede Fyrst Leopold af
Hohenzollern som Kandidat til S.’s Trone, gav
Anledning til den store fr.-tyske Krig 1870, der
saaledes i sin Oprindelse paa en Maade kan
kaldes en anden sp. Arvefølgekrig. Men til
Konge i S. valgtes imidlertid den ital. Prins
Amadeo, Hertug af Aosta, 3. Novbr 1870. Det
var ikke noget let Hverv, der blev ham til Del:
den Mand, der skulde have været hans bedste
Støtte, Marskal Prim, myrdedes 27. Decbr paa
offentlig Gade i Kong Amadeo’s egen
Hovedstad. Statens Finanser var i en ynkelig
Forfatning, Cuba i Oprør, og en talrig Opposition,
sammensat af de mest heterogene Bestanddele,
bekæmpede Regeringen. Amadeo var en brav
og elskværdig Mand, men allerede hans
udenlandske Herkomst var de nationalstolte
Spaniere en Torn i Øjet (no queremos re italiano,
queremos rev español). 1872 havde Don
Carlos (den Tredje) endnu engang tilbudt sig som
den rette nationale Konge og stod snart med
en anselig Hær i Navarra og Katalonien. I
halvtredje Aar fulgte Ministerium paa
Ministerium, endog udpræget radikale, idet Kongen
vilde være en i Sandhed konstitutionel Konge
og bestandig tog Hensyn til Majoritetens
Ønsker. Men dette kunde ikke gaa i et Land, der
i den Grad som $. var et Bytte for den mest
forvirrende og ødelæggende Partisplittelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
